Brev til Renée: Min søn er på en deroute … måske?

Kære Renée

Min søn er 25 år og flyttede hjemmefra for fem år siden for at tage en uddannelse som ingeniør.

Denne uddannelse fuldførte han.

Jeg er stolt af, at han har klaret sig så godt, fået en uddannelse, har styr på økonomien, fået en dejlig lejlighed og har en rigtig sød og klog kæreste.

Efter endt uddannelse fik han i januar 2019 et job i den virksomhed, hvor han havde været i praktik.

I oktober 2019 blev han afskediget fra sit job med den begrundelse, at det gik dårligt i virksomheden.

Jeg tænker, at afskedigelsen også var grundet “noget” hos min søn.

Han kan godt have et ikke helt realistisk billede af sin egen indsats, og jeg forstår på ham, at han ikke har været så god til at spørge kollegaer om råd og vejledning i jobbet, hvorfor han lidt har kørt sit eget løb mht. opgaveløsning.

Han var næsten halvandet år om at søge job efter afskedigelsen, og det er, som om han hele tiden er bagud, at momenterne forpasser sig.

Han søgte ikke job med det samme, der gik næsten et år, inden han begyndte at søge job på landsplan – ikke kun Sønderborg og omegn, hvor han bor – og nu er der gået et år og tre måneder, siden han blev afskediget.

Det er to år siden, han blev færdig med studiet, og jeg har mange gange opfordret ham til at søge uopfordret eller overveje at tage enkeltfag på universitetet, som jeg gerne betaler for.

Det er, som om han ikke vil tage imod råd, at han ved bedst, hvad der virker, men resultaterne udebliver.

Jeg vil enormt gerne hjælpe ham, men hvordan?

Kærlig hilsen

Den bekymrede mor

Kære bekymrede mor

Som mor kan jeg leve mig ind i alt det, du skriver.

Det er mor-bekymringer og mor-ønsker, du udtrykker, og det må du gerne.

Du må være præcis så bekymret, du har brug for, eller som du er. Men din søn er en selvstændig voksen mand, der ikke kun kan, men også skal tage sine egne beslutninger.

Så hvis du vil hjælpe din søn, tænker jeg, at du skal stoppe med at indvie ham i dine bekymringer og dine ønsker for hans fremtid og holde op med at komme med gode forslag til alt det, han kan gøre bedre i sit liv.

Grunden til, at jeg tænker sådan, er, at jeg tror, det kan være hårdt for et ungt menneske at høre på og vide, at hans mor ikke synes, han er god nok.

Jeg ved jo, du gør det af kærlighed, og det ved hans voksne jeg helt sikkert også.

Men ved hans hjerte det? Eller hører hjertet dit ønske om udvikling og forandring på hans vegne som en kritik? Og hvis hjertet hører det som en kritik, hvilken effekt har det så på ham, hans tanker og hans følelse af værd?

Hvis den historie, du fortæller, handlede om en ung mand, der hele sit liv havde haft det besværligt, som havde særlige udfordringer, eller som aldrig rigtig blev færdig med en uddannelse eller gennemførte noget som helst i det hele taget, ville mit svar naturligvis være et andet.

Men jeg læser om en ung mand, som har gennemført en mekatronikingeniøruddannelse, som har en kæreste og altså evnen til at give og modtage kærlighed.

Og ja, lige nu går det så ikke så glat, som det kunne, men det tænker jeg ikke umiddelbart er en deroute.

Det er måske et stop på en ellers lige vej igennem et langt uddannelsesforløb og direkte ind i et arbejde, et tiltrængt stop måske?

Måske er den største hjælp, du i virkeligheden kan give ham, at have tillid til, at han nok skal klare sig.

Det er tænkeligt, at han heller ikke selv er helt tilfreds lige nu, og hver gang du foreslår noget, der kan hjælpe ham, prikker du til en følelse af ikke at være god eller succesfuld nok?

Og måske det bedste, du kan gøre, er at fortælle og vise ham, at han er elskelig og vidunderlig, præcis som han er.

Og hvis eller når det indimellem bliver svært for dig at holde til at se din søn sådan, som han er lige nu, fordi du tænker, det går den forkerte vej, kunne det måske være en idé, at du selv søgte rådgivning til, hvordan du kan holde til det.

Jeg tænker, min sidste sætning måske vil virke provokerende på dig.

Var der nogen, der skrev sådan til mig, efter jeg havde søgt det råd, du har søgt, ville jeg tænke: Hvad forstår bønder sig på agurkesalat?

Men træk vejret et minut, mærk efter, hvad mine ord gør ved dig, mærk efter, om der overhovedet er noget i dem, du kan bruge, før du afviser dem.

Jeg skriver det, jeg skriver, som en mulig vinkel på sagen i et forsøg på at se det hele fra en anden side, måske din søns?

Til slut vil jeg henlede opmærksomheden på din overskrift.

Jeg synes, at ordet “måske” er vigtigt, for måske er han ikke på en deroute.

Måske er han bare ung og skal nok finde sin vej med tiden, bl.a. fordi han er vokset op et godt sted med en kærlig og omsorgsfuld mor, der elsker ham. Stol på det, stol på dig og stol på ham.

Kærlig hilsen
Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.