https://imgix.femina.dk/2021-06-17/1822-renee-toft-simonsen_1.jpg
Brev til Renée

Brev til Renée: Min mand søger anerkendelse hos andre kvinder på internettet

2. juni 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
"Jeg føler, at han presser mig til at komme videre og glemme det, men det ved jeg ikke, om jeg kan." Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 39 år, som har været gift i 10 år. Min mand har dog udsat mig for et svigt, og jeg er meget såret og føler mig utilstrækkelig.

Han har været på en chatside, hvor han har skrevet med en kvinde og tilmed givet hende sin e-mail, hvilket jeg “uheldigvis” opdagede, da jeg har fællesmail med min mand.

Jeg ser, at han har sendt hende en mail, hvori han skriver: “Hej, det er mig fra chatten.” Han har dog ikke fået svar retur.

Min mand siger til mig, at han ikke ved, hvorfor han har gjort det, men siger, at jeg ikke har givet ham nok anerkendelse og i stedet har afvist ham.

(Jeg døjer med selvværdsproblemer, og det gør, at jeg ikke altid kan være på, fordi det tager mange af mine kræfter.)

Min mand siger, at der ikke er sket noget fysisk, og at han angrer som bare pokker.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for det hele har gjort, at jeg har trukket mig.

Han siger, at han søger anerkendelse, men så tænker jeg: Hvad så med mit behov?

Jeg synes, det er tarveligt at vælge at gå på en chatside i stedet for at åbne munden og snakke med mig.

Lige nu står jeg i vildrede om, hvorvidt vi skal fortsætte.

Min mand vil gerne, han har sagt undskyld og siger, at han har lært af det. Men er det noget, jeg skal finde mig i? Er det min egen skyld?

Psykisk er jeg fuldkommen nede, og jeg har svært ved at se ham i øjnene og vise min følelser. Det gør for ondt.

Jeg har rigtig svært ved at se, hvordan det kan fungere i fremtiden. Jeg føler, at han presser mig til at komme videre og glemme det, men det ved jeg ikke, om jeg kan.

Jeg forstår ikke, hvordan han kan gøre det. Men måske er det min skyld? Så skal jeg bare glemme det?

Kærlig hilsen

Den sårede

Kære sårede

Det, jeg læser i dit brev er, at et gammelt ægteskab nok er blevet negligeret i for lang tid

Det tænker jeg, du og din mand skal i gang med at råde bod på nu. Og ja, det vil kræve en fælles indsats og en hel del tilgivelse.

Det er ikke muligt at få dét, som er sket, til at forsvinde, men det er muligt at reparere de sårede følelser, der kan være knyttet dertil.

Det er muligt at begynde forfra, tro mig, jeg ved det, for jeg har selv været der

Et ægteskab er hårdt arbejde, det går op og ned, og nogle gange går det bare lidt for meget ned. Det er der, I er lige nu.

Set i et livs perspektiv er der nok cirka lige meget af begge dele.

Kunsten er at holde ud, når man er nede, for når man er oppe, er alting jo bare dejligt.

Tre af de ting, som jeg især hæfter mig ved i dit brev, er:

1. I er dårlige til at kommunikere.

2. Du kæmper meget med lavt selvværd.

3. Din mand har søgt anerkendelse hos en anden kvinde.

Det sidste er enormt sårende, og jeg forstår virkelig godt, at du er blevet meget ked af det.

Det er heller ikke i orden, overhovedet, og det skal han selvfølgelig stoppe med fremover, hvis du skal fortsætte forholdet.

Du spørger, om du skal finde dig i det? Ja, det skal du, hvis du vælger at blive hos din mand.

Sket er sket, og han har gjort, hvad han har gjort. Og ikke nok med det, er du også nødt til at begynde en rejse hen imod tilgivelse.

Jeg mener, hvordan skal I ellers få genetableret jeres kærlighedsrelation?

Hvis du bliver ved med at være vred og ked af det og fortsat trækker dig væk fra ham, hvad har I så?

Et hjem med dårlig stemning, et forhold uden sex, ked af det-hed, vrede etc. Det er ikke noget, I kan genopbygge på, og det er ubehageligt at være i for begge parter.

Jeg forstår til fulde, at de følelser, der fylder dig, tager tid at komme over, og måske er du ikke klar til at lade alle parader falde lige nu.

Men skal du og din mand have en chance, er du nødt til at gå hen imod at give slip på de følelser på et tidspunkt.

Og du er også nødt til at stole på, at han ikke gør det igen, ellers bliver det ubærligt for dig at være i relationen.

Begge dele er store indre rejser, de tager tid og kræver arbejde.

Det er det, jeg vil mene, du skal i gang med på det personlige plan.

Din mand gør dog åbenlyst også nogle ting, der slet ikke er okay, i og med at han finder anerkendelse hos andre kvinder, og I har svært ved at tale om det.

Så han har også et stykke arbejde foran sig.

Han skal stoppe med at flygte fra det, som er svært for jer, over i anerkendelse fra andre kvinder, og i stedet finde en måde, hvorpå han kan være i, at der er ting, der er svære for dig.

Hvordan han lige skal i gang med det, er svært at sige, parterapi synes jeg altid, er en god idé, når man som par står der, hvor I to står lige nu.

I det terapeutiske rum er det min oplevelse, at man som par endelig kan lytte til hinanden, virkelig høre det, den anden siger, uden at sidde på spring til at forsvare sig eller sige noget andet til gengæld.

Og så vil jeg sige, at det er IKKE din skyld. Kom væk fra den overbevisning med det samme.

Det er også ligemeget med skyld, skyld er ikke vigtigt, når man skal genoprette tillid og forsøge at finde kærlighed igen.

Det, der er vigtigt, er, at begge parter er indstillet på, at det er det, de virkelig vil. Derfor skal du ransage dit hjerte.

Vil du blive i relationen? Bed din mand gøre det samme.

Hvis svaret fra jer begge er ja, er vejen frem at tilgive og forstå, at ønske at arbejde med problemerne og hinanden og ikke mindst at være villig til at bruge den tid og den energi, det vil kræve.

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også