Renée_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Renée: Jeg er bekymret for min datters økonomi og psyke

16. januar 2023
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Andreas Houmann
“Jeg er nu begyndt at se nogle ting ved min datter, som gør meget ondt.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

For at gøre en meget lang historie kort: Jeg er en kvinde på over 70, sund og rask. Jeg bor ikke i Danmark, og det gør mine døtre heller ikke. Faktisk bor vi i tre forskellige lande.

Jeg er ene, da min mand gik bort for mange år siden. Mine to piger havde det godt. Den ene har fundet sig en god mand, og hun er lykkelig.

Min anden datter har tre dejlige børn med sin samlever. Jeg tror, det begyndte at knage mellem dem, efter deres anden datter blev født for syv år siden.

Selv om jeg har boet i et andet land i 45 år, har jeg haft fin kontakt til dem. Nu hvor jeg er blevet ældre, kan jeg godt mærke, at vi bor meget langt fra hinanden. Men det har jeg mere eller mindre accepteret.

Sådan har vores familie altid været, og vi har god kontakt næsten hver dag, også med børnebørn.

Mit problem er, at min ene datter og hendes samlever har besluttet at gå hver til sit. Han har været hende utro rigtig mange gange.

Jeg er nu begyndt at se nogle ting ved min datter, som gør meget ondt. Hun har altid været en idealist, men jeg har aldrig kunnet se det så klart som nu. Hun er parat til at give alt væk.

Jeg har altid følt, at hun er blevet udnyttet. Det gør mig meget ondt at se det, for hun er i en ret dårlig situation økonomisk og psykisk.

Både hun og hendes samlever arbejder inden for teater. Han er lige flyttet til udlandet pga. arbejde, og han glemmer ofte at sende penge hjem til min datter og deres børn.

De har haft fantastiske år sammen, men nu, hvor han er flyttet, og der aldrig har været en fast indkomst, er det svært med økonomien og tre børn.

Min datter, tror jeg, får det meget svært i fremtiden, men hvad skal jeg gøre?

Mange venlige hilsner fra

En opgivende mor

Kære opgivende mor

Hvor var det dog nemmere, dengang vores elskede børn lyttede til det, vi sagde. Sådan er det bare ikke med store børn.

Du spørger, hvad du skal gøre, men reelt er der faktisk ikke noget, du kan gøre. Ikke ud over det, du allerede gør.

Du er gået i gang med at analysere situationen for den datter, som du oplever, har udfordringer. Du reflekterer over hendes liv. Du skal huske, at det er din datter, der skal løse de udfordringer, hun har. Du kan ikke gøre det for hende.

Du kan ringe til hende og høre, hvordan hun har det, så ofte som hun orker at tale med dig. Du kan også tilbyde hende penge, hvis det er muligt for dig? Måske et arveforskud til at komme igennem den her svære tid?

Jeg ved dog ikke, om det er muligt for dig at give økonomisk hjælp, hvis ikke kunne du måske hjælpe hende med et lån eller kautionere for et lån?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hendes mands manglende interesse kan du heller ikke gøre andet ved, end at tage kontakt til ham og bede ham være ordentlig, både økonomisk og i forhold til at tage sin tørn med børnene.

Men du kan ikke bestemme, at han skal tage din henvendelse alvorligt eller rette sig efter det.

Du skal nok opgive at kunne forandre situationen for din datter. Men du skal ikke opgive at støtte hende, fortælle hende, at du ser hende, rose hende, opmuntre hende.

Du skal blive ved med at ringe og høre, hvordan det går, og når hun fortæller, det ikke går så godt, så kommer det sværeste, du skal gøre: Du skal holde ud, at det er svært for hende lige nu. Uden at ville forandre det.

Du kan jo være den, der siger “det skal nok gå”, den, der fortæller hende, at du ved, hun nok skal klare sig, at du har tillid til hende, og at du ved, hun er stærk og kommer igennem det her.

Du kan også være det øre, der bare lytter, uden at fordømme, uden at ville forandre, uden at komme med gode ideer til, hvordan hun skal tackle sit liv.

Sådan et øre har alle, der går igennem svære udfordringer, brug for. Ofte er det “bare” et vidne, man har brug for, når man sørger, en der føler med den person, der har det svært. 

Og jeg vil tro, din datter er i sorg. Hun har mistet sit livs kærlighed, og du beskriver hende som idealist, hvilket får mig til at tænke, at hun også kan se sin skilsmisse som et meget stort nederlag.

Den slags er bare svært at komme overens med, og det kan tage lang tid, før man kan rejse sig og møde livet med energi igen.

Det lyder let, bare at skulle lytte og være til stede i et andet menneskes smerte, men jeg tror, det er noget af det sværeste for os mennesker. For det øjeblik, nogen har det ubehageligt, får vi trang til at få det dårlige til at gå væk.

Især hvis den nogen er en, vi er meget tæt på, eller en, vi elsker. Det er nærmest et tic hos os mennesker, at vi vil have ubehagelige følelser til at gå væk.

Så det, jeg tænker, du kan gøre lige nu, sådan som tingene er, er at holde til, at det er, som det er.

Holde til, at din datter har det meget svært, holde til, at hun ikke får passet godt nok på sig selv, eller ikke får sat de grænser, du så tydeligt ser, hun har brug for at sætte.

Og måske skal du så finde nogen at tale med, et sted hvor du kan læsse alle dine tanker og bekymringer af, for uanset hvor gerne vi vil være lyttende og empatiske, så bliver vi også fyldt op med svære følelser, når vores nærmeste har det svært.

Vi skal bare finde et andet sted at komme af med det, der fylder os, end hos den, der afstedkommer de svære følelser, for de har det jo svært nok i forvejen.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Læs også