
Nu vil hun mødes i sommerferien, men jeg har virkelig ikke lyst. Hvad gør jeg?

Læseren har dårlig samvittighed over, at hun overvejer at sige nej til at mødes.
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Jeg har lige afleveret bachelor og havde under uddannelsen en gruppeeksamen. Vi var fire, hvoraf tre af os lavede flere opgaver sammen - ingen af os havde arbejdet sammen med "den fjerde", men hun manglede en gruppe, så da hun spurgte os, sagde vi selvfølgelig ja. Det fortrød jeg efterfølgende.
Processen under den eksamen var virkelig dårlig, hun trak ikke sin del og generelt syntes jeg ikke, at hun var en særlig rar person at skrive opgave eller være i rum med. Hun lavede meget sjov på bekostning af os andre, på sådan en lidt akavet måde, da vi jo ikke er venner. Så da opgaven var afleveret, var jeg virkelig glad.
Nu har jeg og de andre fået en fællesbesked om, hvor glad hun var for at skrive opgave sammen, og om vi ikke skal mødes her i sommerferien, spise noget mad og drikke nogle øl. Det har jeg virkelig ikke lyst til.
Men jeg får også dårlig samvittighed, for det virker ikke til, at hun har særlig mange venner på studiet, og de to andre har heller ikke svaret på beskeden endnu.
Hvad gør jeg?
Kh bacheloren
Send os dit dilemma - intet er for stort eller småt!
feminas skribenter svarer hver uge på ét brevkasse-dilemma om alt fra parforhold og dating til venskabsjalousi og familiefejder. Hvert udvalgt dilemma får to svar. Vi lover at svare kærligt og ærligt!
Send dit dilemma anonymt til brevkassen@femina.dk
Svar 1
Kære bachelor
Først og fremmest vil jeg starte med at gratulere dig med din overståede eksamen, hurra!
Dernæst vil jeg sige, at jeg forstår dit dilemma til fulde, og selvom man ofte her i livet er nødt til at gøre nogle ting, som man ikke har lyst til, så er det her ikke et af de tilfælde, hvis du spørger mig. I har gjort alt det rigtige ved at invitere hende ind i arbejdsgruppen, men du er i din gode ret til at afslå hendes forslag.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår din dårlige samvittighed - men som jeg læser din besked, så lyder jeres relation mere kollegial end venskabelig.
Hvis det sidste derimod var tilfældet, så ville jeg klart råde dig til at gå i dialog med hende omkring de ting, du oplever som værende svære i jeres relation. Men eftersom du skriver, at I ikke er venner, så må det være op til hendes andre venner at påpege de ting, hun gør, som skaber en ubehagelig atmosfære.

Det er min oplevelse, at jo ældre man bliver, jo mere selektiv bliver man også med de mennesker, man vælger at have i sit liv. Livet er simpelthen for kort til at bruge sin fritid med mennesker, man ikke føler sig tilpas med at være i rum sammen med - og det er helt okay at komme frem til konklusionen nogle gange om, at man bare ikke kommer ud af det med et andet menneske.
Det betyder til gengæld ikke, at man ikke skylder denne person at være venlig. Hvis jeg var dig, ville jeg derfor formulere en sød besked, hvor du takker for det virkelig fine tilbud, men samtidig forklarer, at du har for mange ting at se til i løbet af sommeren, og at du håber at hun får en fantastisk sommer.
Held og lykke med det.
Hilsen Julie Voldby Bruun
Højtgrinende oversharer og følsom idealist med hang til farverige hatte og fake fur. Elsker af flødeskumskager og ejer af seks pyjamasser. Desuden mor til en surdej på fem måneder og katten Bellis.
Svar 2
Hej bachelor
Du lyder betænksom, og det er generelt godt at være, for det er i min bog fy-fy bevidst at holde nogen udenfor. Men i det her tilfælde synes jeg, at det er helt okay at takke pænt nej til invitationen.
I er ikke venner, og I skal formentlig ikke lave flere opgaver sammen. Måske skal I ikke engang gå på studie sammen længere? Og derfor mener jeg altså ikke, at du behøver at tage særligt hensyn til hende længere.
Sagt på en anden måde - I er begge to videre i livet, og så er der ingen grund til at lade som om, at man hygger sig sammen over pizza og øl. Det virker lidt som spild af tid og penge, man hellere vil bruge sammen med rigtige venner, der faktisk er rare at være sammen med.
Ønsk hende en dejlig sommer og god vind fremover, og så er jeg sikker på, at det nok skal gå helt fint.
Hilsen Signe Larsen
Journalist på femina med hang til tysk orangevin, sukkerfri Red Bull, britisk reality-tv, bed rotting og doomscrolling på TikTok.

'Mikro-utroskab' foregår tit i det skjulte: Hvornår er noget egentlig utroskab?
Læs mere om:
Udvalgt indhold

Vibeke var i et voldeligt forhold. I dag forsker hun i mental sundhed og har fundet opskriften på, hvordan man heler sig efter en krise

Når hun er intim med sin mand i dag, gør det ondt. Det planlagte kejsersnit gik ikke, som hun havde håbet eller troet
