Brev til Renée: Hvordan skal jeg hjælpe min datter?

Kære Renée
Jeg vil så gerne hjælpe min 19-årige datter, der er en efternøler. Der var mange problemer mellem min mand og jeg i hendes opvækst, og hendes fire søskende fyldte meget. Hun var en stille pige, og det var rart, da jeg havde kaos omkring mig. Men fordi hun var stille og sød, overså jeg hende. Det har resulteret i, at hun på en måde har været vild. Hun var nem, men hun løj og lavede ting i smug. Hun har altid fokuseret enormt på at have en kæreste, og det har hun nu. Problemet er, at han ikke er god ved hende, og hun finder sig i det. Hun er næsten altid ked af det, og jeg er nervøs for, at der er et mønster, hvor hun vælger en type som sin far. Hendes far har været god på mange områder, men han lider af ADHD, som betyder, at han ikke tager ansvar, mangler empati og er super egoistisk. Han har altid været fraværende og har også været utro flere gange.

Nu ser det ud til, at hun gentager min dårlige dømmekraft med kærester. Hun er temmelig umoden, og hun skal have en kæreste for at fylde det tomrum, hun åbenlyst har inden i sig. Jeg taler med hende om det og prøver at belyse mønsteret i vores familie, som skal stoppe lige nu. Hvordan kan jeg hjælpe hende med at hele sit indre? Hun er heldigvis opmærksom på det og vil gerne hjælpes, men da hun som 13-årig gjorde grænseoverskridende ting med drenge for at få anerkendelse, hjalp psykologhjælp ikke. Jeg anerkender, at jeg ikke var der nok for hende, men jeg har altid været en god mor, som elsker sine børn. Og vi har trods vores udfordringer fået dygtige, veluddannede, sjove og glade børn ud af det. Men nu skal hende her lige finde sig selv. Kan du hjælpe med gode råd?

Hilsen den triste mor

LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Jeg kan ikke slippe vreden til min voldelige eks

Kære triste mor
Du har gjort det godt, du har fem børn, og du har knuselsket dem alle sammen – også din sidste lille efternøler. Ja, du har begået fejl, men jeg kender ingen forældre, der ikke har det. Du har gjort det så godt, som du overhovedet kunne. Det første, du kan gøre, er at forsøge at hvile i, at det er godt nok. Du kan intet gøre om, og derfor er du nødt til at acceptere det, der har været, og se venligt og kærligt på det. En af de første ting, jeg tænkte, når du fortæller om din familie, er, at din datter måske også kunne have en mild grad af ADHD – måske den stille version af lidelsen, ADD, som gør, at man har de samme udfordringer som dem med ADHD, men man har ikke hyperaktiviteten med og kan derfor være sværere at diagnosticere.

Mange med ADD bliver overset i folkeskolen, da de ikke kravler rundt på væggene, men derfor kan de sagtens have de samme vanskeligheder i forhold til de eksekutive funktioner som børn med ADHD. Her tænker jeg på overblik, struktur og planlægning. Børn med ADHD kan også have indlæringsvanskeligheder, manglende forståelse for andres synspunkter og grænseoverskridende adfærd, som ikke umiddelbart kan forklares. Så jeg tænker på, om det kunne være en mulighed at få din datter udredt, i forhold til at hun muligvis kunne have arvet sin fars ADHD? Jeg kender ikke systemet indgående, men første skridt vil nok være at gå til jeres egen læge og få en snak om, hvilke muligheder der er for at få hende ordentligt udredt hos en psykolog.

Udfordringerne, du beskriver, hvor hun skal hele sit indre på grund af far med ADHD og mor, der har været meget optaget, kan sagtens være rigtige. Jeg synes bare, den anden mulighed skal undersøges. For hvis det viser sig, at din datter har de vanskeligheder, som børn med ADHD har, så er der meget hjælp at hente og også en forklaring på flere af de ting, du beskriver om hende. Desuden kunne det også være en lettelse for hende at finde ud af det, så hun kan gå ind i det arbejde, det kræver at tilegne sig de værktøjer, som folk med ADHD behøver for at strukturere deres liv. De tænker bare anderledes og kan have mange tanker, som er svære at sortere. De kan også have et overudviklet sanseapparat, som de kan have svært ved at organisere i, og derfor kan deres liv udefra godt virke kaotisk.

Når du skriver til mig, at du bare lige skal have den sidste til at finde sig selv, så beskriver du også et barn, der endnu ikke har fundet sig selv. Det er der selvfølgelig mange på 19 år, der ikke har, men som forælder ved man godt, hvornår det er almindeligt, og hvornår det ikke er det længere. Jeg tror, du skriver til mig, fordi du sanser, at der er noget, der skal have ekstra opmærksomhed. Måske handler det om din datter og hendes forhold til sin kæreste eller om et mønster i jeres familie – eller måske ikke? Jeg tænker, det skal undersøges nærmere, og jeg tror, det kunne være en lettelse for dig at få professionel hjælp og få øjne på udefra. Så det er det, jeg i første omgang synes, du skal gøre.

Kærlig hilsen Renée

SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

LYT TIL RENÉE
I podcasten ”Brev til Renée” kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her