Hej Anna
Jeg er en kvinde på 52 år som efter en skilsmisse for et års tid siden bor alene. Tit føler jeg, at jeg er ved at drukne i alt det, jeg aldrig kommer i bund med. Nogle ting køber jeg mig fra (klip af hæk, beskæring af træer, algebehandling af tag og den slags.) Men det rækker ikke.
Bunkerne udenfor hober sig op, visne blade, ukrudt, gamle havemøbler, jeg ikke får sat ind i tide … jeg kunne blive ved. Min eksmand tog næsten ikke noget med sig, da han flyttede, så der står også en hel masse af hans ting i skuret, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med det hele. Næsten hver måned overvejer jeg at flytte i noget helt småt og gerne lejet, som jeg bedre kan overskue. Men jeg er på den anden side virkelig glad for byen, jeg bor i og sådan set også for huset.
Vi er syv huse på vores vej, og vi spiser jævnligt sammen, hygger os, fejrer hinandens mærkedage og tager på småture flere gange om året. Og på det seneste er det sket mange gange, at nogle af naboerne har sagt, at jeg endelig må sige til, hvis jeg mangler hjælp til noget, for så laver de bare en arbejdslørdag inde hos mig og kører ting væk med deres trailer (sådan én har jeg ikke selv, har ikke engang anhængertræk på bilen).
Men jeg kan ikke lide at tage imod deres tilbud. Selv om de siger, at det er rigelig tak, at jeg så laver mad, kaffe og kage, som vi kan hygge os med i løbet af dagen, så er jeg så bange for at komme til at skylde dem langt mere, end jeg nogensinde vil være i stand til at betale tilbage, hvis du forstår? For at tage imod hjælp fra andre er vel aldrig ligefrem ”gratis”?
Mange venlige hilsner den enlige nabo
Kære enlige nabo
Jeg synes, at du skal tage dine nabo-venner på ordet. I kender hinanden så godt, og I ses ofte. Var det mennesker, du slet ikke havde nogen relation til, andet end at I boede på den samme vej, kunne jeg bedre følge dig i dit forbehold.
Selvfølgelig kan andre ikke hjælpe os med alting altid. Men du lyder på ingen måde som et menneske, der tager hele armen med, hvis nogen rækker dig en lillefinger. Snarere tværtimod!
Jeg ved godt, at det kan være svært at tage imod andre menneskers hjælp. Tanken om at stå i taknemlighedsgæld eller virke hjælpeløs, bryder ingen sig om. Men dine naboer ser dig ikke som hjælpeløs. De holder bare af dig. Og ydermere har de ”grejet” (trailer og anhængertræk) og tiden til at hjælpe dig med at komme lidt bedre på plads i det hus og den have, du nu er alene om at passe.
Hvis der på nogen måde er en bagtanke i dine naboers tilbud her, er det ønsket om at gøre det overskueligt for dig at blive boende. For så kan de nemlig nyde dit gode naboskab i mange år fremover. Jeg tror, at dine naboer vil se det som en stor anerkendelse af jeres venskab, hvis du viser dem den tillid at tage imod deres hjælp.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Mental sundhed
Efter flere års tankemylder og indre uro, stillede psykologen et spørgsmål, som ændrede alt
