Brev til Renée: Jeg vil flytte sammen, men min kæreste er ikke klar

Kære Renée

Jeg har været sammen med min kæreste i godt et år. Han er fantastisk dejlig, og jeg har egentligt ikke noget at klage over.

Jeg er nået til det punkt, hvor jeg er klar til at flytte sammen med ham.

Vi ser hinanden tit, men jeg er blevet så glad for ham og har svært ved at undvære ham bare nogle dage.

Jeg har lyst til, at vi danner et rigtigt liv sammen. Det skal ikke være nu og her, men inden for en overskuelig fremtid.

Jeg har en datter på 11, og han har to børn på henholdsvis 11 og otte år.

Vi har talt om det, og han ved, det fylder meget for mig. Han har brug for at tænke tingene meget igennem og forhaster sig ikke.

Han misunder mig indimellem, at jeg er mere spontan og ikke er bange for bare at gøre tingene.

Han fortæller, han elsker mig og er glad for, hvordan vores forhold kører lige nu, at han nyder, når vi er sammen, men at han også kan lide den tid, vi ikke er sammen.

Lige den sidste del gør lidt ondt på mig.

Jeg nyder nemlig ikke specielt meget den tid, vi ikke er sammen. Jeg føler mig ked af, at han ikke har det på samme måde som mig.

Han har sagt, at tanken om at flytte sammen ikke skræmmer ham, men at der er flere ting, der skal tænkes igennem og tales igennem først, hvilket jeg er helt med på.

Det går mig meget på, at han ikke er nået dertil, hvor jeg er.

Nogle gange, når vi er sammen, tænker jeg over det og bliver trist, hvilket også går mig på.

Jeg har overvejet, om jeg på et tidspunkt, inden for en rum tid, hvis han ikke er nået dertil endnu, skal give ham et ultimatum.

Er det mig, der er urimelig?

Kærlig hilsen

Den forelskede

Kære forelskede

Jeg synes bestemt ikke, det er dig, der er urimelig. Du er bare forelsket og ønsker at komme i gang med at bygge en ny rede.

Det er der intet galt med, det er så naturligt, som det kan blive, og den måde, de fleste af os fungerer.

Jeg kan dog også forstå din kæreste og synes, det er rigtig dejligt, han kan være så ærlig, som han er.

Han er helt enkelt ikke parat til at prøve endnu en gang at skabe familie, lige nu.

Jeg synes ikke, du skal stille ham et ultimatum eller forsøge at tvinge ham ind i en familiekonstellation, han ikke har lyst til.

Præcis det med at blive presset ind i noget kan opbygge så meget indre modstand, at det kan blive jeres problem i mange år fremover.

Hvis I skal flytte sammen, skal det være en fælles beslutning, en, I begge tager ejerskab over og ansvar for.

Når man skal begynde en ny familie med børn fra tidligere forhold, der skal finde sammen og pludselig være en form for "søskende", er der rigtig mange faktorer, man skal have med i sine betragtninger.

Der er også mange udfordringer, en sammenbragt familie kan få, særligt omkring børnene.

Især fordi de børn, der ikke er ens egne, har lige så meget ret til og brug for kærlighed, omsorg, plads, respekt og forståelse.

Men når det ikke er ens egne, kan det være en stor opgave at levere præcis det.

Der kan opstå konflikter omkring grænser, opdragelse, hvem må hvad, hvilke hensyn der skal tages, hvis børn der laver balladen, hvis børn der skal have det store værelse osv.

Listen er uendelig, og mens de voksne finder deres vej gennem den jungle af holdninger og oprindelige familieværdier, står der børn på sidelinjen og er prisgivet de voksnes evne til samarbejde, tilgivelse, omsorg, forståelse og ikke mindst humøret i huset.

At slå to familier sammen er virkelig et stort valg med mange omkostninger og udfordringer.

Vi forestiller os det ikke, når vi er forelskede, men ser alt i et lyserødt skær, og kan derfor have en tendens til at glemme, at børnene ikke er forelskede.

Og at de som oftest i virkeligheden ikke har lyst til at få en ny familie, hvor de skal indrette sig efter en ny voksen, som ikke er deres forælder.

Jeg siger hermed ikke, at det ikke kan lade sig gøre at skabe en ny vidunderlig familie, og at børnene ikke vil kunne trives i sådan en.

Jeg gør kun opmærksom på, at det vitterligt er en stor opgave, der kræver meget kærlighed og ikke mindst, at begge parter har lyst til og mod på den opgave.

Så nej, jeg synes ikke, du skal stille ham et ultimatum.

Jeg vil foreslå dig i stedet at gå i gang med at arbejde med dig selv, så du måske kan finde en måde at have det godt på, når I ikke er sammen.

Præcis som du havde det, før du mødte din kæreste.

Hvad kan du gøre for dig selv, mens du venter på, at din kæreste når frem til at have lyst til og mod på at flytte sammen?

Hvordan kan du udfylde de dage, I ikke er sammen, på en måde, der bliver meningsfuld for dig? Kunne du evt. blive mere social med venner og familie, kunne du begynde til dans eller sport eller andre aktiviteter, som at lave en biografklub, sørge for at få læst gode bøger, melde dig ind i et sangkor, begynde at sy eller strikke, gå i haven, hvad som helst?

Aktiviteter, du synes er hyggelige og sjove, distraktioner, der kan holde dig beskæftiget.

Så du ikke savner så meget eller fokuserer på det, som du ikke kan få lige nu, og dermed måske kan nyde de dage, hvor I er sammen, endnu mere.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.