Han undskylder altid og lover, det nok skal blive bedre. Det sker bare ikke - og jeg er dødtræt af det

Hej Anna

For et halvt år siden fik min kæreste og jeg en hund. Det var på hans initiativ, skal lige siges. Jeg var meget imod. Vi er travle mennesker, og selv om vi ikke har børn, synes jeg, vi har nok at gøre.

Jeg gik kun med til det, fordi det åbenbart betød meget for min kæreste, som da lige havde mistet sin far, og fordi han lovede mig højt og helligt, at han nok skulle tage sig af hunden, en stor golden retriever.

Alligevel er det blevet mig, der må stå tidligt op hver morgen og gå tur med den, og som regel sker der altid et eller andet for min kæreste på arbejdet, der betyder, at det også er mig, der lufter den om eftermiddagen efter arbejde.

Jeg har forsøgt at tale med min kæreste om det, og han undskylder altid og lover, at det nok skal blive bedre, når han får mere tjek på sit arbejde, men det sker bare ikke. Det er jeg dødtræt af.

Men jeg kan heller ikke bære at forlange, at han skaffer sig af med hunden, og jeg kan da slet ikke bare forlade ham på grund af en hund. Men det er lige før, jeg overvejer det. Hvad kan jeg gøre?

Mange hilsner Hundelufteren

Kære hundelufter

At tage vare på et dyr er en forpligtende opgave. En, som alle hjemmets voksne skal være indforstået med. Men nu, hvor vovsen jo for længst er flyttet ind, ser jeg ikke andre muligheder, end at du må få din kæreste aktiveret i forhold til at tage vare på jeres firbenede ven.

Lige så nuttet og hyggeligt det hele kan se ud i teorien, lige så bindende og tidskrævende er det også at dele hjem og liv med dyr.

Dit suk her rejser også flere spørgsmål: For hvad ER egentlig grunden til, at det kun er dig, der er i stand til at lufte hund om morgenen? Møder din kæreste ind på sin arbejdsplads midt om natten, siden han ikke kan nå en runde med hunden inden?

I en del familier er hunden flyttet ind på grund af vedvarende pres fra børnene. Men selv om initiativet er gået den vej rundt, så er kæledyrene altid først og fremmest forældrenes ansvar. Det er dog ikke hver dag, jeg hører om en granvoksen kæreste, der pludselig ikke formår at bøje sig ned, snøre støvlerne og gå tur med den hund, han selv så brændende ønskede sig ...

Nogle gange bliver vi nødt til at tage den kamp, der skal til, for at få opgaverne i hjemmet fordelt ligeligt. Også selv om det er surt at lande der.

Hvad nu, hvis I en dag får børn. Skal du så også passe hele butikken, fordi din kæreste ikke kan overskue andet om morgenen end at få sig selv ud af sengen?

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.