Brev til Renée: "Min kæreste synes ikke om, at min datter er hos os hele tiden"

Kære Renée

For nogle år siden blev jeg skilt og mødte kort efter min kæreste.

Jeg har to teenagere fra mit ægteskab, og min nye kæreste har også to børn, der er en del yngre. Vi er flyttet sammen og har en dejlig sammenbragt familie.

Det er dog sjældent, min kæreste og jeg har ledige stunder, hvor vi kan være kærester. Min kærestes børn er sjældent hos ham, hvor mine har halv-halv-ordning, men min datter er mere eller mindre altid hos mig.

Hun skal hentes og bringes alle vegne, og min kæreste og jeg mister alenetid. Min kæreste får aldrig børnefri.

Når jeg beder min datter om at komme hjem på et bestemt tidspunkt, så vi kan nå at have kærestetid, bliver min datter ked af det. Hun føler sig ikke velkommen i hjemmet.

Hun vil jo bare være der og kan sagtens lade os være i fred. Men er samtidig teenager, der nogle gange sviner, diskuterer og larmer.

Jeg bliver fristet af at opgive det fælles projekt og få mit eget hjem igen.

Jeg har sagt til hende, at hun i den kommende weekend må komme tidligere hjem. Det tør jeg ikke fortælle min kæreste, fordi jeg ved, at han bliver vred, og så går der endnu en weekend med skænderier.

Det er ikke en mulighed at sende mine børn over til deres far, for han er ikke på toppen psykisk.

Min datter har brug for en stabil base, hvor hun altid er velkommen.

Har jeg mistet mit mor-kompas? Jeg har prøvet at forklare, at alle voksne har brug for kærestetid. Jeg kan bare ikke fortælle hende direkte, at jeg tror, vores forhold ryger, hvis vi ikke får tid alene.

Jeg er meget splittet omkring, hvad jeg skal gøre. Min datter ønsker ikke, at hjemmet skal brydes op. Men min kæreste synes ikke om, at hun er hos os hele tiden.

Med venlig hilsen

Tina

Kære Tina

Hvor er det svære spørgsmål, du stiller. Jeg må være ærlig og sige, at der ikke er svar. For hver eneste sammenbragte familie, der findes, vil der være forskellige vilkår og behov, og hvordan vi vælger at være forældre er også forskelligt.

Nogle mennesker vil mene, din kæreste har ret til at kræve tid alene med dig, mens andre vil mene, at det slet ikke er i orden.

Min holdning er, at det er de voksne, der har ansvaret i de nye familier.

Det er dem, der skal bøje og bukke sig, klemme sig ned i en alt for lille størrelse og tillære sig en ekstraordinær rummelighed, således at børnene, der er blevet tvunget ind i de her familiekonstellationer, ikke skal lide nød.

Min holdning er ikke videnskabeligt underbygget, men båret af følelser fra engang selv at have været barn i en sammenbragt familie og være ekstraforælder.

Mit hjerte siger mig, at hvis din datter har brug for at være hos dig, skal hun have lov til det. Punktum.

Vi er nødt til i de nye familiekonstellationer at holde os for øje, at børnene ikke har valgt skilsmissen eller de nye kærester til far og mor.

Der er en pris, børnene ikke skal betale. Det skal de voksne, hvad end den pris så er. Om det er at få et kropumuligt barn, teenagere der ikke hjælper til, manglende kærestetid osv.

De voksne har truffet valget, de må lide afsavnet.

Jeg ved, den holdning kan vække stærke følelser hos folk, så igen: Det er ikke sandheden eller en løsning på dit dilemma, jeg tilbyder dig.

Du spørger, om du har mistet dit mor-kompas. Det spørgsmål, tror jeg, er besvaret, når det føles forkert at sige til din datter, at hun ikke kan være hos dig så meget, som hun har brug for.

Den følelse kommer i karambolage med en anden følelse: Din lyst til at være sammen med din kæreste og tilfredsstille hans behov.

Du er bare virkelig klemt lige nu. Du vil gerne, at alle er tilpas i din nye familie. Du vil gerne have et godt liv med din kæreste.

Det er ønsker, du har lov til at have. Men din kæreste er ikke indstillet på at have børn hele tiden.

Hvis nu situationen var omvendt, ville han så føle på samme måde, som han gør over for din datter lige nu?

Her kommer nye familier til kort, for vi vil altid passe på vores egne først. Med tiden kan vi komme til at elske “de andre” højt, men det kræver, at vi virkelig vil det.

Der er en særlig grund til, at din datter har brug for dig. Den grund er din eksmands psyke. Nogle gange vender børn den slags ting indad.

Du skal huske at mærke efter på dine børn, hvilke følelser de har med sig på den front.

Du spørger, om børn altid skal have ret til at være hos deres forældre, og mit svar er JA. Din kæreste kan ikke altid forvente alenetid i sit eget hjem, uden at dine børn dukker op.

Når man har valgt en kæreste med børn, er det det valg, man har truffet.

Jeg synes ikke, du skal bryde med din kæreste. Men måske skal I ikke bo sammen lige nu? Måske skal I bo hver for sig, til jeres børn er flyttet hjemmefra.

Så kan I vælge et sted at være en aften og få tid med hinanden. Din datter kan så altid være hjemme og føle sig hjemme altid hos dig.

Så kan I flytte sammen, når det passer bedre.

Det kan føles uoverskueligt at flytte og måske som et nederlag, men jeg tror, du bliver glad for at komme ud af din klemme.

Det er et hårdt psykologisk pres. En bonus ved at flytte for dig selv er også, at du slipper for skænderierne, du skriver om.

Det må være drænende at bo med. For dig og for jeres børn.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.