Renée Toft Simonsen
Brev til Renée

Brev til Renée: Jeg er træt af min kærestes konflikter med eksen

3. februar 2022
Af Renée Toft Simonsen
Foto: Runolfur Gudbjørnsson
“Jeg er udmærket klar over, at der er to parter i en konflikt, og at min kæreste også har sin andel i den.” Læs denne uges brev til Renée.

Kære Renée

I 2012 mødte jeg den dejligste mand, som jeg har været sammen med siden, og vi har nu boet sammen i fem år.

Da vi mødte hinanden, var han i højspændt konflikt med sin søns mor, så meget, at hun havde holdt deres fælles barn væk fra ham i fire måneder.

Drengen var på det tidspunkt syv år. Som tiden er gået, har deres konfliktniveau været svingende.

Sidste år sad hun grædende og bad om, at vi kunne holde juleaften sammen, hvilket vi endte med at gøre.

Selv om det gik godt, og vi havde en hyggelig aften, gik der alligevel ikke lang tid, før konflikten eskalerede igen.

Jeg er udmærket klar over, at der er to parter i en konflikt, og at min kæreste også har sin andel i den.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil blandes ind i den, men hold nu op, hvor det stresser mig. Man skal hele tiden gå på listesko, for hendes humør er meget svingende.

Hun kan blive edderspændt rasende og kalde ham de værste ting. Det sker ofte, at hun havner i en konflikt med nogen, som hun så afbryder kontakten med i flere år ad gangen.

Hendes mor, hendes søskende, veninder – you name it.

I de otte år, der er gået, har jeg ikke kunnet undgå at lade mig påvirke af det. Hvordan holder jeg op med det?

Drengen er 15 år nu og ufatteligt afhængig af sin mor (og omvendt).

Min kæreste og jeg kan dårligt tage ham med på ferie, uden at de taler sammen i telefonen flere gange om dagen med efterfølgende rasende sms’er til min kæreste om dit og dat.

Det dræner mig voldsomt, så hvad gør jeg? Hendes og mit forhold er fint. Hun er glad for, at jeg ikke tager parti og er sød og venlig over for hende.

Hilsen

den frustrerede

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kære frustrerede

Det lyder som om, du har klaret de otte år, der er gået, til UG med kryds og slange.

Jeg mener, når konfliktniveauet er så højt, som du beskriver, og du alligevel har formået at holde dig udenfor, så har du gjort noget godt og rigtigt.

Du er faktisk så neutral, at du er gode venner med din kærestes søns mor og endda så åben og rummelig, at I sidste år holdt jul sammen.

Jeg synes, du gør det godt allerede, virkelig. Det er nemlig ikke din konflikt, og at du kastede dig ind i den, ville bidrage med absolut intet. 

Det, du kan gøre for både dig selv, din kæreste og især dit bonusbarn, er at holde dig udenfor, præcis som du har gjort.

Men så mange konflikter har selvfølgelig en pris, så du kan ikke undgå, at det påvirker dig, når du konstant skal høre om det.

Både følelsesmæssigt, fordi din kæreste bliver påvirket, men også praktisk, fordi det er irriterende konstant at skulle være i kontakt med en person, der er konfliktfyldt.

Hun er meget tæt knyttet til sin søn og kan ikke slippe ham. Derfor vil hun sikkert fikse enhver lille følelse af frustration, han oplever, også når I har ham med på ferie.

Hvad hun åbenbart ikke forstår er, at livet byder på frustrationer for os alle, store som små, og at mange af dem er vi selv nødt til at tage os af og rumme.

I forhold til hendes og din kærestes adfærd kan du ikke rigtig gøre noget, og det, synes jeg, heller ikke du skal. De må selv finde ud af det.

Men det, du KAN gøre, er at sætte de grænser, du har brug for at sætte for dig selv.

Jeg ved, det er vildt svært, men du kunne helt enkelt sige til din kæreste, at du ikke ønsker at blive indviet i konflikterne.

Sig på en pæn og rolig måde, at du trænger alvorligt til en pause.

En pause fra at høre om det, snakke om det eller på nogen måde blive involveret i det.

Sig til ham, at du forstår, det er svært for ham, men at han for nu må finde en anden at dele sine frustrationer med.

Han kan ringe til en anden, der er tæt på ham, når konflikterne opstår mellem ham og eksen. Det kan være en kammerat, søskende eller forælder.

Du har været med længe, du har lyttet, og du har snakket og givet ham din tid og din energi. Det er så fint, som det kan være, og det er i orden, at du har brug for en pause.

Den behøver jo ikke vare evigt, bare lige indtil du får energien til projektet tilbage. Prøv det af, og se, om det giver dig lidt ro.

Se, om din kæreste måske så også begynder at udvikle sig omkring de konflikter, når han ikke længere har dig at dele dem med.

Måske får han også lyst til at sætte nogle grænser, sådan stille og roligt og kærligt? Ikke noget med at råbe eller sige grimme ting. Bare sige fra, som i: jeg gider ikke være med mere.

Og sidst men ikke mindst, så kunne du også godt informere din kærestes eks om, at du lige for nu er nødt til at trække dig ud og væk fra deres samarbejde omkring deres søn.

Du kan sige til hende, at du er glad for, at I er venner, og at du holder meget af hendes søn, men at du begynder at blive enormt påvirket af, at samarbejdet er svært indimellem.

Du kan sige til hende, at du lige for nu ikke ønsker at være med i det mere, endsige høre om det.

Bede dem begge to om at respektere din beslutning, sig den kommer fra et kærligt sted, men at de fremover må finde andre ting at tale med dig om end deres indbyrdes konflikter.

Jeg tror, det kunne være en udmærket begyndelse på en forandring?

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.