Brevkasse
8. august 2024

Min mor har fået en ny "veninde". Nu har jeg opdaget noget, jeg ikke bryder mig om

"Jeg har fortalt hende om min bekymring, men min mor lod mig forstå, at hun ikke tolererede, at jeg mistænkeliggør hendes unge veninde." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Af Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede

Foto: mew

Kære Anna

Min kærlige mor på 85 har fået ”en veninde”. Jeg bor i Tyskland, men kommer fast på besøg en weekend om måneden.

Hun havde fortalt, at der var flyttet en yngre kvinde ind i nabohuset med en datter, og at de hurtigt var kommet på god fod. Jeg har mødt hende en enkelt gang, og hun virkede sød nok.

Men her på det seneste har jeg fundet ud af, at min mor både har givet og lånt hende penge, ret mange faktisk. Og det bryder jeg mig ikke om. For min mor har ikke meget at gøre godt med, men hun har bare altid været dygtig til at klare sig for få midler.

Jeg har fortalt hende om min bekymring, men min mor lod mig forstå, at hun ikke tolererede, at jeg mistænkeliggør hendes unge veninde.

Jeg kan intet bevise, men jeg kan ikke slippe tanken om, at min mor bliver malket for de få penge, hun har, og som jo burde forsøde hendes sidste tid. Hvad kan jeg stille op?

Bedste hilsner Mette

Kære Mette

Det skaber altid en form for ubalance at låne eller give penge ud til mennesker, man ikke er meget tæt forbundet med. Der opstår nemt uklare forventninger fra begge parters side.

Medmindre der er tale om gaver eller deciderede donationer til velgørenhed, skal man være yderst forsigtig med at blande sin egen økonomi ind i andre menneskers liv.

Jeg forstår godt din bekymring. Udfordringen er bare den, at din mor har lov at gøre, præcis som hun vil. Hun er et selvstændigt og voksent menneske med styr på sin egen økonomi. Men derfor synes jeg alligevel, det er klogt, at du holder et vågent øje med, hvad der sker omkring hende.

Kunne du prøve at lære denne naboveninde bedre at kende? For øjeblikket har du kun dine egne bekymringer, formodninger og fordomme at pejle efter. Ville det ikke bringe lidt mere ro i dit sind, hvis du rent faktisk vidste, hvad der konkret foregår?

Hvad med at finde en passende lejlighed, hvor du kan fortælle veninden her, at din mor ikke har ret mange penge at gøre godt med. Tag udelukkende afsæt i din mor og hendes situation, ikke i veninden.

Sig eventuelt noget i retning af: ”Min mor vil også gerne besøge mig i Tyskland, men pensionen rækker desværre ikke rigtig til så meget andet end dagen og vejen”, eller hvad du nu selv har lyst til at sige, der ikke lyder, som om du anklager veninden for at udnytte en sød, ældre dame.

Måske har hun taget imod din mors penge i den tro, at din mor på det nærmeste var hovedrig. Man kan jo aldrig vide.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også