Dit liv

Fem spørgsmål i sexismedebatten, som ikke vil dø

Hvorfor sagde du ikke fra? Må vi nu ikke flirte længere? Visse spørgsmål går igen i sexismedebatten, og de gør ikke debatten lettere for ofrene.

Sexismedebatten havde ikke været i gang særligt længe, før Venstres næstformand Inger Støjberg meldte ud på Facebook, at nu syntes hun altså, det hele var blevet lidt for meget.

I det kor sang DF'eren Pia Kjærsgaard også. Og så er der dem, der bekymrer sig om, hvorvidt vi nu ikke må flirte længere. Og hvorfor er det egentlig, at alle de kvinder ikke bare siger navnet? De sætter jo alle mænd under anklage. Eller hvad?

Vi har stillet fem af de spørgsmål, der går igen i sexismedebatten, til Florence Villesèche, som er lektor og ph.d. ved CBS, hvor hun forsker i køn og diversitet.

Og så har vi bedt hende forklare os, hvad spørgsmålene er udtryk for – og hvorfor de måske ikke altid er så nemme at svare på. 

 

1. "Hvorfor sagde du ikke fra?"

- Sexismen har været en så accepteret del af vores kultur, at hverken mænd eller kvinder har tænkt, at det var noget, de kunne sige fra over for – heller ikke dem, som har været vidne til det. Mange, der har oplevet noget, har måske tænkt, at ej, det er nok bare mig, og måske er jeg lidt følsom, og man skal jo også kunne have det sjovt.

LÆS OGSÅ: "Næsten alle kvinder har en #MeToo-historie, men ingen mænd har gjort noget. Det holder jo ikke"

- Det er ikke, fordi det ikke har været ubehageligt, men det kræver også noget at sige fra, for man skal ofte sige fra over for nogen, som er over en i hierarkiet. Her kan der være mange ting på spil i forhold til ens arbejdsplads og kolleger.

- Spørgsmålet handler også om, at hun kunne have gjort noget anderledes. At hun kunne have undgået det. Når man starter med det spørgsmål og gør det til det vigtigste, er det, fordi det må være det bedste svar på, hvorfor det skete: fordi offeret gjorde noget forkert, siger hun.

2. "Hvorfor gik du ikke til HR/tillidsrepræsentaten/ledelsen?"

- Statistisk er det ikke en god idé at sige det, for man får ikke noget ud af det.

- Et af de eksempler, der har været oppe nu, er med en kvinde, der har skullet tale med ti forskellige folk fra sit nuværende job og ti fra sit tidligere og så med en advokat. Det er jo ikke a walk in the park, og man ved også, at selv om det bliver anerkendt, at der var et problem, så er det ofte offeret, der mister sit job i stedet for krænkeren.

- Fordi han er dygtig, han er chef, og det er lidt sværere at få ham ud af afdelingen, og så er det nemmere at flytte den, der blev ramt.

- Medierne er et godt eksempel på, at det handler om netværk – hvem kender hvem, og hvem vil ansatte hende, hvis hun har klaget? Så får hun et ry af ikke at være sjov.

- Det er altså meget mere risikofyldt for hende. Og fra hvad man ved, er det ofte ikke det værd at gå til HR.

3. "Hvorfor siger du ikke navnet?"

- Det er sjovt, for da første omgang af #MeToo begyndte i 2017, var det ofte omvendt. Folk spurgte: ”Hvorfor siger du navnet? Du har jo ikke været i retten, man ved ikke, om det er sandt eller ej. Det er for nemt.”

- Dengang sagde man, at kvinderne ikke skulle sige navnene, fordi det jo skulle handle om kulturen –– ikke enkeltpersoner. Og derfor ser vi nu, at kvinderne sætter fokus på kulturen ved netop ikke at nævne navne. 

4. "Må vi nu ikke flirte længere?" 

- Spørgsmålet handler om privilegier, for hvem kan opfatte det som en leg og som en flirt? Det kan den privilegerede, den, der har magt.

- Sexisme hænger sammen med magtforholdet mellem for eksempel leder og praktikant og hierarkiet mellem kønnene.

- Hvis din flirt bare et udtryk for magt og maskulinitet, så er det forkert. Hvis det er din måde at flirte på, så er svaret nej – du kan ikke flirte mere.

- I dag er normen, at ”selvfølgelig var det bare en joke”, og ”selvfølgelig var det ok”. Vi mangler den samtale, hvor man kan diskutere, om noget var okay – om joken nu virkelig var sjov.

LÆS OGSÅ: "Det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet"

- Men selvfølgelig kan man få lov at kunne lide en person på kontoret. Mange par møder hinanden på kontoret, og de hiver jo ikke hinanden i retten og siger: ”Han har flirtet!”

5. "Skyder I ikke skylden på alle mænd?" 

- Det er en logik, der ikke fungerer: ”Nu har vi #MeToo, så NU kommer alle mænd under mistanke." Det er forkert – de har altid været under mistanke, men nu har de en mulighed for at komme ud af det.

- Hvis du spørger, vil de fleste kvinder sige: ”Ja, når jeg gik hjem klokken to om natten, var alle mænd under mistanke.” Man skifter måske side af gaden eller går hjem med en ven for at undgå at gå alene.

- Den slags tænker mænd ikke på, for det er ikke noget, de skal bekymre sig om. Det er deres privilegie, som de nu bliver konfronteret med. Og jeg har lyst til at sige, selv om det er provokerende, at ja, det er fakta, at alle mænd er under mistanke.

- Jeg kan godt forstå, de siger, at de aldrig kunne finde på at gøre noget ved den kvinde, der er på vej hjem fra byen, men hun kender dig ikke og ved det ikke. Hun vil måske alligevel gå over på den anden side af gaden for at undgå at komme i en situation, hvor hun skal sige fra eller ikke kan sige fra.

6. Jokeren: "Nu kammer debatten over"

- Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og nogle andre kommer altid med sådan en kommentar, uanset hvad debatten er. Det er lidt deres oneliner.

- Men i stedet for at sige, at det kammer over, bør de komme ind i debatten og tænke over deres argumenter. Lige nu prøver de at stoppe debatten, men sådan en skal vi have i et demokratisk samfund.

Læs mere om: