
Det er ulideligt at være i stue med min veninde, når hun er sammen med sin mand

Anna Mejlhede svarer på dagens spørgsmål til brevkassen, som i dag handler om en veninde, der ændrer karakter.
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Jeg har en engelsk veninde, som jeg holder meget af. Vi mødte hinanden i udlandet, hvor vi begge var udstationeret, og blev naboer. Vi har set hinanden gennem mere end 30 år og har delt alt lige fra barnefødsler til skilsmisser og nye ægteskaber. Sidst var jeg med til hendes bryllup.
Mit dilemma er, at hun sammen med sin nye mand (som jeg i øvrigt godt kan lide), forandrer sig, og bliver kategorisk og til tider nedladende, hvis det kommer frem, at jeg handler anderledes end hende. Efter brylluppet tænkte jeg, at jeg ikke ville se hende mere. For jeg kunne ikke kende hende længere.

Men da hun stod op kl. 04.45 om morgenen, den dag jeg skulle rejse, og vi var alene, kunne jeg mærke den ”gamle” veninde igen. Det smerter mig at droppe så langt et venskab, for jeg holder jo af hende. Samtidigt er det til tider ulideligt at være i stue med hende sammen med hendes mand. Har du et godt råd?
Kærlig hilsen en ambivalent veninde
Kære ambivalente veninde
Måske er din veninde ikke selv klar over, i hvor høj en grad hun ændrer karakter, når hun er i selskab af sin mand. Er det noget, du kunne forsøge at tale med hende om?

”Aj, mormor, det der er du da alt for gammel til,” udbrød mit barnebarn. Hvordan får jeg hende til at forstå, at det er en del af mig?
Hun har igennem så mange år været dit livsvidne, og de er bestemt umagen værd at kæmpe for. Selv de længste venskaber kan dog ikke leve af fortiden alene, for der må selvfølgelig også være noget i nutiden, der binder os sammen.
At ændre attitude og adfærd alt efter, hvem vi er sammen med, er ikke noget særsyn. Nogle gange bunder dette skifte i en form for usikkerhed. Du kan godt lide din venindes nye mand, men måske er hun nervøs for, om du måler og vejer ham hele tiden og finder ham for let, hvis ikke hun overdøver jeres samvær med noget, der nagler din opmærksomhed fast til dig selv?
Hvis din veninde afviser dig, når du fortæller, hvad du oplever, eller hvis hun bliver endnu mere nedladende, så træk dig fra venskabet vel vidende, at du har gjort, hvad du kunne. Det er lettere at slippe de relationer, man har set på fra alle vinkler, end dem man aldrig fik samlet sig mod til at gå efter i sømmene.
Kærlig hilsen Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Min veninde tager ikke telefonen, når jeg ringer. Hvad har jeg gjort forkert?
Udvalgt indhold

Anna fik en blodprop i hjernen helt uden varsel: "Jeg kunne ikke genkende mig selv og var på grænsen til depression"

Camilla voksede op i Jehovas Vidner, men brød ud: "Min far sagde dengang, at jeg var som en død for ham. Det var meget voldsomt"
