Selvudvikling

5 råd til at håndtere juleaftenens gavekonflikter

5. december 2019
af Kathrine Graa
Foto: Panthermedia
Ønsker du at ændre på gavetraditionerne, kræver det som regel lidt forhandling og de rette argumenter. For hvordan får man lige fortalt, at man ikke kan overskue – eller bryder sig om – gaveræset? Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard hjælper her.

Det er juleaften og du er helt kørt ned. Efter en måneds intens hygge og hårdt arbejde, for at skabe den helt rigtige stemning, kan det være svært, selv at værne om sin julesteming. Juletiden er forventningernes tid, og du kan ikke altid leve op til forventningerne - det ville også være urealistisk - men du kan prøve at bearbejde dem, så godt som muligt. Vi har snakket med psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har givet os fem gode råd til at håndtere juleræset.

Du synes, julen kommer til at handle for meget om gaver og for lidt om samvær. Hvordan forklarer du det til familien?

– Det kommer an på, hvordan I kommunikerer i din familie. Hvis det f.eks. betyder rigtigt meget at give materielle ting, kan det være svært at snakke om. Måske kan bedsteforældrene ikke være der så meget i hverdagen, men give gode gaver, der gør barnet glad. Det vil blive svært for dem, hvis den mulighed bliver taget fra dem. Prøv i stedet at introducere nye idéer. Du kan sige det sådan: “Jeg synes, det er rigtigt dejligt, at I har lyst til at give jeres børnebørn de her ting, men vi ønsker os faktisk bare oplevelser i stedet. Hvad med at give en tur i Tivoli eller et årskort til Zoologisk Have eller andre aktiviteter, som vi kan lave sammen.” På den måde får man signaleret, at man ikke synes det er så vigtigt med store materielle ting.

LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder: Dét skal vi se, læse, høre og opleve i juleferien

Du vil gerne begynde at give og få alternative, ikke-materielle gaver, men ved ikke, hvordan du kan lancere idéen for din familie?

– Det er enormt væsentligt, at man tager kampen op, mens børnene stadig er små. Hvis de er blevet så store, at de har fået forståelse for, hvad penge er, så får du som forælder skylden for den mindre mængde gaver. Du kan til at starte med aftale nogle rammer inden for gavegivningen – f.eks. sætte et budget og diskutere, om man overhovedet giver hjemmelavede ting. Sæt grænserne og i stedet for at sige “Jeg vil ikke have...,” så kom med nogle alternative idéer.

Gaver er dejlige at give, men din økonomi kan ikke helt være med på resten af familiens budget.

– Det er svært at fortælle familien, at man ikke har budget til store gaver, for der er jo en forventning fra omverdenen om, at man hopper med på ræset. Derfor bliver du også nødt til at være klar med nogle mere principielle grunde, ud over at budgettet ikke rækker. Det kan blive rigtigt svært at have en dialog, hvis man allerede er defensiv – altså når du forventer kritik og konflikt. Prøv at forklare dit problem mere positivt. Du kan f.eks. sige, at det er et valg, I som familie – eller individ, der bor alene – har taget, og at I ikke har mulighed for eller lyst til at bruge en masse penge på julen. At der er andre ting, der er vigtigere at prioritere pengene på, som f.eks. at rejse eller bare hverdagen. Du behøver ikke komme med en detaljeret plan over dit budget, men bare stille og roligt forklare, at der er andre prioriteter i livet lige nu.

LÆS OGSÅ: 7 mentale øvelser du kan lave, hvis du savner mere glæde over hverdagen

Børnene kigger skævt til hinandens gaver; den ældste har fået en større og bedre gave end den yngste. Hvordan håndterer du søskendejalousien?

– Man kan ikke rigtigt undgå søskendejalousi. Du kan som forældre sikre dig, at du ikke forskelsbehandler, og det kommer heldigvis ofte meget naturligt. Du skal selv sørge for rimelighed og lighed i din egen lille familie, men du kan selvfølgelig ikke gardere dig 100 % imod uligheder i resten af familien. Der kan være nogen i familien, som forskelsbehandler, og det kan give komplikationer, som er svære at håndtere. Her kan du som forældre lægge penge oven i gaven og sige “det må være en fejl”. Tag en snak med dine børn og forklar dem, at “onkel ved ikke bedre, han kan ikke helt finde ud af at give gaver, eller at han gør sit bedste”. Du kan ikke gøre meget, men du kan samle op og have en dialog med dine børn i forhold til den alder, de nu har.

Du bliver udkørt, træt og stresset af alt, du skal nå op til jul – heriblandt gaveindkøb. Hvordan får du brud på spændingerne?

– Sørg for at være tanket op på selvomsorg og overskud i dagene op til juleaften, så du kan rumme, at det måske ikke bliver verdens fedeste aften, og at der kan komme nogle følelser, der er komplicerede. Der er meget praktisk arbejde i julen, og det kører man død i, så sørg for at få sovet en middagslur, sæt dig ned med en kop kaffe eller se en god film om aftenen. Du skal huske, at juleaften bare er en aften – det behøver ikke at være perfekt. Hvis du hele tiden prøver at være perfekt, har du også lagt i kakkelovnen til at få det rigtigt svært. Hvis borddækningen f.eks. skal matche juletræet og det hele skal se tjekket ud, er man træt, når man når til juleaften. At lande i juleaften med nogenlunde overskud er enormt vigtigt. Og at kunne sige "pyt" kan hjælpe rigtigt meget, men det kræver, at man er fuldstændig ladet op på overskud.

Om eksperten

Camilla Carlsen Bechsgaard er psykolog og forfatter til bøgerne “Familiefred med dine forældre” og “Familiefred med dine voksne børn”. Til daglig er hun leder på CSM-Syd Behandlingssektion, som er et psykologfagligt behandlingscenter. Derudover blogger hun på psykologividen.dk. Privat bor hun sammen med sin mand og to børn i Odense.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også