Når vores venskaber går i stykker, er der ofte én forklaring. Her er psykologens råd til at undgå det

For snart to år siden flyttede jeg fra Jylland til København og efterlod samtidig mine bedste veninder, som jeg har kendt siden folkeskolen, på den anden side af broerne.

Veninderne og jeg har fulgt hinanden fra de første byture og ungdomskærester gennem hjertesorg og uddannelsesvalg til angst, boligkøb og voksenjobs.

Sagt med andre ord er de mine ride or dies, mine livsvidner. Jeg elsker dem. Men jeg er bange for at glide fra dem.

Den frygt skal jeg tage alvorligt og gøre noget ved, hvis man spørger psykolog Ulla Dyrløv.

Hun har specialiseret sig i børnepsykologi og har beskæftiget sig med familier, børn og unge og herunder blandt andet vigtigheden af at have nære venskaber.

I øjeblikket er hun aktuel som ekspert i DR’s nye venskabseksperiment “Venner igen”, hvor fem vennepar i bedste sendetid forsøger at genantænde gnisten i deres venskaber.

For Ulla Dyrløv mener, det er på tide, at vi tager vores venskaber op til revision.

– Vi er flokdyr, og vi har brug for andre mennesker for at trives bedst muligt. Det går lidt imod det individualistiske syn, der har fyldt meget de senere år, hvor vi har skullet kunne klare os selv og efterleve talemåden: “Du er din egen lykkes smed,” forklarer Ulla Dyrløv og fortsætter:

– Det duer ikke, fordi det er vi ikke. Vi er sociale væsener, og vi har brug for hinanden. Vi har brug for hjælp, når vi har det skidt, og vi har brug for at kunne hjælpe andre.