Jeg vågnede en nat med akutte smerter i underlivet. Nu overvejer jeg at få fjernet min spiral
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse
Forleden nat måtte jeg ringe til vagtlægen med akutte, voldsomme smerter i underlivet. Det er første gang, jeg har oplevet det så smertefuldt. Vagtlægen bad mig selvfølgelig bare om at tage to panodiler, få gang i en varmepude og se tiden an.
Dagen efter blev jeg undersøgt af min egen læge, som "var mig svar skyldig" ift. årsagen til smerterne.
Nu overvejer jeg for alvor, om jeg skal få fjernet min spiral, selv om den virker i to år mere. For selv om det er første gang, jeg har måttet ringe til vagtlægen, har jeg mange gange haft virkelig ondt. Hver gang, jeg er blevet undersøgt, har læger og gynækologer sendt mig ud ad døren uden svar.
Jeg er i midt/sluttyverne i et fast parforhold, men jeg er ikke interesseret i at tage konsekvensen ved en eventuel graviditet lige nu. Men jeg er heller ikke interesseret i at skifte til et andet hormonpræparat, som jeg efterhånden har været på i over 10 år uafbrudt.
Kan jeg føle mig tryg og glad ved at holde mig til at bruge kondom fremadrettet? Eller bør jeg holde ud i to år mere, når nu jeg allerede har spiralen? For jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, om det er spiralen, der er årsag til smerterne.
Hilsen hormonprævention-haderen
Send os dit dilemma
Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk
Svar 1
Kære hormonprævention-hader
Hormonspiral fungerer helt sikkert rigtig godt for rigtig mange kvinder - men det lyder ikke til, at du er en af dem? Alle kroppe er forskellige, og alle reagerer forskelligt på at få et fremmedlegeme - hvilket det jo teknisk set er - sat op.
Jeg har selv haft spiral i fem år. Allerede fra start voldte den mig problemer, som jeg desværre valgte at ignorere, efter ét besøg hos lægen gav mig samme konklusion du fik.
Jeg har været bekymret, haft ondt og tilmed skældt min krop ud i fem år. Og først da jeg nærmede mig spiralens udløbsdato fik jeg den fjernet. Det viste sig blandt andet, at den sad "dårligt" (detaljerne vil jeg spare dig for).
Fra førstedagen forsvandt mine ellers tilbagevendende mavekramper, jeg stoppede med at pletbløde og har ikke længere udefinerbare smerter i underlivet. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fulgte min mavefornemmelse og fik den fjernet noget før.
Det jeg prøver at sige til dig er: Hvordan kan du vide, at det ikke er spiralen, der påvirker din krop? Det kan du ikke vide, før du får den fjernet. Og hvis ikke det gør nogen forskel, kan du overveje, hvad du så vil gøre derfra - men hvis det viser sig, at du får det bedre... Er det så ikke det hele værd?
Du og din kæreste skal nok vænne jer til at beskytte jer på en anden måde. Og så vil jeg anbefale, at du tracker din cyklus, og får en fornemmelse af, hvornår du har ægløsning.
Hilsen Sigrid Glavind
SoMe-journalist. Keder mig, når jeg ikke står midt i en renovering og klager over mangel på søvn, når jeg gør. Typen, der køber en kat, fordi jeg ikke må have en hund. Jeg er bange for katte.
Svar 2
Kære hormonprævention-hader
Det må være så frustrerende, at lægerne ikke kan give dig et klart svar. Jeg forstår godt dine overvejelser omkring spiralen, især når du har haft smerter af flere omgange. Selvom jeg ikke kan sige, om din spiral er årsagen, kan jeg dele mine egen erfaring med hormonprævention.
Jeg havde i mere end et årti været på skiftevis hormonspiral og p-piller, før jeg sidste sommer besluttede mig for at stoppe. Jeg havde ikke på samme måde oplevet gener, troede jeg, men jeg ville gerne mærke, hvordan jeg havde det uden hormoner. Først da jeg stoppede, gik det op for mig, hvor meget det havde påvirket min krop. Det var lidt som om, at en dyne havde pacificeret mit følelsesregister i alle de år, men nu lettede sig.
Jeg mærkede en væsentlig forskel på både min sexlyst og mit humør, og alle følelser føltes pludselig meget stærkere. Det har - kombineret med at det tog skræmmende lang tid at få en normal cyklus igen - sat hormonernes effekt på kroppen i perspektiv for mig.
Jeg kan ikke love, at det løser dine smerter at stoppe på hormonprævention, men det kan være en øjenåbner for, hvordan du egentlig har det i din krop og måske gøre dig klogere på, om smerterne kan skyldes noget helt andet.
Når vores venskaber går i stykker, er der ofte én forklaring. Her er psykologens råd til at undgå det
Hvis du vælger at få fjernet spiralen, er der heldigvis hormonfrie alternativer som kondom og pessar.
Uanset hvad du vælger, håber jeg, at du lytter til din krop og gør det, der føles rigtigt for dig.
Hilsen Kamilla Kilias
Vært på podcasten femina update. Prøver ihærdigt at finde en hobby, som ikke bliver lynkasseret af utålmodighed. I øjeblikket har jeg kastet min kærlighed på det italienske sprog, teater og keramik. Og alle afskygninger af boligprogrammer – hvis det overhovedet kan kategoriseres som en hobby.