Anna_Mejlhede
Brevkasse

Jeg har tre ugers sommerferie, men jeg har ingen at rejse med. Hvad skal jeg stille op?

15. maj 2024
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg er 51 og er den stille type, og min mor har flere gange sagt, at idéen er dårlig, og at det ligefrem er pinligt ”sådan at tigge efter selskab”." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Hej Anna

Inden længe har jeg tre ugers sommerferie, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min ferie.

For fire år siden mistede jeg min kæreste, som døde af kræft, og de første to somre efter var jeg bare trist. Sidste år begyndte lysten til at komme ud at rejse at røre på sig, men jeg fik ikke taget mig sammen.

Nu står jeg så her igen og vil gerne sydpå en uges tid, men jeg har ikke lyst til at rejse alene. Jeg har hverken familie, venner eller kolleger, der mangler rejseselskab, kan jeg ligesom fornemme.

Forleden fik jeg den tanke, at jeg måske kunne lave en slags rejsekontaktannonce på Facebook og simpelthen spørge ud i kredsen, om nogen ville rejse med mig?

Jeg er 51 og er den stille type, og min mor har flere gange sagt, at idéen er dårlig, og at det ligefrem er pinligt ”sådan at tigge efter selskab”. Det har gjort mig i tvivl. Hvad vil du råde mig til?

Hilsen den rejselystne

Kære rejselystne

Det er ikke altid, vi bare skal labbe det, vores mødre siger, i os. Især ikke når de stempler os som desperate og pinlige.

Jeg er ikke i tvivl om, at din mor mener det godt. Men hendes idéer om, hvad man kan og bør som single, rammer efter min mening helt udenfor skiven i et moderne samfund.

Tænk på, at din mor taler ud fra en anden erfaring og en helt anden tid. At række ud efter rejsefæller er der absolut intet ydmygende i, og du kan sagtens gøre det, som du beskriver her.

Ud over Facebook er der flere andre gode måder at finde et rejsefællesskab på. Rundt omkring i Danmark findes f.eks. flere højskoler, der arrangerer sommerkurser både herhjemme og i udlandet.

Mange – både singler og par – bruger deres ferie på den vis. Man møder nye mennesker og ser pletter af verden, man aldrig selv ville have praktisk mulighed for at gå på opdagelse i.

Send din mor et postkort, når du er kommet godt frem på din feriedestination. Måske kan hun igennem din mere åbne tilgang til livet øve sig i at se på verden med nogle lidt mindre fordomsfulde øjne.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også