Brev til Renée: Jeg er sat på standby – skal jeg lade ham være?

Kære Renée

Jeg begyndte at se en fyr for to måneder siden. Han er min brors ven, og jeg har kendt ham i mange år. De første tre uger gik det hurtigt, men godt.

Lige pludselig trak han sig, fordi han blev forvirret. Han forstår ikke sig selv, for jeg gør ham glad. Når vi skriver sammen, så kan han sige noget og lidt efter sige det modsatte. Han ved ikke, hvad jeg ser i ham.

Det er kommet frem, at han er bange for, at jeg forlader ham ligesom hans ekskærester.

Han tvivler ikke på mig, men på kvinder generelt. Nu har han fundet ud af, at han har en del følelser for mig, og det skræmmer ham, for han har stadig følelser for eksen.

Han vil ikke have hende tilbage, men vil lukke det kapitel, før han begynder et nyt.

Han har det svært, for han kan ikke give sig selv 100 % og det vil han ikke byde mig.

Alt dette har vi skrevet om. Han har sagt, han savner at snakke med mig.

Jeg havde inviteret ham til middag, hvor min bror og svigerinde kom, men han skrev, at han gerne ville besøge mig alene en anden dag.

Vi er blevet enige om at være venner nu, og når han er klar, så må han sige til, hvis han stadig vil mig og så må jeg se, hvor jeg er på det tidspunkt.

an har svært ved helt at forklare, hvordan han har det. Han vil mig, men alligevel vil han ikke springe ud i det. Og nu ignorerer han mig.

Er så forvirret, ked af det, vred… alle følelser på én gang. Mit spørgsmål er: Skal jeg lade ham være?

Hvorfor siger han ét og bagefter noget helt andet?

Skal jeg stoppe helt med at skrive til ham, eller skal jeg skrive noget venskabeligt en gang imellem, så han ved, at jeg stadig gerne vil være der for ham som en ven?

Hilsen

Den forvirrede

Kære forvirrede

Det er meget modsatrettede meddelelser, du får fra ham, du er forelsket i, men som nu kun er din ven.

Det er jo helt umuligt at navigere i, især når man er forelsket.

Netop forelskelsen gør os blind, den farver alle de tolkninger vi måtte have på en given adfærd, fordi vi altid vil tolke det meste som, at han jo gerne vil, bare ikke lige nu, fordi så er der stadig håb om, at vi kan være sammen med objektet for vores forelskelse.

Og det er det, jeg opfatter, du gør.

Du tolker ofte, det han siger og gør på en måde, så du stadig kan nære et eller andet håb om, at det en dag bliver jer to.

Du spørger, om du skal lade ham være, simpelt hen stoppe med at skrive, også selv om det er almindelige, søde hverdagsbeskeder.

Ud fra det du skriver og fortæller i dit brev, er jeg nok nødt til at svare JA til dit spørgsmål.

Jeg synes, du skal stoppe med at kontakte ham med det samme. Slip ham og skriv ikke flere beskeder til ham om hverken almindelige hverdagsting eller andet, der lige falder dig ind.

Det, jeg læser mellem linjerne, er nemlig, at han ikke vil være i et forhold med dig.

Det kunne virke, som om han simpelthen ikke kan få sagt til dig rent ud, at han ikke ønsker at indgå i et forhold.

Du er også ret tæt på, du er hans vens lillesøster, så derfor kan han måske også være bange for at såre dig, og dermed gøre sin ven (din bror) vred eller ked af det.

Udover det er han nok også bare en rigtig sød fyr, og derfor har han forsøgt på mange måder at undvige at blive kærester, men han kan ikke få det sagt direkte.

Det er selvfølgelig ikke i orden, at han er så konfliktsky, at han ikke kan sige, hvad han vil og ikke vil, således at du kan få ren besked og blive sluppet fri af den forelskelse, du tumler med.

Men sådan er der bare nogle mennesker, der er. De kan ikke finde ud af at sige, hvordan de har det, af frygt for at såre andre mennesker.

Min erfaring siger mig også, at hvis en fyr virkelig er interesseret i dig og vil noget med dig, så ved du det godt! Så kan du mærke det, og så er du faktisk ikke i tvivl.

Når og hvis du kommer i tvivl, betyder det ofte (selvfølgelig ikke altid), at han faktisk bare ikke er så interesseret, som du kunne ønske.

Jeg tænker også, om din konkrete situation og det råd jeg her giver dig, at selv om det skulle vise sig, at han var forelsket i dig, og han "bare" er en vægelsindet ung mand, der ikke kan tage sig sammen til at indgå i et forhold, så vil det, at du stopper med at kontakte ham, skrive eller på anden måde gøre ham opmærksom på din eksistens, måske kunne fungere som katalysator til, at han tager sig sammen til at tage kontakt til dig og finde ud af, at han i virkeligheden vil dig?

Måske kunne det tænkes at være sådan, at så længe du bliver ved med at være den, der skriver, og han føler sig presset, så kan selve det, at du presser ham, være med til at skubbe ham længere væk fra dig.

Set i det lys ville det måske være strategisk godt, at du nu trak alle følehorn til dig og lod ham være i fred?

Sidst men ikke mindst, så tror jeg også den handling, at trække sig væk og lade ham være i fred, ville være en omsorgsfuld ting at gøre overfor dig selv, da det her limbo, du er i, gør dig forvirret og ked af det.

Det fortjener du ikke. Du skal passe på dig selv – og en måde at gøre det på er at stoppe med at opsøge det, som gør dig forvirret og ked af det.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.