

Jeg har haft nogle kedelige hobbyer, som jeg har taget en kold tyrker på. Tror du, hun vil have mig tilbage?
28. juli 2023Kære Renée
Jeg er manden i et tidligere forhold, hvor vi elskede hinanden højt.
Vi har før været fra hinanden i korte perioder, men det har nu været i en længere periode, efter jeg brød med hende på en lidt for pludselig måde.
Det, ved jeg nu, var mit lille barn i maven, som havde en dum reaktion. Hun vil ikke prøve igen, hvilket jeg accepterer og respekterer.
Hun har haft det hårdt i vores forhold, og det har primært været mig, som har haft udfordringer. Tiden alene har jeg brugt på at kigge indad og indset mange af mine fejl. I dag er jeg flov over det.
Jeg har også haft nogle kedelige hobbyer, som jeg har taget en kold tyrker på.
Nu mediterer, motionerer og læser jeg i stedet - og er glad. Men jeg drømmer om at leve resten af mine dage med hende og ønsker virkelig en chance mere.
Jeg vil gå all in på, at vi skal have det godt og kan kommunikere med forståelse og respekt for hinanden. Tror du, hun kan give mig muligheden på et tidspunkt?
Jeg ved godt, den nemme løsning er at genstarte kærlighedslivet med en anden, men det føler jeg mig ikke frisk på.
Mvh. Lars

Kære Lars
Dit spørgsmål - vil hun kunne give dig en chance mere - kan jeg naturligvis ikke svare på. Lige nu har hun sagt nej tak, men hvem ved, om det nej tak kunne vendes til et ”ok, vi giver det en chance”?
Det vil jeg, efter at have læst dit brev, næsten håbe på. Jeg ved ikke, hvad der har været imellem jer, og hvor meget I skændtes, så det er lidt svært at vide, om hun "bare" er så såret over det, der er sket – det pludselige brud, du beskriver - så hun aldrig vil have dig som kæreste igen, eller om hun på en eller anden måde kunne komme til at tro på din forvandling og turde prøve igen?
Jeg skriver forvandling, for det er nærmest det, jeg synes, du er gået igennem.
Den måde, du beskriver din udviklingsproces på, får mig til at tænke forvandling, for sikke meget, der er sket i dit liv, siden du begyndte at kigge indad og revidere dit liv.
Og ikke nok med det, du har også taget det meget alvorligt og er gået ind bevidst ind i at forandre din måde at være i verden på.
Du beskriver, at du har haft kedelige hobbyer, som du er stoppet med (kold tyrker), at du i stedet læser, mediterer, motionerer, og at det har gjort, at du er blevet glad igen, hvor er det dejligt.
Du har virkelig lavet fysisk konkrete forandringer i dit liv, som harmonerer med de indsigter, du har fået, og du har også indset, hvordan du ikke har været i orden i jeres relation i din måde at reagere barnligt på.
Du skriver, du i dag er flov over den måde, du har været på, og det skal du ikke være. Du skal tværtimod være stolt af dig selv, og glæde dig over, at du fik øje på de ting, du ikke var tilfreds med, som ikke var gode i det sociale lag, og at du også havde kræfter, energi og klogskab til at ændre på det.
Den udvikling, du beskriver, er meget smuk, set udefra. Jeg vil tro, at hvis du skal have en chance hos din ekskæreste, så skal det være fordi, hun får øje på de forandringer, der er sket med dig, og at hun også kan tro på dem.
Så hvordan pokker skal hun få øje på, at du har ændret dig og have tillid til, at du ikke igen vil afslutte jeres relation på en pludselig måde?
Jeg tænker, at du måske i første omgang skal lade det, at I skal være kærester igen, ligge - forstået på den måde, at det ikke er det, der er målet til at begynde med.
I stedet kunne målet være, at I kan være sammen indimellem, se en film, gå en tur, hygge og spise middag sammen. Gennem den slags aftaler vil du få mulighed for at vise din kæreste, at du har forandret dig.
Forudsat selvfølgelig, at hun har lyst til at ses med dig, også bare som venner. Jeg tænker, at hvis hun har lyst til at ses med dig, så vil hun helt sikkert opdage din forvandling, for de mønstre, I havde før, vil ikke længere være en del af jeres samvær.

Brev til Renée: "Min mand vil ikke kæmpe for os længere"
Jeg tænker også, at din forvandling vil skulle stå sin prøve i selskab med din ekskæreste. For vil du kunne holde fast i alt det gode, hvis I er sammen, og der opstår noget, som du i gamle dage ville have reageret negativt på?
Vil du så i dag kunne trække vejret helt ned i maven og undlade at reagere med dit gamle jeg? Hvis du kan det, vil hun helt sikkert vide det, hendes krop vil mærke det, og måske vil det langsomt kunne give hende tryghed til at turde være sammen med dig som kærester igen?
Jeg tror i al fald, det er der, håbet kan ligge for dig/jer. At hun ser og oplever, at du har tænkt meget over den, du var, at du ikke ønsker at være sådan, og at du har gjort dig anstrengelser for at forandre dig.
Altså, det jeg forsøger at sige, er nok, at jeg tror, du skal tage det meget langsomt og roligt i forhold til at ville være kærester igen, netop fordi hun har sagt nej.
Så i første omgang må du "bare" forsøge at blive gode venner og bruge tid sammen, og så kan du håbe på, at hun skifter mening, når hun ser og oplever den "nye" dig.
Det er svært at sige, om det lykkes, men uanset om din ekskæreste vil have dig tilbage eller ej, så synes jeg, du skal være glad og stolt over den mand, du er i gang med at blive lige nu.
Og hvis det ikke lykkes, så vil jeg sige, at det næste forhold, du indgår i, helt sikkert vil profitere af den udvikling, du har været igennem - det er der ingen tvivl om.
Kærlig hilsen
Renée
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.