Brev til Renée: Skal jeg kæmpe for mit ægteskab, selv om jeg er forelsket i min chef?

Kære Renée

Min mand og jeg er meget forskellige.

Siden vi mødte hinanden, har jeg elsket at have tid for mig selv, imens han helst vil være klos op ad mig hele tiden.

Vi har arbejdet på det, fået to børn og købt hus sammen. Han er det menneske, jeg føler mig allermest tryg med, og vi har gode snakke og arbejder spirituelt med vores sexliv.

Men jeg har i alle årene været bange for at sige og gøre det, jeg havde lyst til.

Hvis jeg har skullet noget uden ham, er det endt i et skænderi, og over årene er mit sociale liv gledet meget ud.

Da coronaen kom, og vi var sammen nonstop med hinanden og børnene, begyndte vi at råbe og skændes endnu mere.

Nu har jeg så fået ny chef på arbejdet. Han ser mig, som den jeg er, og anerkender for mig alt det, jeg kan.

Det er en sindssyg omvæltning for mig, der er vokset op med ekstremt dårlig selvtillid.

Jeg mærker en vild energi sammen med ham, og jeg har i de sidste 10 år sammen med min mand ikke oplevet noget lignende med andre.

Ja, jeg er blevet forelsket. Jeg havde egentlig affundet mig med at leve lidt i skyggen for at kunne beholde min familie, men nu har jeg ikke lyst mere.

Jeg har fortalt min mand, at jeg ikke længere vil gå på listetæer. Efter vores snak har han ændret sig meget og er blevet mere rolig modsat før, hvor han kunne eksplodere flere gange om dagen.

Det smitter helt vildt på børnene, og her er rart at være i familien. Men jeg er kørt træt. Jeg gider ikke mere.

Bliver jeg nødt til at kæmpe for børnenes skyld, nu hvor det går bedre? Er jeg ved at smide noget på gulvet, som måske kunne blive super godt?

Kh

en kvinde i dyb tvivl

Kære du i dyb tvivl

Jeg elsker, at din chef har set dig, virkelig set dig og anerkender dig for alt det, du kan. Det er så fint, og jeg forstår, hvorfor du tror, du er forelsket i ham.

Eller måske er du blevet forelsket. Hvem ville ikke også blive det, hvis et andet menneske pludselig fik øje på alt det, der var fint og positivt hos en selv?

Det er vidunderligt at blive set, noget vi alle længes efter. Du valgte en anden slags mand som din livspartner og som far til dine børn.

Han fik lov at fylde, og du indrettede dig og rettede din energi mod husfreden. Måske var det det, du havde brug for, da du valgte ham?

Måske er det lige præcis, fordi din mand har fyldt så meget, at du har fået øje på, at du slet ikke har fyldt nok.

Livet er en organisk størrelse, det bevæger sig og forandrer sig konstant. Det gør vi som mennesker også.

Substansen forbliver ofte den samme, men vi bliver dygtigere til at tackle, hvad vi end har fået med, hvis vi vil det og ønsker at forstå og udvide vores horisont.

Du er ikke den samme kvinde i dag, som da du mødte din mand. I har forandret hinanden undervejs gennem årene, børnene har forandret jer og de ting, der er hændt undervejs, gode som dårlige.

Nu står du her og har fået en ny indsigt. Du har fået nyt mod, luft under vingerne så at sige, og du ønsker at flyve højere.

Du vil ikke leve i det, du betragter som skyggen mere. Jeg synes, det er et fint sted, du står. Et vågent sted.

Oftest er det først den dag, vi virkelig mener det, vi siger, at det bliver forstået og respekteret af vores partner.

Nogle gange er det for sent, andre gange er det begyndelsen på noget nyt og smukt. Hvor den står med dig og din mand er svært at sige, men jeg synes, du gør det helt rigtige lige nu.

Du giver ikke bare op eller lader dig føre afsted af din forelskelse. Du har respekt for din lille familie, og du har været ærlig overfor din mand.

Det, synes jeg, er prisværdigt og noget, han bør være meget taknemmelig over.

Jeg forstår, at forelskelse er noget sindssygt, der rammer os, og som kan være uendelig svært at kæmpe imod.

Men over for den midlertidige psykose, som det på en måde også er, står 10 års historie med børn, juleaftner, fødselsdage og hverdage.

I har kæmpet, og I er her stadig. Det ER noget værd. Du valgte den mand, du valgte, af en grund. Han er det tryggeste, du kender.

At han ikke er perfekt, er tydeligt (men hvem er det?).

Han kæmper vel også med dårligt selvværd, symbiosetrang og jalousi, men han elsker dig højt, og han viser, at han vil dig.

De ting ER uendelig værdifulde. I er et sted lige nu, hvor I begge to trænger til at udvikle jer.

Du skal have luft under vingerne, du skal øve dig i at stole på, at du har ret til at være her i verden på den måde, som du nu er.

Han skal dæmpe sin jalousi, arbejde med sit mindreværd, slippe dig fri og stole på, du kommer tilbage. Det er store ting, men ikke umuligt.

Hvorvidt du skal blive eller gå, kan jeg intet sige om, og det vil jeg heller ikke. Man kan ikke gøre andre menneskers regnskab op.

Der vil være omkostninger forbundet med begge dele, i forhold til skilsmisse, ikke mindst for jeres unger. Men det er en menneskeret at blive skilt, også selvom det gør ondt på børnene.

Måske er det muligt for jer at forandre jer sammen? Jeg tror på, det er muligt, selvom det ikke er let.

Kærligheden er et valg, resten er hårdt arbejde. Om det var sliddet værd, kan vi ikke vide før til sidst, og da er det for sent at vælge om – så vi er nødt til at tage chancen.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.