Jeg løj for de andre – og sagde, at jeg havde brændt mig på min puch maxi. Sandheden var simpelthen for pinlig

Kære mor

Sommeren er her med alt sin bare hud og badetøj, ærmeløse bluser og bare ben. Det får mig hvert år til at tænke på, hvad jeg ikke har brugt af tid og penge de seneste 25 år på at præstere et silkeblødt, hårfrit look.

Min første erfaring med hårfjerning var i 6. klasse. Skolen var på den anden ende, da vi skulle opføre Grease. Hovedrollerne gik naturligvis til dem, der gik i 9. klasse. Undtagen "Rizzo". Det blev mig.

Og måske var det netop de ældre elevers hårfri ben, der for første gang gjorde mig bevidst om min lidt mere latino hårvækst, og at lange, mørke hår ikke gik så godt i spænd med stiletter og en knælang kjole fra 50'erne.

Det var jo ikke, fordi jeg ikke for længst havde nærstuderet din ladyshaver i skuffen på badeværelset. Nok også overvejet at prøve den.

Men noget i mig var ikke klar til at stå frem og stå ved mig selv og denne udvidede bevidsthed om mit udseende.

Jeg var nervøs for, at du ville opdage, hvis jeg pludselig havde barberet mine ben. Blufærdigheden kan jeg stadig mærke, når jeg tænker tilbage!

I stedet fik jeg den ge-ni-ale ide at "studse" hårene lidt med en saks. Ved tredje klip fik jeg ved en fejl en luns ind mellem bladene og skar et dybt snit lige midt på skinnebenet. Det var på premieredagen.

Siden lærte min ældste barndomsveninde Trine mig at barbere ben. Hun er jo et år ældre end mig. Og så var det hårfjendske liv med timers sisyfosarbejde begyndt.

Først med billige orange engangsskrabere fra Bic. Så den blåturkise fra Venus med udskifteligt hoved og tilhørende barberskum. Så min kærestes Gillette (undskyld) og så tilbage til den helt billige, blå engangsskraber, der også lige hjælper dig af med det værste lag døde hudceller.

Jeg fjerner ikke hår ligeså regelmæssigt, som da jeg var yngre. Nu kan vinterbenene godt få lov at vokse ind i foråret og for nylig gik det op for mig, at jeg ikke havde barberet mig under armene siden sidste sommer. Jeg havde simpelthen glemt, at jeg havde armhuler, tror jeg?

Pointen er, at jeg både hviler i min kropsbehåring – men samtidig fjerner den ind i mellem. Men som noget nyt tænker jeg meget over, hvordan jeg er en god rollemodel for min datter på det her område.

Jeg synes jo, hun skal gøre præcis, hvad hun har lyst til. Jeg ønsker, at hun skal være barn så længe som overhovedet muligt, og derfor er jeg også nervøs for at komme til at udskamme hendes nysgerrighed og lyst til at fjerne hår, når den tid kommer.

Men mest vil jeg gerne undgå, at hun klipper hul i sine ben og i måske i stedet bare spørger mig, hvad jeg vil anbefale.

Kan du huske, hvad du tænkte, da jeg begyndte at barbere ben?
Jeg kan bedst huske, at du ikke forstod, hvorfor jeg plukkede øjenbryn så tynde, men det er en helt anden historie.

Kærlig hilsen

Karen

Kære Karen!

Ja, det kvindelige skønhedsideal er et kæmpe kapitel at begynde på.

Jeg var jo heldigvis ung i 70’erne, hvor det naturlige look var altdominerende. Men ligesom dig, var mit første forsøg med hårfjerning ikke den store succes: Jeg gik i gymnasiet og sneg mig til at låne min fars Gilette med barberblade.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg gav mig selv en flot hudafskrabning hele vejen ned ad skinnebenet – og forklarede til andre, at jeg havde brændt mig på udstødningsrøret på min Puch Maxi. Det var simpelthen for pinlig og intim en detalje at afsløre for nogen.

Da vi rejste til Argentina i 1990 hele familien, forærede din far mig en ladyshaver. Han kendte kulturen på de breddegrader og vidste, at det ville blive forbundet med dårlig hygiejne, hvis jeg havde hår på benene og under armene.

Og siden da, har jeg ligesom mange andre kvinder også troligt skaffet mig af med kropsbehåring på udsatte steder.

Da jeg blev mor første gang i 1983, var det kutymen, at kvinderne blev barberet forneden inden fødslen med den begrundelse, at det var af hygiejniske grunde. Men allerede da du blev født tre år senere i 1986, var det ikke længere en forberedelse til fødslen.. Så meget for hygiejne som begrundelse!

Jeg forstår godt, at du har din datter i tankerne i disse år. Hun står på vippen til at afprøve og lege med det, der hører teenagetiden til, og vi voksne kan så let komme til at mistolke legen.

Vi ønsker, at de skal bevare uskylden så længe som muligt, og vi kommer nemt til at tolke legen som pigernes ønske om at være ældre, end de er.

Men skal vi være gode rollemodeller, skal vi være opmærksomme på vores egne, lagrede oplevelser med omverdenens reaktioner.

Reaktioner der let kommer til at give pigebørn skam, hvor de godt kan mærke, at der er noget andet på færde end blot en almindelig påtale. At de har overtrådt en usynlig linje – måske særligt i forhold til mor, som barnet ofte kopierer, og de bliver skamfulde.

Mange piger vender sig i stedet mod veninder, hvor de sammen kan eksperimentere hemmeligt i fællesskab, for det er så spændende, så dragende, at de ikke kan lade være.

Lige på det punkt så jeg ikke nogen hjælp i mormor, og det samme kan man sige om dig og mig. Det kom heldigvis senere. Jeg har ingen erindring om dine tidligste forsøg på at leve op til et hårfrit ideal.

Men jeg mindes, da vi sammen eksperimenterede med voksstrimler og hårfjerningscreme fra Veet, da du gik i gymnasiet.

Jeg vil sådan ønske, at voksne kvinder vil starte samtaler om bl.a. hårfjerning, både om hvordan og hvorfor (noget jeg i hvert fald aldrig har drøftet med nogen). Hvis vi kan pille skammen ud af emnet, så tror jeg også på, at din datter lettere vil kunne snakke åbent med dig eller mig, hendes mormor, om det.

Hun behøver ikke at skulle gå med plaster på skinnebenet først!

Og tænk, hvis vi i søstersolidaritetens og selvrespektens navn besluttede os fælles for at lade håret gro, som det vil. Al den tid og de penge vi ville spare!

KH mor

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: