Trine blev uventet gravid og vidste ikke, hvem hun skulle tale med. Hjælpen fandt hun et uventet sted

Da Trine Hostrup Dige var ung og teologistuderende, blev hun gravid med sin kæreste. Det var ikke planlagt, og de var ikke helt enige om, at det var det rigtige tidspunkt at blive forældre på. Hun følte ikke, hun kunne tale med hverken sine veninder eller en psykolog om det, og hun var bekymret for, hvad familien ville sige. Så hun gik alene med tankerne.

Lige indtil den dag, hun gik ind i kirken på Frederiksberg, hvor hun dengang boede. Selvom hun læste teologi, havde hun ikke tænkt over, at hun kunne gå til en præst og dele sin frygt og bekymringer. Men i kirken mødte hun den lokale sognepræst, og de havde en samtale, som i dag, snart 25 år senere, gør, at præstens navn stadig vækker en dyb taknemmelighed i Trine, når hun hører det.

- Jeg følte mig virkelig mødt som et helt menneske. Hun lyttede og var enormt kærlig. Hun gav mig en følelse af, at selvom vi var dybt uenige om tidspunktet at blive forældre på, så kunne jeg blive gravid, og det var jeg helt vildt glad for - samtidig med bekymringerne over, om jeg kunne klare det og overhovedet var voksen nok til at tage vare på et barn, fik lov at eksistere.

I dag har 54-årige Trine Hostrup Dige været præst i tyve år, og sjælesorgssamtaler, som den hun selv havde for 25 år siden i Frederiksberg Kirke, har hun gjort til sit speciale. I dag arbejder nemlig hun delvist som sognepræst i Viborg Domkirke, hvor hun selv blev døbt og konfirmeret, og delvist som arresthuspræst i byens arrest, hvor hun flere gange i ugen har sjælesorgssamtaler med de indsatte og med byens borgere.

Sjælesorgssamtalerne er i disse år i vækst, og flere præster ønsker at blive bedre rustet til at varetage dem. I årenes løb har Trine Hostrup Dige talt med tusindvis af mennesker, der har haft brug for en at snakke med. Minimum 3000 i hvert fald. Men hvad betyder det egentlig at have “sjælesorg”?

- Det, mange mennesker hører, er ordet “sorg” i “sjælesorg”. Og det er en misforståelse, fordi det er langt fra kun sorg, der bliver talt om i en sjælesorgssamtale, forklarer Trine Hostrup Dige.

Kort fortalt, så dækker begrebet “sjælesorg” over omsorg for det indre menneske, altså for sjælen. Det allermest dyrebare og det allermest sårbare. Alt hvad sjælen rummer af smerte og længsel, men selvfølgelig også håb, glæde og kærlighed.

Og så handler sjælesorgssamtalen om at skabe et rum, hvor man kan blive lyttet til uden krav og løbende takster, hvor man måske også kan få hjælp til at finde et sprog for det, som kan være svært, forklarer hun.

- En sjælesorgssamtale er ikke terapi, det er en åben og eksistentiel samtale, hvor tro og tvivl, liv og død, kærlighed og had, må være med. Vi stiller ikke diagnoser eller fortæller, hvordan man kommer fra A til B. I stedet får man mulighed for at blive mødt med nærvær og perspektiv.

I en sjælesorgssamtale kaldes præsten, der har tavshedspligt, for “sjælesørger”, mens det opsøgende menneske kaldes “konfident”. Samtalen, der er gratis, varer som regel en time, og der bliver ikke ført journal.

I kirkelig og religiøs forstand er sjælesorg også en del af præstens kald i præsteløftet: “at gå med mennesker - ikke foran dem med et svar, men ved siden af dem med åbenhed, trofasthed og lyttende ører”. Dermed ikke sagt, at man skal være udøvende kristen eller aktiv troende for at tale med en præst om det, der fylder i livet.

- Det er ikke en forudsætning at være religiøs for at komme til en samtale. Samtalerne handler om, at konfidenten har et dilemma omkring tro, håb og åndelighed. Den kan både rumme det troende menneske, det tvivlende og i høj grad det søgende menneske.

Hvis der er særligt én gruppe mennesker, der er søgende, er det de unge. Også dem har Trine Hostrup Dige hjulpet på vej. Da hun startede i stillingen som ungdomspræst tilbage i 2011, var det overvejende unge kvinder, der i ny og næ trængte til en snak. Men da hun stoppede i 2021 så billedet helt anderledes ud.

- Der var væsentligt flere samtaler, da jeg sluttede, end da jeg startede. Selvfølgelig skulle jeg også lige i gang og skabe mig et navn - og folk skulle være opmærksomme på, at den her funktion fandtes - men der var hele tiden en lind strøm af ugentlige samtaler med både unge kvinder og unge mænd, og mange flere kom til, fortæller Trine Hostrup Dige.

Ifølge hende skyldtes det især accelerationssamfundet, der tog til op gennem 2010’erne. De enormt mange muligheder skabte også enormt meget tvivl.

- “Du kan blive lige, hvad du vil” er en af de største løgne, vi fortæller de unge mennesker. Fordi det er der ikke nogen, der kan, og det er heller ikke det, man nødvendigvis skal, mener Trine.

Derudover peger hun også på de sociale mediers bagside som en af årsagerne til, at de unge i stigende grad har brug for nogen at snakke med.

- I går på min fridag rendte jeg eksempelvis ind i et ungt menneske, jeg kender, som fortalte at hun “bare” skal til Hvide Sande i sin sommerferie. “Det lyder da dejligt i mine ører”, sagde jeg.

Trine uddyber:

- Vi har fået skabt et forventningspres om, at alt skal være så ekstremt unikt og luksuriøst med lystyachts ud for Mallorca, rosé i Skagen og havefester i Tisvilde. Og de ting kan jo skabe et enormt pres hos et ungt menneske.

Hvor det i høj grad er tvivl og mistrivsel, der fylder hos de unge, så er det nogle helt andre problemer, der fylder for de indsatte i arresten, hvor 25 procent af Trines arbejde foregår gennem samtaler. Her er det tematikker som uvished, magtesløshed, skyld og skam, der fylder rigtig meget.

- Det at jeg ikke har ret meget til fælles med dem, betyder ikke, at jeg ikke kan gøre samtalen fælles. At vi ikke kan lytte til hinanden, og at der ikke kan indfinde sig medmenneskelighed på trods af, at man som mennesker lever vidt forskellige liv og måske har vidt forskellige værdier og næsten kun har det til fælles, at vi inde i cellerne er bygget af det samme materiale, siger hun.

I Trine Hostrup Diges menighed, som tæller Viborg Domsogns medlemmer, er der igen helt andre tematikker i spil. Her ligger gennemsnitsalderen på de mennesker, der søger sjælesorgssamtaler, på omkring 40 år. Hos dem er det især temaer som familielivet, småbørn, parforhold, kærestesorger og skilsmisser, der fylder meget.

- Det kan være en slags sandwich-problemer; altså jeg har både små børn, men jeg har også nogle forældre, som jeg skal tage mig af, forklarer hun og kommer med et eksempel.

For nogle måneder siden sad hun overfor en meget træt mor, der ikke havde sovet, og som havde nogle børn, der skulle i vuggestue, en baby, der skreg og en hund, der skulle luftes. I sådanne tilfælde handler det først og fremmest om at finde ro til at være til stede i det, og sige: “Nu går du lige ud og skifter, så skal jeg nok lufte din hund. Så laver jeg noget kaffe, og så sidder vi lige og snakker,” fortæller Trine.

- Når der så er faldet lidt ro på, kan det blive til en samtale omkring det at være udfordret som småbørnsmor, og om at føle sig forladt i løbet af dagen.

- Mange af dem siger: “Jeg burde være mega taknemmelig: Jeg har mit sunde, raske barn, jeg har en familie, et tag over hovedet og masser penge til at gå ud og købe mad for. Men jeg er mega presset.” Så bliver det en samtale om det. Og så en tudetur, siger Trine og griner.

Det er Trines håb, at de såkaldte “konfidenter” går fra samtalerne med lidt mere lys i hjertet og et håb om, at det hele ikke er meningsløst. Det er ikke kun dem, der får noget ud af samtalerne.

- Jeg får rigtig meget med fra det. Jeg synes, at jeg lærer enormt meget om at være ydmyg i forhold til livet. Det kan tage et helt liv at bygge noget stærkt, smukt og godt. Så kan det tage et splitsekund at rive det hele ned. I det hele taget er der noget uendeligt smukt i at opleve en samtale, hvor der er kontakt med et andet menneske på en lidt dybere og mere eksistentiel måde.

Er det nogle samtaler, du føler, vi generelt mangler i samfundet?

- Ja, det synes jeg, vi gør. Samtalen har trange kår i den her tid, og den bliver hurtigt polariseret. Kommunikation betyder jo “at gøre fælles”, og jeg oplever en stigende tendens til, at dialogen er presset.

Et eksempel på det, er programmet ‘Slaget om Tisvilde’, mener Trine.

- Det er et udmærket eksempel på, at man som udenforstående jo forstår begge parter. Og jeg tror også, jeg forstår de dynamikker, der pludselig går i gang. Det gør det bare rigtig trist, fordi jeg i stedet ville ønske, at vi kunne møde hinanden - og os selv - med nysgerrighed.

Måske var det netop samtalen i Frederiksberg Kirke for snart 25 år siden, der satte retningen for Trine Hostrup Diges karriere som sognepræst og sjælesørger.

Dengang var det hende, der havde brug for nogen, der lyttede uden at dømme. I dag er det hende, der igen og igen møder mennesker i præcis den position – og viser dem, at det giver mening at dele det svære.