mand og kvinde skændes
Kærlighed og parforhold

7 ting ved (nogle!) mænd, der kan få os helt op i det røde felt

Mansplaining? Du ved godt, hvad det er: En mand, der forklarer dig noget, som du faktisk har bedre styr på end ham. Her giver to parforholdseksperter deres bud på syv ting ved mænd, der kan få os kvinder helt op i det røde felt – og hvorfor.

Rigtig mange par er udfordret på kommunikationen og det med at tage ansvar. Det kan være svært at tale sammen. Vi føler os ikke forstået, eller vi snakker forbi hinanden, fordi vi taler og lytter to forskellige steder fra, og ofte opstår der misforståelser. Men det er vigtigt at huske på, at når du bliver provokeret af eller måske såret over ting, som din partner gør eller siger, så handler det ikke kun om ham. I mange tilfælde peger pilen også på dig selv.

 

– Der er meget stor forskel på, hvordan andre mennesker påvirker os, og det, som måske trigger DIG, er ikke nødvendigvis det samme, som ville provokere andre kvinder, og omvendt, forklarer parterapuet Katrine Axholm.

– Hvis du f.eks. bliver vanvittigt provokeret, når din mand gør sig bedrevidende, fordi det, du oplever, er, at han taler ned til dig, kan det sagtens være, en anden kvinde ville opleve det som inspirerende eller oplysende. Vores reaktion bunder ofte i personlige oplevelser eller følelser som ikke at føle sig tilstrækkeligt elsket eller respekteret. Hvis din partner sommetider kan få dig helt op i det røde felt, så handler det altså ikke kun om ham – det handler også om dig.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >

1. De usynlige høretelefoner

Du kender sikkert følelsen: Du kommer hjem efter en lang dag og fortæller om alle de ting, du har oplevet – stort som småt. Og selv om det optager dig og fylder meget for dig, oplever du, at din partner virker fraværende og uengageret. Når kvinder taler om flere ting på en gang, kan det for mange mænd virke meget overvældende og forvirrende, og han kan nemt føle sig overdoseret. Han bliver måske i tvivl om, hvad han skal stille op med alle dine ord. Kig på dig selv. Måske fylder du for mange ord på? Måske taler du i øst og vest? Hvis du ikke føler dig hørt, så tal med din partner om, hvordan du kan få hans opmærksomhed. Forklar, hvad det gør ved dig, når han ikke lytter, og find ud af, hvordan du skal udtrykke dig, så han har lyst til at lytte.

 

2. ”Du skal bare sige ...”

Når vi taler med vores partner om noget, der optager os, er det ikke nødvendigvis med henblik på, at han fikser problemet. Måske har vi haft en konflikt med en kollega og har brug for at vende og dreje situationen med henblik på at finde frem til vores egen løsning på konflikten. Mange mænd er meget løsningorienterede og vil generelt hellere handle på tingene end bare sidde og snakke. Forklar din partner, hvor vigtigt det er at blive lyttet til, og at du mest har brug for at tale dig varm og selv finde hen til en måde at håndtere udfordringen på, uden at han kommenterer eller forsøger at løse problemet.

LÆS OGSÅ: Lytter din partner egentlig til dig?

 

3. Den tavse mand!

Måske har du oplevet, at din mand pludselig bliver meget stille, fordi han synes, du har angrebet ham og talt grimt til ham eller er blevet rasende på ham over noget, du længe har været irriteret over. Du forstår egentlig godt hans reaktion, for du ved jo godt, du indimellem kan være for meget og blive alt for bitchy. Derimod har du svært ved at acceptere, at han udsætter dig for psykisk tortur ved ikke at ville tale med dig overhovedet – endda i flere dage. Forklar ham, at du oplever hans tavshed som fejhed, og uden dialog når I jo ingen steder. Tal med ham om, at han i det mindste kunne tage ansvar ved at åbne munden og sige, hvad han mener, så I kan komme videre.

 

4. Konfliktsky

Det kan være meget frustrerende, hvis éns partner stikker halen mellem benene midt i en diskussion. Hvis din partner udvandrer og vender sig væk fra konflikten, kan det skyldes flere ting. Mange mænd tænker som bekendt i løsninger, og de foretrækker at servere den færdigpakkede, gennemtænkte løsning uden alle de vævende tanker, der ledte frem til den. Hvis han er typen, der trækker sig, kan det være, fordi han har brug for at tænke. Men i mange tilfælde kan det dog også handle om, at nogle mænd ikke er så stærke verbalt, hvilket får dem til at føle sig utilstrækkelige. Vil du gøre dit for at få en konstruktiv og frugtbar samtale i gang, er det vigtigt af tale åbent om det. Fortæl din partner, hvad du gerne vil tale med ham om – og hvornår. Så kan han gennemtænke det og forberede sig, så han ikke får brug for at gå midt i det hele. Og hvis han alligevel går, så vid med dig selv, at han går, fordi han ikke ved, hvad han skal stille op. Det er ikke, fordi han ikke vil dig eller ikke elsker dig.

 

5. Hjææælp dog til

Din partner begynder stille og roligt at smutte fra de praktiske opgaver i hjemmet som indkøb, rengøring, madlavning og oprydning, ligesom han på magisk vis formår at bilde sig selv ind, at det primært er din opgave at være sammen med jeres børn, mens han har travlt med at køre rundt på havetraktoren og slå græs eller bruge fire timer i weekenden på at vaske og støvsuge bil. Eller han prioriterer sig selv og bruger søndagen på at ligge på sofaen og se sport og småsove. For at undgå unødige konflikter og småskænderier og huslige gøremål kan det være en god idé at tage en snak om arbejdsfordelingen derhjemme. Sæt jer ned og lav en arbejdsfordeling, og husk at være villig til at afgive ansvar til din partner. Sørg for at vise tillid til ham og stol på, at han kan løfte opgaven – også selv om han gør det på en anden måde, end du ville have gjort.

LÆS OGSÅ: Blogger og tvillingemor Mette-Marie Lei Lange: Man må ikke gå fra hinanden de første fire år

 

6. Han taler ned til dig

”Skat, det ved du altså ikke noget om …” . Har din partner svært ved at tage dig alvorligt, når I diskuterer? Fortæller han dig uopfordret ting, som du egentlig godt ved i forvejen, på en nedladende måde? Eller oplever du, at han med himmelvendte øjne nedgør dig over for andre, når I er i byen? Mansplaining, som det kaldes, kan ikke alene føles meget ydmygende og fornærmende, det viser også, i hvor høj grad din partner har brug for at få bekræftet, at han er klogere, mere kompetent og interessant. Hvis din partner taler nedladende til dig, bunder det ofte i usikkerhed eller følelsen af utilstrækkelighed. Tal med din partner om, hvad det gør ved dig. Bunder det i hans usikkerhed, så prøv at møde ham med omsorg. Sæt en grænse og fortæl ham, hvad hans adfærd gør ved dig, men vær bevidst om, at han med stor sandsynlighed ikke gør det, fordi han synes, du er dum, snarere fordi han selv er usikker. Når han gør det, handler det altså om ham og ikke om dig. Hvis du har overskud til det, så giv ham et kys på kinden, og fortæl ham, hvor klog han er – med et smil på læben.

 

7. Han tager sjældent initiativ

Tænk, hvis din partner en gang imellem overraskede dig med en romantisk picnic eller et spaophold for to. Mange kvinder savner, at deres partner tager initiativ. De længes efter en mand, der er handlekraftig, tager initiativ og kontrol. Som tør agere uden tøven og instinktivt véd, hvad hans partner ønsker, eller i hvert fald godt tør satse og ikke er bange for at blive afvist. Oplever du, at din partner sjældent tager initiativ, så kan det handle om, at du måske ikke giver ham muligheden. Mange kvinder er opdraget til at være selvstændige og handlekraftige, og i hverdagen planlægger, forbereder og kontrollerer vi så meget, at vi sjældent overlader noget til vores partner. Tag en snak om opgavefordelingen og dynamikken i jeres forhold – måske har du fået raget for meget til dig. Prøv også at slippe kontrollen (og forventningerne) indimellem og overlad trygt beslutningerne og initiativet til ham!

LÆS OGSÅ: 7 hemmeligheder ved et succesfuldt parforhold

 

Eksperterne:

Katrine Axholm er terapeut med speciale i parforhold. Hun tilbyder individuel terapi og afholder workshops og foredrag. Desuden skriver hun om parforhold, kærlighed, sexliv, utroskab og terapi på bloggen Axholm.com/blog. Er lige nu aktuel med bogen ”Bare vi ikke skal have tøjet af”.

Martin Østergaard er psykoterapeut med speciale i parterapi og har haft praksis i 20 år. Han har skrevet bestselleren ”Vejen til mandens hjerte” og syv andre bøger om samliv og personlig udvikling. Læs mere på MartinØstergaard.dk