En tidligere julenægters bekendelse: "I år går jeg ikke ned på jul"

Ding, ding, ding. Du ved godt, hvad det her er, ikke? Det er bjældeklang!

Og jeg skal ellers love dig for, at de bliver højrøstede i år. Jeg har ellers haft en lidt kølig distance til julen i mange år.

Hvis jeg skal være pinsomt ærlig, så har jeg trukket mig lidt tilbage fra den for på en eller anden måde at være en lille bitte smule (selvoplevet) cool omkring den.

Eller endnu værre: Jeg har måske nok lagt afstand til julen af barnlig frygt for … skuffelse … Min egen og andres.

Jeg må krybe til juletræet og indrømme, at jeg ikke helt har turdet springe fuldkommen ud i den.

Der har været mange forklaringer, mange undskyldninger og mange måder at komme omkring julen på; for eksempel at mine børn, mens de var små, ofte var halv- eller helsyge i hele december, skrantende økonomi har nogle gange også været en årsag, og det har manglende tid også.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterbergs nøddenougat

Så nej, jeg har ikke bagt hvert år, jeg har ikke taget ungerne med ud og se juleudstillinger, ja, jeg har købt samtlige julegaver på nettet, og ja, der er løbet meget glögg under broen, uden jeg så meget som har dyppet tungen i det.

Julen har ikke altid været hjerternes fest i mit liv, ganske ofte har den mest mindet om hjerternes pest og en ordentlig omgang hensynsbetændelse, som kan lægge selv den stærkeste kringlevrider ned.

Og ja: Jeg har elsket julen, men ikke nok, og ikke ubekymret, og ganske mange år har jeg tænkt, at jeg måske i virkeligheden bare ikke havde det helt store julehjerte.

Men i år bliver det anderledes.

I år vil du kunne høre mig komme langvejsfra i en sky af bjældeklang, og du vil se mig rulle ind i et røvsygt supermarked i en sky af lametta. I år går jeg ikke ned på jul, og julen, den kommer simpelthen ikke til at smutte mellem mine smørfedtede fingre.

Der HAR allerede været risengrød til morgenmad i november, og ja, jeg har trillet nok marcipan allerede til ikke at æde det hele imens.

LÆS OGSÅ: 35 adventskranse du selv kan lave

I 2020 generobrer jeg nemlig julen. Det er der flere grunde til, og de er måske alle ganske åbenlyse.

For hvad har vi brug for i 2020? Vi har brug for lys, varme, kærlighed og gavmildhed. Vi har brug for at træde ud af 2020 badet i den lysfest, julen var engang, og vi har brug for at lette mørket omkring os selv og andre.

Dette annus horribilis eller rædselsår har slået alle rekorder i angst og bæven, og jeg er helt ærligt udmattet. Jeg er træt af at være bange for at tænde for nyhederne og træt af at være nervøs for at røre ved andre mennesker.

Jeg vil kramme julen ind og ud, og hvis jeg ikke kan det, så vil jeg pynte alt og alle med guirlander og fodre dem med ting, der smager og dufter af dén jul, der altid toner frem i afsnit 24 af årets julekalender på tv.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at dyrke julen på den ægte måde, den, hvor jeg trods afstandskrav ikke tror, at julen KUN drejer sig om mig og min familie, men på den anden måde, den åbne måde, hvor man bruger lysets fest til at tænke en lille smule på andre.

Måske vil jeg endda overveje at deltage i fællessang på afstand. Ja, det er præcis så (jule-)desperat, jeg er, og jeg kommer simpelthen ikke til at undskylde for det. Så glædelig december, glædelig jul og virkelig meget ding, ding, ding herfra.