Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Jeg har fået nok af min mand

1. november 2021
af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“Jeg trækker mig mere og mere, og det er ved at være en belastning for mig.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

Jeg er en kvinde sidst i 40’erne. Jeg har to voksne piger med en tidligere samlever. Jeg har også en datter på 16 år med den mand, jeg nu har været gift med i 17 år.

Udadtil er vores ægteskab godt. Jeg holder facaden ... Men jeg er ikke lykkelig!

Min mand er opvokset i en kaotisk familie, hvor druk og svigt har været en stor del af hans liv.

Han har selv været alkoholiker, men blev tørlagt, da vores datter blev født. Han mistede sin lillebror for syv år siden til kræft. I 2018 døde hans far. Begge drak voldsomt.

Jeg har i alle disse år følt, at vi har levet DERES liv. Alt har drejet sig om dem! Alt i vores hverdag skulle tilrettelægges efter, hvordan min mand bedst kunne hjælpe dem. Hele hans eksistens har drejet sig om dem.

Nu er hans mor blevet alvorligt syg, og der er ikke udsigt til forbedring. Min mand er stresset og føler sig forpligtet til at tage sig af hende.

Vi havde ellers lagt planer om at flytte til en anden by, i den anden del af landet, men på grund af hans mor er vores liv nu igen på standby.

Jeg ved, han elsker mig højt. Jeg elsker også ham. Men det sidste års tid er han nærmest blevet besat af at skulle have sex.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Han fortæller mig mindst 30 gange om dagen, hvor højt han elsker mig. Han benytter hver en mulighed til at røre mig, enten på brysterne eller gramse mig i skridtet.

Jeg har mistet lysten helt til sex og bliver mere og mere irriteret på ham. Men også på mig selv. Kan jeg ikke bare være taknemmelig for, at jeg har en mand, som elsker mig højt, og som vil mig? Jeg magter det snart ikke mere.

Hilsen

Kvinden, der har fået nok

Kære Kvinde, der har fået nok

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det præcis er, du spørger mig om.

Er det, om du skal forlade din mand, eller hvordan du får formidlet til ham, at du ikke ønsker så meget sex som ham og i al fald ikke har lyst til, at han render rundt og tager på dig dagen lang?

Eller er det, at du ikke længere vil indrette hele dit liv efter at være tæt på hans problematiske familie?

De tre ting er hver for sig store udfordringer i sig selv, men når du sætter dem sammen, bliver de på en måde lidt mere, end de er hver for sig.

Du har været tålmodig og ventet, måske også for længe, på at gøre de ting eller få det liv, du længes efter. Jeg ved ikke, om det er sådan, du oplever det.

Men hvis det er sådan for dig, at du er nået til et punkt i dit liv, hvor du helt enkelt ikke længere ser mening i, at det er dig, der ofrer dig, men hvor du kan se, at hvis du skal nå at få nogle af de ting, du har ønsket dig i livet – bo dér, hvor du gerne vil, arbejde med det, du gerne vil, osv., så er det måske nu, det skal til at ske?

Det kan handle om at flytte et nyt sted hen, eller det kan være ikke at stille din krop til disposition, når det passer din mand, men kun når det passer dig.

Jeg synes ikke, du er utaknemmelig, fordi du ikke sætter pris på, at din mand hele tiden vil gramse på dig eller i seng med dig, når nu du ikke har lyst til det.

Jeg forstår godt din tanke, men ærligt, hvis man ikke har lyst, så har man jo altså ikke lyst. Du skal ikke slå dig selv i hovedet med det, og du behøver virkelig ikke stille op til noget, du ikke har lyst til.

I stedet kunne du måske undersøge, hvorfor du ikke har lyst?

Du skriver direkte, at du ikke er lykkelig, men at du holder facaden. Jeg tænker, det kunne have forbindelse til din manglende lyst.

Jeg tænkte også, hvorfor du mon gør det, og hvorfor du i så mange år er gået med til at føle, dit liv er på standby?

En ting er, at du elsker din mand, og han elsker dig, deri ligger selvfølgelig, at man indretter sig efter hinanden, men i hvor stor udstrækning og er du mon gået for langt?

Hvis du er gået for langt, hvad kan det så være i dig, der synes, du skal gå så langt? Hvorfor har det ikke været sådan, at det, du ønsker, er lige så vigtigt som det, din mand ønsker?

At du nok er gået for langt, giver også mening i din manglende lyst til din mand. Hvis du for længe er gået for meget på kompromis, er der ikke noget at sige til, at du har mistet lysten, efter min mening.

Men måske kunne det hjælpe, også i jeres ægteskab, hvis du begyndte at respektere dig selv mere, fordi du så kunne få mere lyst til din mand igen?

Måske er det nu, du skal sætte dig igennem og sige, at tiden er kommet til at realisere den flytning, I har talt om? Jeg ved, det kan være svært at tage det til sig selv, som man ønsker, fordi andre kan se en som egoistisk, og det kan være svært at få skudt i skoene.

Men på den anden side gør man ingen en tjeneste ved ikke at få noget af det, man længes efter.

For det bliver man ikke lykkelig af, som du skriver, og man bliver egentlig heller ikke et specielt sjovt eller dejligt menneske at være sammen med.

Tværtimod kan man blive indestængt, vred, passiv, offeragtig, vrissen etc. Og ja, man kan også miste lysten til sex.

De siger, forandring fryder. Jeg tænker, det er værd at prøve. Hvorfor ikke forsøge at skabe den forandring, du ønsker, f.eks. ved at flytte og se, om ikke det også kunne skabe en kærkommen forandring for din lille familie?

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.