Liv
10. september 2020

"Næsten alle kvinder har en #MeToo-historie, men ingen mænd har gjort noget. Det holder jo ikke"

Blogger og debattør Lior Foighel spurgte sine kvindelige følgere, hvad de ville gøre, hvis de havde en dag uden mænd? Svarene siger meget om, hvor meget vi stadig har at kæmpe for.
Af: af
Lior Foighel

Maria Brus Pedersen. Foto: Jamel Sundoo

Hvad ville du gøre, hvis du havde en hel dag, hvor der ikke fandtes mænd? Det spørgsmål stillede blogger og debattør Lior Foighel sine kvindelige følgere på Instagram, og han var overrasket over de mange svar han fik.

- Det, der gjorde mest indtryk på mig, var, at de ikke stillede høje krav. De ville gøre helt simple, banale ting som at gå en tur om aftenen, tage shorts på og høre musik om aftenen. Det er ting, jeg som mand aldrig har tænkt over.

- En kvinde skrev, at ”hvis der ikke var mænd i 24 timer, ville jeg gå en tur med mine nøgler i lommen og ikke i hånden”. Det gjorde stort indtryk på mig. Jeg har aldrig gået en tur med nøgler i hånden, men jeg har mange veninder, der gør det, fordi kvinder bliver opdraget med en fortælling om, at voldtægtsmænd er nogen, der springer ud af busken, når man går alene sent om aftenen.

Lior Foighel skriver om ligestilling, feminisme og maskulinitet både på Instagram og på sin blog liorlife.dk.

Men tidligere var han det, han selv beskriver som ”en del af problemet”.

- Da #MeToo kom til Danmark, opdagede jeg, at jeg var en del af problemet. Jeg var en af de der irriterende typer, der sagde #NotAllMen. Jeg havde gode veninder, der sagde, at jeg skulle sætte mig ned og lytte til kvinders oplevelser. Nu har jeg så gjort det til min mission at være en del af løsningen.

Opslaget om, hvad kvinder ville gøre uden mænd, er inspireret af et opslag på instagramprofilen girlsagainstoppression.

https://imgix.femina.dk/gaa_en_tur.jpg
https://imgix.femina.dk/politik.jpg
https://imgix.femina.dk/paaklaedning.jpg

Det har fået meget mere respons, end Lior Foighel er vant til, og der har også været mænd, der har skrevet til ham, at han må hade mænd.

Han mener, at det er forholdsvis nemt for mænd at blande sig i ligestillingsdebatten.

- Jeg har aldrig nogensinde modtaget en dødstrussel, og jeg har virkelig skrevet om alt fra samtykkelov, voldtægtsmyten til burka og mænd, der krænker kvinder. Jeg er overbevist om, at hvis en kvinde gik ud og sagde de her ting, ville hun få trusler.

LÆS OGSÅ: "Hun skulle sige nej tre gange, før jeg accepterede det"

- Det er helt vildt, hvordan mænd lytter til andre mænd. Historierne her er kvinders, men fordi afsenderen er en mand, så bliver rigtig meget af det had og trusler, der kan være, sorteret fra. Det er superproblematisk, at mænd lytter mere til andre mænd, men nogle gange er man nødt til at spille efter reglerne for at ændre dem.

Men er det ikke problematisk, at mænd tager det mere seriøst, når det kommer fra dig?

- Selvfølgelig er det problematisk, at det skal komme fra mig, for vi burde lytte, når det kommer fra kvinderne selv. Men vi kan ikke vente på en ny #MeToo-bevægelse for at tage de her snakke. Se bare på, hvordan Sofie Linde bliver sablet ned, og debatten kommer til at handle om alt muligt andet.

Til sidst i sit opslag opfordrer han mænd til at tage ansvar.

- Vi kan ikke løse alle de her udfordringer, hvis mænd ikke gør noget og tager ansvar for deres handlinger. Nærmest alle kvinder har en #Metoo-historie, men der er ingen mænd, der har gjort noget. Det holder jo ikke. Mænd skal tage ansvar både for sig selv og hinanden og sige fra, når andre mænd rager på kvinder, catcaller, laver voldtægtsjokes eller ikke anerkender kvinders oplevelser. Det er ikke alle mænd, der er en del af problemet, men alle mænd kan være en del af løsningen, siger han.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også