Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg kan ikke slippe vreden til min voldelige eks

Lige nu har jeg ikke set ham i godt tre måneder, og jeg har blokeret ham på min telefon. Men jeg er VRED. Vred på mig selv – jeg er 41 år, og det her er pinligt. Men jeg er også vred på ham. Han har gjort så mange ting, som ikke kan undskyldes. Jeg kan ikke placere vreden. Jeg ved, man er to til tango, og at jeg også var i den relation. Men hvad stiller jeg op med vreden? Læs ugens brev til Renée her.

Kære Renée 
Jeg er så rasende, og det er, som om min vrede står i vejen for at komme videre. For otte år siden fandt jeg sammen med en mand, som viste sig at være ekstremt psykisk voldelig. Jeg fik en depression, kom til psykolog og fik langsomt genopbygget mit selvværd. Da jeg blev stærkere, blev det også tydeligt, hvad han havde taget fra mig, og for fire år siden sagde jeg så STOP. Jeg gik ud af forholdet, men var knust og uafklaret. Et par uger efter kom han krybende tilbage. Vi fandt sammen igen, og langsomt blev tingene som tidligere.
I mellemtiden var jeg blevet stærkere og gjorde mere oprør.
 
 
 
For halvandet år siden fik jeg nok og gik igen. Det var svært, for man går ikke fra ham, hvis han ikke vil have det. Han opsøgte mig hele tiden. Jeg kæmpede imod i fem måneder, men til sidst tog jeg ham tilbage. Men hans vrede og hans manglende evne til at se ting fra min vinkel kunne jeg ikke rumme. For nylig blev jeg opereret i ryggen. En ret stor operation. Det blev igen tydeligt, at jeg ingen værdi havde for ham, når jeg ikke kunne være der for ham. Han lovede at hjælpe mig, men blev irriteret, hvis jeg bad om hjælp. Jeg greb chancen og sagde stop. Jeg tænkte, at han måske ville blive væk denne gang.
 
Lige nu har jeg ikke set ham i godt tre måneder, og jeg har blokeret ham på min telefon. Men jeg er VRED. Vred på mig selv – jeg er 41 år, og det her er pinligt. Men jeg er også vred på ham. Han har gjort så mange ting, som ikke kan undskyldes. Jeg kan ikke placere vreden. Jeg ved, man er to til tango, og at jeg også var i den relation. Men hvad stiller jeg op med vreden?
 
Mange hilsner en meget vred kvinde
 
 
Kære vrede du
Jeg synes, du skal begynde med at tilgive dig selv. Det er den tilgivelse, der skal få dig videre, det er jeg sikker på. Du er kun 41 år gammel, og det har været et benhårdt forløb, du har været igennem de seneste otte år. Men du har lært SÅ meget om dig selv og om, hvordan du som en kvinde, der længes efter kærlighed, kan opgive dig selv i den længsel.
 
Den lærdom, du har fået nu, skal hjælpe dig, næste gang du skal indgå i et forhold til en mand. Din vrede mod dig selv og ham vil ikke tjene andet formål end at holde dig fast i alle de negative følelser. Vreden vil nedgøre dig, den vil fortælle dig, du intet er værd, fordi du traf så dumt et valg, fordi du ikke kunne se klart, og fordi du overhørte signaler. Vreden er derfor ikke det, du skal komme videre på. Og videre skal du – NU! Jeg synes, at du skal gå helhjertet ind i at undersøge, hvad det er i dig, der længes, og hvorfor du vil opgive dig selv for at få det, du længes efter. Hvad er det i dig, der synes så lidt om dig, at du fortjener at blive behandlet sådan bare for nogle timers kærlighed hist og pist? Og så tænker jeg, du skal i gang med at lære at mærke dig selv for alvor. Hvad var det i dig, der gjorde, at du ikke kunne mærke dit eget værd godt nok til at gå fra den mand? Jeg tror, at vi ofte som små mennesker lærer at undertrykke egne følelser og impulser, så vi kan være med i flokken og få anerkendelse. Men det, vi undertrykker i os selv, er vores egen sandhed. Det, vi mærker i hjertet. Derfor vil jeg mene, det er hjertet, du skal i kontakt med nu. Så du må give slip. Giv slip på vreden, og giv slip på fortiden, for den kan du alligevel ikke ændre på.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Gå i gang med at finde metoder til at mærke dig selv. Find ud af at meditere, gå i skoven, og mærk naturen, find ro, og mærk dit åndedræt. Mærk dig selv i den her verden og gør det med et venligt hjerte. Vid, at du har en plads her i verden, at du har ret til at være her. Du er et godt, klogt, kærligt og ordentligt menneske, trods det at du har behandlet dig selv skidt. Ingen er fejlfri og at blive fanget i et destruktivt forhold kan ske for hvem som helst. Vi tror, det aldrig kunne ske for os, men jeg ved, at det ikke er rigtigt. Jeg er så gammel nu og har set så meget, læst så mange breve, haft så mange veninder, rejst i mange lande – det, der er sket for dig, kunne også ske for mig, kunne også ske for min nabo eller min bedste veninde.
 
Vid, at det er sådan, det er, vid, at du ikke er specielt dum eller specielt forfærdelig. Vid, at du bare er et menneske, og vær taknemmelig for, at du lige nu, i dette øjeblik, står et godt sted, for du har lært noget, og i dag begynder din rejse mod at passe på dig selv. Jeg håber, at du med modtagelsen af dette brev vil se på dig selv med mildere øjne, og at du vil tage dig selv så alvorligt, at du aldrig igen går tilbage til den mand, men at du fra nu af vil lytte indad, og hver gang du mærker den mindste følelse af overgreb, vil du reagere og gå væk fra det, fordi du ER værd at passe på og have omsorg for. Og det er dig, der skal passe på dig og have omsorg for dig.
 
Kærlig hilsen Renée
 
SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til [email protected]
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
 
MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her
podcast brev til renee
 
 
Læs mere om: