Brev til Renée: Skal jeg blive skilt efter 19 års ægteskab?

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 41 år, som har været gift i 19 år og har to børn. Jeg kan ikke vurdere, om jeg elsker min mand.

Jeg var ret ung, da vi mødtes, og var måske mere fascineret af hans interesse i mig. Jeg har altid følt en uligevægt i vores forhold.

Det seneste halve år er vi begyndt at skændes mere end normalt. Det er barnagtigheder, der får lov at vokse og som regel altid de samme ting igen og igen. Alt tager udgangspunkt i en episode for et halvt år siden.

Jeg havde været på samme arbejdsplads i syv år og havde søgt væk.

I min periode væk skulle vores søn spille håndboldstævne i den by, hvor en mandlig kollega bor, og vi havde aftalt, at jeg besøgte ham til en cola og en snak, fordi det er et godt stykke væk fra, hvor vi bor.

Min mand gav udtryk for, at han ikke brød sig om det, men dikterede selvfølgelig ikke, at jeg ikke ”måtte”. Jeg frygter, hvad han vil blive usikker over næste gang, som jeg så skal ligge under for.

At jeg valgte at gennemføre besøget trods min viden om min mands usikkerhed, ser han som et dybt tillidsbrud.

Det kan godt være, han har ret i, at han elsker mig mere, end jeg elsker ham, men jeg vil ikke tøjles. Min mand er supergod til alt praktisk arbejde. Han er en fantastisk far, og jeg vil være vanvittig ked af at skulle skilles.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle overbringe den nyhed til vores børn. Jeg elsker den tilværelse, vi har bygget op, men mit liv er for kort til flueknepperi, som skyldes hans lave selvværd.

Jeg er bange for at spilde min tid ved at blive. Så hvor vigtig er 23 års fælles historie på dette tidspunkt i livet?

Kærlig hilsen,
Kvinde i tvivl

Kære Kvinde i tvivl,

Det er et fint brev med mange detaljer fra et liv og et ægteskab, der på mange måder har været hårdt i forhold til de forskelle, der er på dig og din mand.

Men som jeg læser det, du skriver, har jeres liv sammen også været fyldt med kærlighed, venner, børn og omsorg for hinanden.

Der er meget at bygge på, men også stadig en del at arbejde med efter 23 år sammen.

Sådan som det er i de fleste ægteskaber. Nu er du kommet til et sted i jeres liv sammen, hvor du er i tvivl. Vil du blive i ægteskabet, eller vil du skilles og ud og være dig selv?

Dine overvejelser er: Vil jeg elske et liv alene, eller vil jeg fortryde, at jeg splittede familien op? Og præcis det spørgsmål er fuldstændig umuligt at svare på.

Det, som har afstedkommet ”krisen”, om man kan kalde det sådan, er et kaffemøde, du har haft for knap et år siden med en kollega.

Din mand og du har været sammen i mange år, han kender dig, og han har i hvert fald opfanget et eller andet, siden han griller dig om det kaffemøde.

Han havde sagt, før du tog af sted, at han ikke synes, du skulle gøre det, og du valgte at mødes med din kollega alligevel.

Nu står I der, hvor han ikke kan slippe det, han oplever som et stort svigt, og siden der ikke skete andet end kaffe på det møde, forstår du ikke hans følelsesmæssige tumult.

I oplever det ene skænderi efter det andet, og du bliver mere og mere slidt i det. Du får ikke sat grænser og kan ikke få ham stoppet.

På samme tid raser tvivlen inde i dig. Vil du virkelig være der, hvor du er sammen med ham, eller vil du ikke?

Når jeg læser dit brev, får jeg en oplevelse af, at du gerne vil skilles, eller at det er der, du er på vej hen følelsesmæssigt?

Jeg ved ikke, om det er rigtigt? Du er tryghedsnarkoman og kan derfor slet ikke overskue, om det virkelig er det, du vil.

Lige nu er du i en proces, og du behøver ikke tage en beslutning med det samme. Måske skulle du til at starte med prøve at få sat de grænser, du har brug for?

Jeg er sikker på, du har prøvet mange ting for at få ham til at stoppe sin jalousi, men har du prøvet at flytte dig fysisk?

Altså helt enkelt gå, finde et sted at være i ro og fred, indtil han er klar til, at du kan få lov til at være hjemme uden at skulle stille op til hans skænderier.

Jeg ved, du sikkert får et eller andet galt i halsen, når du læser det her, for i din optik er det din mands evindelige klagen og krav til dig om at ændre dig eller rette ind, der er problemet.

Og et eller andet sted er det jo også rigtigt, men på samme tid er det ikke. For du er selvfølgelig selv med til at skabe den virkelighed, du lever i.

Du har tilladt din mand at fylde, som han gør.

Det er så hårdt et sted at være, det, du beskriver, for 19 års ægteskab og historie er uendelig værdifuldt.

Hvis du havde skrevet, at din mand var voldelig eller det mest egoistiske væsen på jorden, ville jeg nok pege andre steder hen.

Men du skriver, at han har været en fantastisk far, at han har fejl, javist, det har vi alle, men at han elsker dig. Og så er der jo også børnene, de kommende børnebørn og alt det, som et familieliv kan give os, når vi bliver ældre.

At jeg skriver sådan, betyder ikke, at du ikke skal blive skilt. Jeg peger bare på den værdi, der er i et langt liv sammen og i at holde ud. Vil man ofre alt det for at få spænding?

Kærlig hilsen,
Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.