Brev til Renée: "Min mand vil ikke kæmpe for os længere"

Kære Renée

Jeg er gift med en dejlig mand, og vi har fire børn. Samtidig har vi begge haft tildels meget krævende jobs, hvor jeg har haft mulighed for at tage mig af børnene, mens min mand har brugt 50-60 timer ugentlig på sit job.

I de år vi har haft børn, har han efterlyst mere nærhed, kærlighed og sex.

Vi har haft sex 1-2 gange ugentlig, men han har ofte været ked af, at jeg har virket fraværende og ikke så lidenskabelig.

Jeg har også afvist hans tilnærmelser - endda ret ucharmerende, ydmygende og aggressivt. Det har været et ømt punkt i vores forhold. Men jeg er aldrig holdt op med at elske ham og har fundet glæde i, hvad vi skulle opleve, når børnene var store.

Min mand elsker børnene, så det er ikke fordi, vi har været uenige om at prioritere dem. Nu er de blevet større, jeg har fået en mindre krævende stilling, som jeg er glad for, og min lyst til ham er vækket til live.

Problemet er, at nu vil han ikke. I 18-20 måneder har vi ikke rigtig haft sex.

Han siger, at mine afvisninger og fraværende måde at være på i sengen, har slukket hans lyst til mig. Han tror ikke, jeg elsker ham.

Jeg har prøvet at forklare, at jeg har været så optaget af mit moderskab i alle disse år. Han siger, at hvis jeg ikke har haft lyst til ham, så er det ikke noget, der kan dukke op nu.

Jeg har sagt, at det kræver, at vi arbejder os ind på hinanden igen. Men han siger, han ikke kan.

Jeg har foreslået parterapi, men det ønsker han ikke - så jeg er desperat efter, at nogen kan forklare, at nogle gange følges sex ikke helt med kærligheden - og at hvor et klap i røven nu ville være dejligt, var det tidligere et udtryk for en forventning, som jeg følte, jeg ikke magtede.

Lyder det også helt utroværdigt i dine ører?

Hilsen en trist hustru

Kære triste hustru

Der er ingen af dine følelser, der virker utroværdige på mig.

Jeres opgaver i ægteskabet har været meget forskellige, og måske har der manglet forståelse for hinandens indsats og respekt for, at dét, den anden gjorde, var et væsentligt bidrag til fællesskabet?

Jeg gætter her, men det er en af de ting, jeg kan forestille mig, har været årsag til, at du langsomt har mistet lysten til det seksuelle sammen med din mand?

Jeg tænker, du måske kan have følt dig meget alene med børnene?

I den bitterhed og modstand kan der nemt opstå lysten til at straffe den anden ved at nægte adgang til det seksuelle.

Jeg ved jo ikke, om det er sådan, det har været - selvfølgelig kan du også bare reelt have mistet lysten til din mand, fordi du har følt dig tynget.

Jeg kan godt læse i dit brev, at du lige nu er meget bange for at miste den mand, du elsker. Så der er ingen bitterhed eller anklager lige nu, og det er naturligt, for så ville du nok miste ham, men jeg oplever i dit brev, at du tager meget ansvar for, hvordan det hele er gået, og jeg oplever, at det gør din mand sådan set ikke så meget.

Han virker maskulin i sin energi - på den måde at du har taget dig af alt på hjemmefronten, uden han har følt noget forkert i det, og hans forståelse for dine afvisninger og den måde jeres seksuelle liv blev, virker ikke stor.

Ud over det er det efter min mening lige så meget hans ansvar, som det er dit, men det virker ikke, som om I to synes det.

Din mand ønsker heller ikke hjælp fra en parterapeut og mener I bør skilles. Præcis dét synes jeg faktisk også er at fraskrive sig ansvar.

Hvis man har en familie, skal man kæmpe for den. Professionel hjælp er at forsøge at kæmpe konstruktivt. Det er et meget stejlt standpunkt og derfor lidt påfaldende.

Når nogen bliver så stejle, tænker jeg altid, at der må være en årsag? Så er årsagen, at han er såret over de mange afvisninger og ikke har kapacitet til at håndtere de følelsesmæssige svære tilstande?

Hvis det er dét, hvordan kan du så nå ind til den meget sårede mand og give ham energien til at kæmpe for jer? Eller er det fordi, han har fundet en anden, og hvis det er dét, kan han så overtales til at slippe den anden for at give jer to den chance, I fortjener?

Kærligheden er altid værd at kæmpe for, så det er dét, du skal gøre. Du tænker, jeg kan hjælpe til med at forklare din mand, hvordan de følelser, der har fyldt dig gennem jeres ægteskab, er helt normale - han kan læse det her brev og vide, at det er det. Men vil det overbevise ham, og vil det gøre en forskel?

Jeg er ikke sikker. For hvad er det, som forhindrer ham i at turde tro på dig og på jer?

Som jeg ser det, kommer du ingen steder, hvis ikke din mand er villig til at arbejde med dig, til at arbejde med sig selv og til at gøre det, der er nødvendigt for at redde jeres ægteskab.

Et ægteskab er fyldt med alskens dynamikker, der ikke altid er lige til at gennemskue, men jeg tror på, at der i arbejdet med de dynamikker, ligger muligheden for et langt fint liv sammen.

Det er et meget stort arbejde at være i, og det arbejde kan man ikke gøre alene, det arbejde SKAL man være to om.

Jeg håber, din mand indser, hvad han mister, hvis ikke han går ind i den proces og det arbejde - en kvinde, der elsker ham højt, en familie og en lang historie som han aldrig kan få igen med nogen anden, for de år er gået.

Jeg tænker, du måske kunne begynde hele processen med at fortælle ham dét, så han forstår det!

Kærlig hilsen

Renée