Brev til Renée: Min ven tror på konspirationsteorier

Kære Renée

Jeg har en god ven, som jeg er blevet bekymret for. Vi har kendt hinanden i tre år gennem vores arbejde, hvor vi startede samme dag og har hængt sammen lige siden.

Han er sidst i 20’erne og på mange måder en fin fyr. Jeg har ikke så mange venner, så jeg vil gerne holde på og hjælpe dem, jeg har.

I disse tider flyder internettet over med alt muligt vås og konspirationsteorier om Covid-19, 5G, QAnon osv., og det lader desværre til, at min ven sluger mere og mere af det råt.

Vores samtaler er ved at være lidt belastende for mig, fordi han ofte vil tale om, hvorfor han ikke tror på de officielle forklaringer, og jeg har helt opgivet at følge ham på Facebook.

Han kommer fra en familie, hvor man altid har været bange for “de fremmede” og har en indbygget mistro til alle andre.

Derfor undrer det mig ikke, at han er offer for de her åndssvagheder, men det ærgrer mig, for han er faktisk en dygtig og klog fyr.

Indtil videre har jeg forsøgt at undvige det lidt og skynde mig at sige “skål”, hvis vi er ude at få en øl, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere det.

Jeg bryder mig ikke om at stille ham stolen for døren eller blive ved med at undvige, for jeg synes, det er synd, at en god ven på den måde skal synke ned i mistillid til det samfund, han er en del af, og de mennesker, der omgiver ham.

Er det totalt for meget at bekymre sig om, hvad ens venner tror og tænker?

Kærlig hilsen

En bekymret ven

Kære bekymrede ven

Jeg synes ikke, det er totalt for meget at bekymre sig om, hvad ens venner tror og tænker. Slet ikke. Og i forhold til lige præcis det, du beskriver, forstår jeg godt, det kan være et problem for dig.

Netop fordi du synes, det er noget vrøvl, når han snakker om hemmelige sammensværgelser og konspirationsteorier som QAnon.

På samme tid ved jeg, at der er mange, som tyer til den slags konspiratoriske forklaringer i deres forsøg på at forstå verden og den måde, den fungerer på lige nu.

Det lader til, at der er en stor gruppe mennesker i den vestlige verden, som er præget af en følelse af magtesløshed, håbløshed og økonomisk uretfærdighed i disse år.

Jeg er ikke selv konspiratorisk anlagt, men jeg tror alligevel, vi må forsøge at forstå, hvad den slags tanker kommer af, og hvorfor de opstår.

Hvad er det, der driver dem? Og hvorfor opstår den slags tanker i et ellers uendeligt oplyst århundrede?

På samme måde tænker jeg, vi også er nødt til at forsøge at forstå, hvorfor og hvordan racistiske tendenser får lov til at spire og gro.

Når det er sagt, er der selvfølgelig grænser for, hvor meget man har lyst til at lytte til og diskutere noget, man synes er vrøvlet.

Det forstår jeg virkelig godt. Jeg mødte selv for nylig en bekendt i Malaga, en spansk fyr, som ligesom din ven er klog og hyggelig, men som også var fuldstændig overbevist om en større sammensværgelse mellem verdens rigmænd og bankerne.

Jeg blev, som du, lidt træt og gled af, men bagefter tænkte jeg virkelig “hvad f..... sker der, når almindelige kloge mennesker pludselig tror på sådan noget?”

Jeg har ikke svaret, kun fornemmelser, men i forhold til din gode ven, som du ønsker at beholde, tror jeg, du må sige ligeud, hvordan du har det.

På en ordentlig og kærlig måde selvfølgelig. Jeg mener, hvad er den bedste bund for et venskab?

Det må da siges at være ærlighed, at vi ved, hvor vi har hinanden, og at vi kan være trygge hos hinanden i den viden.

Så jeg tror, du skal tage den med din ven. Sig, du ikke tror på de samme ting som ham, men at du gerne lytter til noget af det noget af tiden, sådan som venner gør.

Men sig også, at du er ked af, hvis det skal fylde for meget i jeres relation. Du er nok nødt til at acceptere ham, som han er, og forsøge at holde af det, der er svært at holde af.

Lidt ligesom i et ægteskab, sådan er det også med vores gode, dybe venskaber. Det er bare ikke alt, vi bryder os om ved den anden, og det behøver det i grunden heller ikke være.

Vi kan sagtens holde umådelig meget af et menneske, selv om det menneske er lidt mærkeligt på nogle punkter. I grunden tror jeg, det bl.a. er dét, lange ægteskaber og dybe venskaber handler om: At vi accepterer og rummer den anden, som de nu engang er, og fokuserer på de ting, vi holder af.

Måske kan vi endda se det fine i forskelligheden og uenigheden, fordi vi derigennem bliver mere empatiske og omsorgsfulde.

Ja, med andre ord, så længe din ven ikke foretager sig grimme ting, handler uetisk og dumt, men bare “tænker” anderledes, så kan I jo sagtens være venner, såfremt det ikke fylder hele relationen.

Det udfordrer selvfølgelig dig og måske også din selvforståelse i forhold til, hvem du er venner med, men måske er det meget sundt?

Jeg hæfter mig ved, at du begynder dit brev med, hvor meget du holder af ham og ikke vil miste ham. Hold fast i det og arbejd med resten.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.