Brev til Renée

Brev til Renée: Skal jeg kæmpe mere for mit ægteskab, selv om jeg vil skilles?

31. august 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
"Han er ked af det, kan ikke overskue at se sine børn, og han truer underforstået med at gøre en ende på det hele over for mig, hvis ikke han snart får sin kone tilbage." Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 46 år, som har været gift i 19 år og har to børn.

Vi har haft mange gode år sammen indtil cirka midt i vores ægteskab. For fem år siden får han et nyt job, og han rejser meget.

Han ændrer personlighed, tager til møder om søndagen, har overarbejde, selv om hans lommebog fortæller noget andet, har længerevarende telefonsamtaler med en kvinde fra jobbet, tager til en meget vigtig sommerfest, på trods af at han ikke har været sammen med sin familie igennem flere uger osv.

Jeg konfronterer ham, og han vælger at sige, at han vil skilles. Jeg er knust, kan ikke sove eller spise eller foretage mig noget ud over at passe mit job og forsøge at passe vores børn.

Jeg vælger efter nogle måneder at flytte fra vores fælles hjem med børnene, og han fortryder.

Vi finder sammen igen, men for hver krise vi har haft, har jeg mistet mere og mere tillid, og jeg kæmper for at genopbygge den.

Når han er hjemme, sidder han enten i sofaen eller kigger på sin telefon, han deltager ikke i hjemmet eller med børnene.

Jeg får mere og mere ondt i maven, og til sidst kan jeg ikke mere og fortæller ham, at jeg vil skilles.

Han bryder helt sammen. Det er tre måneder siden, at han flyttede over 100 km væk, for der ligger hans arbejde, og han er fuldstændig gået i sort.

Han er ked af det, kan ikke overskue at se sine børn, og han truer underforstået med at gøre en ende på det hele over for mig, hvis ikke han snart får sin kone tilbage.

Er jeg et fjols, som burde kæmpe noget mere for mit ægteskab, eller skal jeg holde fast i min beslutning?

Kærlig hilsen

En presset kvinde

Kære Pressede kvinde

Du er på ingen måde et fjols, og du burde overhovedet ikke kæmpe mere, når du mærker, at du har kæmpet alt, hvad du kunne, og ikke har mere i dig til at kæmpe for eller med.

Slut. Roger over and out. Du har taget en beslutning, den var længe undervejs. Du er blevet slået omkuld af svigt, løgn og utroskab.

Du har endda rejst dig ved det træ, du faldt, og kæmpet videre, igen og igen, gennem årene. Du HAR gjort, hvad du kunne.

Nu har du taget en stor beslutning. Du passer på dig selv og dine børn, og du vil videre med dit liv uden din mand.

Hold du bare fast i det.

Den eneste grund til, at du overhovedet på noget tidspunkt skulle overveje at tage din mand tilbage, var, hvis du kunne se klart og tydeligt, at han havde forandret sig, at krisen havde vist ham vejen, og at han igen og igen og igen viste dig med sine handlinger, at han nu er en anden, end den han var, mens I var sammen.

Det lyder dog ikke til, at præcis det mirakel er sket med ham. Han virker faktisk ikke i stand til noget som helst af den slags, i al fald lige nu, og derfor skal du bare holde fast i din beslutning.

Alene det, at han truer dig med, at han vil gøre en ende på det, hvis han ikke snart får sin kone igen, er virkelig slet ikke i orden og et eller andet sted utrolig dumt og barnligt.

Som jeg ser det, er han sprunget direkte ind og har kuppet offerrollen.

Nu skal det så være synd for ham. Nej, det er ham, der har været en idiot, utro og fraværende.

Ud over det bryder jeg mig meget lidt om, at han som en voksen mand, far til børn, i den her situation ikke engang magter at prioritere at være far og tage sig ordentligt af sine børn.

Du skriver, at han ikke kan overskue at se jeres unger.

Så tjansen med at tage sig af dem, deres sorg over det, som er sket, at deres lille familie er blevet splittet op, hverdagen og alle de opgaver, den indeholder, det overlader han til dig alene – igen, var jeg lige ved at skrive.

For i forhold til de beskrivelser, du har af jeres historie, så ligner det et velkendt mønster, hvor du ligesom bliver tilbage og samler trådene op og tager dig af alt det praktiske, mens han enten svælger i sorg eller arbejde eller affærer, eller hvad han end er optaget af på det pågældende tidspunkt.

En del af det at blive voksen er at kunne behovsudsætte og impulskontrollere.

Din eksmand synes at have svært ved begge dele. Jeg synes derfor, at du, i al fald lige nu, skal holde fast i din beslutning og prioritere ro og stabilitet i dit liv.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad fremtiden bringer, kan ingen vide. Om I to har en chance for at finde sammen igen, kan ingen vide, og hvis det er det, du vil på et tidspunkt, så er det sådan, det skal være.

Men indtil han kan optræde mere voksent, sige ordentligt undskyld, ønsker at holde ferie med sin familie og ikke bare gøre, hvad der passer ham, er villig til at prioritere familien og de skoleafslutninger og fødselsdage, det nu en gang kræver, kan tage ansvar for jeres børn, også selv om han er ulykkelig og ked af det, kan tage ansvar for sit eget liv i stedet for at sidde og true dig med ikke at ville være her mere, hvis du ikke kommer tilbage, så tror jeg i grunden, du har taget en rigtig klog og kærlig beslutning.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.