Mine overboer har sagt undskyld. Men barnegråden er ved at tage pippet fra mig

Hej Anna

Jeg har boet i min lejlighed i halvandet år og er glad for at bo her. Jeg har søde overboer, som altid snakker, når vi mødes på trappen eller gaden. Problemet er, at deres barn på fire år græder meget. Og jeg mener meget!

Jeg har talt med mange om det, bl.a. mine medstuderende på pædagoguddannelsen, men ingen forstår rigtigt omfanget.

Barnet græder, når det bliver vækket om morgenen, når det skal i børnehave, når det kommer hjem igen, lige inden sengetid og nogle gange også sent om natten.

Mine overboer har faktisk taget fat i mig i flere gange og sagt undskyld. Hver gang har jeg sagt, at de ikke skulle bekymre sig. Jeg er ikke sur eller irriteret på dem, for det er jo ikke mig, det er værst for.

Med min pædagogiske viden er jeg også klar over, at det aldrig er barnets skyld, eller barnet, der er noget galt med, men rettere omgivelserne omkring barnet, der må ændres, hvis barnet skal kunne trives.

Jeg har talt med min veninde, en erfaren vuggestuepædagog, om måske at tage en snak med dem. Men jeg er også bange for, at det er for privat og dybest set ikke rager mig. Jeg har sågar overvejet en underretning. Jeg er i vildrede og rækker derfor ud til dig, Anna.

Venlig hilsen en noget fortvivlet underbo

Kære fortvivlede underbo

I mine øjne er en underretning den nødbremse, man hiver i, hvis man har en reel formodning om, at et barn misrøgtes. Men er det tilfældet her? Når du møder barnet og dets forældre i opgangen, hvad observerer du så?

Selv om barnegråd kan være opslidende for alle, er den ikke i sig selv et tegn på, at noget er rivende galt. Kan du spørge en af dine undervisere på studiet? Jo flere fagligt erfarne mennesker, der kan tænke med her, des bedre.

Ligegyldigt hvor hårdt forældrene arbejder med de pædagogiske greb, de har lært, kan de jo ikke dysse barnet til ro med et trylleslag. Der kan vel også ligge en diagnose bag de hyppige grædeture.

Dine overboer har på sin vis selv taget hul på en samtale ved at undskylde overfor dig. Måske er det en god ide, at du lærer dem lidt bedre at kende?

Spørg, om de har lyst til at drikke kaffe hos dig en dag. På den måde kan du også tune dig ind på, hvem de er – også som forældre.

Jeg tror ikke, du skal fortælle, at du læser til pædagog. Den oplysning kan måske få dem til at føle sig talt ned til af en ”bedrevidende”. Selv om du har en vis faglig ekspertise qua dit studie, er det dine overboer, der er forældre til barnet og kender det bedst.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.