https://imgix.femina.dk/media/article/1637-renee-2.jpg
Selvudvikling

Brev til Renée: Min mand stiller urimelige krav til mig

22. maj 2018
af Renée Toft Simonsen
Jeg ønsker bare at være sammen med ham igen, vel at mærke hvis ikke han får mig til at føle mig som et dårligt menneske, som han har gjort det tidligere. Læs ugens brev til Renée her
Kære Renée Jeg står midt i et svært valg. Sidste sommer brød jeg ud af mit ægteskab efter 17 år og gik fra ham direkte til en kortvarig romance med en kollega. Jeg troede, jeg var holdt op med at elske min mand, fordi det føltes sådan. Men da jeg holdt op med at se min kollega, kunne jeg mærke, at jeg stadig elskede min mand. I tiden efter skilsmissen var jeg rigtig ulykkelig, og derfor talte jeg meget med min moster og fortalte om problemerne og urimelighederne. Problemer, som ifølge min mand udelukkende skyldtes min manglende anerkendelse af ham og min evige jagt efter en anden mand. Sådan oplever jeg det ikke selv. Min mand havde ellers også fundet sammen med en kollega, men efter nogle måneder genopdagede vi vores følelser for hinanden, og han slog op med hende. Min eksmand og jeg var sammen nogle måneder efter det.

Da vi begyndte at ses igen, ville min mand gerne invitere mig på weekend og spurgte min moster, om hun ville passe vores barn. Det ville hun ikke. Nu vil han have min moster til at undskylde, at hun ikke hjalp. Han mener, jeg holder ham for nar, når jeg ikke vil få hende til at undskylde og på den måde bevise, at jeg har reelle følelser og hensigter i forhold til at ville være sammen med ham igen. Han er usikker på mig, og det forstår jeg. Men jeg synes ikke, det er rimeligt, at min moster skal være afgørende for, om vi skal være sammen eller ej. Han har nu gjort det forbi mellem os, da min moster ikke vil undskylde. Hun mener ikke, at hun har gjort noget galt, men han synes, jeg skal få hende til det alligevel. Min moster finder det urimeligt, at hun skal blandes ind i vores forhold på den måde. Jeg mener, at hvis han virkelig elsker mig, så bør han være indstillet på at komme videre. Han tilgiver aldrig folk, der én gang har vist, de ikke ville ham det godt, og han er ikke særlig god til at se tingene fra flere sider. Jeg ønsker bare at være sammen med ham igen, vel at mærke hvis ikke han får mig til at føle mig som et dårligt menneske, som han har gjort det tidligere. Med venlig hilsen En ulykkelig hustru LÆS OGSÅ: Brev til Renée: Skal jeg gå fra den mand, som aldrig mener, jeg er god nok? Kære ulykkelige hustru Det, der er sket i jeres ægteskab, er selvfølgelig en meget svær ting at komme igennem, men det er ikke umuligt. Du og din mand har været gift i 17 år. Det er lang tid, og der har været bump på vejen som i alle ægteskaber, nogle større end andre. Det bump, I har skullet over det sidste år, er et af de større. Du fandt en anden og gik fra din mand. Han fandt også en anden kvinde, og alligevel blev ingen af jer rigtig lykkelige med jeres nye kærester. I besluttede derfor at finde sammen igen, men det går ikke så godt, som man kunne håbe. Jeg kan læse, at jeres konflikt lige nu på overfladen ser ud til at handle om, hvorvidt din moster vil give din mand en undskyldning eller ej. Som jeg læser det, handler det i virkeligheden om, at han stadig er såret over, at du gik fra ham, og måske har han i virkeligheden svært ved at tilgive dig. Jeg tror, at det med din moster er en overføring af følelser, da han ikke kan have så direkte en vrede rettet mod dig, for så kan I jo ikke være sammen. Derfor overfører han de vrede følelser til din moster. Som du skriver, tilgiver han aldrig nogen, når de har vist sig ikke at ville ham det godt. Hvad der ligger i det at ”ville ham det godt”, er svært at regne ud. Men at sige nej til at passe et barn behøver ikke nødvendigvis at have noget med ham at gøre. Måske ville din moster ikke bruge sin ferie på at passe barn. Det virker i al fald lidt skørt, at han ikke vil være sammen med dig, medmindre din moster giver ham en undskyldning. Du har jo ingen magt over, hvorvidt hun undskylder eller ej. Og hvorfor skal hendes undskyldning være et bevis på, at du elsker ham? Det hænger ikke sammen.
Din mand er uden tvivl blevet frygtelig såret over, at du gik fra ham og fandt en anden. Det er fuldstændig forståeligt. På samme tid er han helt sikkert blevet utryg, fordi jeres ægteskab pludselig ikke var det sikre fundament, han troede. Han har mistet tilliden til dig og føler sig måske forsmået og måske også vred. Der er noget i ham, der ikke kan give slip på vreden. Sådan som jeg ser det, forsøger han på en barnlig måde at få dig til at forstå hans sorg og frustration. Du ønsker, at I skal være sammen igen, men du vil ikke finde dig i, at han behandler dig dårligt. Det skal du selvfølgelig heller ikke, og derfor skal du finde ud af, hvad du vil være med til. Dernæst skal du tage en ordentlig snak med din mand om, hvad det vil kræve for jer at finde sammen igen, fysisk såvel som i hjertet, hvor tilgivelsen og venligheden bor. Jeg er helt sikker på, at hvis I skal have en chance, er din mand nødt til at arbejde med at tilgive og give slip på vreden. Det kærlige, ærlige, åbne hjerte skal smede jer sammen igen. Modstand, vrede og betingelser vil kun grave kløften mellem jer dybere. Det vigtigste er at finde ud af, om I begge to er indstillet på at gøre det store følelsesmæssige stykke arbejde, det kræver at finde hinanden igen. Hvis svaret til det er ja, så kunne I overveje at finde en professionel, der kan hjælpe jer på vej. Det er svære følelser at mestre, og man kan nemt få tilbagefald til vrede og uforsonlighed, modstand og straffetanker. I skal holde fast i, hvad I gerne vil med hinanden, så I ikke modarbejder processen for meget undervejs. Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også