Brev til Renée: Jeg er kæreste med min eksmand, som jeg ikke elsker længere

Kære Renée

For fire år siden blev jeg skilt fra min mand gennem 22 år. Vi har fire børn sammen. Vi er fortsat en slags kærester, og vi ses cirka en gang om ugen.

Vores ægteskab var dårligt i mange år. Jeg lavede alt, da børnene var små, og han var først hjemme, når de sov. Vores erotiske liv bestod af afvisninger fra hans side ni ud af ti gange.

En gang da jeg var gravid, vovede jeg at foreslå en ny sexstilling.

Efterfølgende afviste han mig i et år. Da jeg konfronterede ham med det, sagde han, at afvisningen skyldtes, at jeg var for tyk.

Jeg blev meget såret, og jeg tabte mig en del. Men det gjorde ingen forskel på noget mellem os.

Da jeg fortalte ham, at jeg ville skilles, vendte han på en tallerken.

Han erklærede mig sin kærlighed, syntes jeg var fantastisk smuk og elskede pludselig mine runde former.

Jeg insisterede på at blive skilt, men lovede, at vi kunne prøve at forblive en slags kærester. Pludselig da vi blev skilt, kunne han godt få nye arbejdstider og have børnene lige så meget som mig.

Nu sørger han for madpakker, vasketøj og aftensmad, når de er hos ham.

Han er stadig sød over for mig, når vi ses. Vi har god sex, og han roser mig for, hvordan jeg er og ser ud.

Problemet er bare, at selv om jeg nyder at få god sex og få den kærlighed, jeg har savnet, elsker jeg ham ikke og har ikke gjort det i mange år.

Hvad er det for et menneske, der pludselig ændrer opførsel, når det egentlig er for sent?

Jeg ved ikke, om jeg skal få det afsluttet, for jeg er bange for hans reaktion og ikke mindst for børnenes, da jeg ikke vil gøre nogen kede af det.

Bør jeg vente, til de alle er store nok? Det er en svær beslutning, synes jeg, når vi trods alt har så meget fortid sammen.

Kærlig hilsen

Den frustrerede

Kære Frustrerede

Det er en noget speciel situation, du står i, synes jeg, for hvis jeg koger dit spørgsmål helt ind til benet, så læser jeg, at du spørger, om du skal blive ved med at gå i seng med din eksmand en gang om ugen for børnenes skyld?

Og det er jo, når det bliver skrevet så direkte, et ret vildt spørgsmål.

Jeg kan godt læse, at du også nyder det, I har nu, at han har forandret sig meget, og at det er god nok sex, men som du også skriver, så virker det på mig, som om du i grunden ikke har lyst til at blive i relationen, som den er?

Hvis det er sådan, vil jeg sige, at jeg synes ikke, du skal forblive semi-kærester med din eksmand for børnenes skyld, gå i seng med ham for børnenes skyld eller på nogen måde gøre noget, du ikke har lyst til seksuelt for nogen som helst andens skyld end din egen.

Så hvis det alene er for børnenes skyld, for husfreden eller andet, så synes jeg, du skal få sagt pænt og kærligt, at du ikke længere har lyst til kærestedelen.

I kan stadig ses en gang om ugen og hygge med ungerne, men selve kærestedelen ønsker du en pause fra. Hvis det altså er det, du inderst inde føler?

Jeg læser også i dit brev, at du ofte har følt dig svigtet, men at der også er en kærlighedshistorie med fire børn og et langt liv sammen.

Når du skriver, at du ikke længere elsker ham og især er vred over, at han, da du endelig gik, ydede den indsats, du havde råbt og tigget om, så forstår jeg det fuldstændig.

Problemet med vreden over fortiden er, at du ikke kan gøre noget ved den. Sket er sket, han var, som han var.

Han har ændret sig, men nu vil du ikke have ham længere. Og alligevel, du er jo sammen med ham lidt?

Er det vitterligt sådan, at du kun er semikærester med ham for at opretholde ro og orden og for børnenes skyld, eller er der noget i dig, der stadig kæmper for jer to?

Jeg tænker, at du må have svært ved at tro på, at han er vild med dig, når han det meste af jeres ægteskab har vist og sagt noget andet.

Især kan der også være en dyb vrede i forhold til, at han har fundet dig tyk, har sagt det højt, og at det har været meget smertefyldt for dig.

Du har tabt dig, kæmpet, og den proces har helt sikkert også været hård, alt sammen så han skulle have lyst til at gå i seng med dig.

Skal du så bare tilgive ham nu? Jeg vil mene, at det bedste, du kan gøre for dig selv nu, ville være at finde ud af ærligt og kærligt, hvad DU vil?

Jeg tror, tiden er ved at være inde til, at du kommer hjem til dig selv og mærker efter, hvad DU har brug for.

Hvis du spørger dit hjerte, hvad siger det så? Hvis du spørger din vrede og din frygt, hvad er svaret der?

Til sidst vil jeg sige, at jeg også, når jeg læser dit brev, læser om en kvinde i offerrollen. Og ærligt, hvem kender ikke til at identificere sig med offeret?

Det er et godt, trygt sted at lægge sin energi, for så er det de andre, der er dumme.

Problemet med at gå i offerposition er, at man kan komme til at fralægge sig ansvaret for sit eget liv, og ja, nogle gange er det bare sådan, det er.

Men nogle gange er det godt at få øje på den del i sig selv, fordi det kan give et indblik i, hvad man selv bringer ind i relationen, og hvorfor man selv handler, som man gør?

Du må endelig ikke høre det her som en kritik, jeg går selv i offerposition konstant, det gør vi alle sammen.

Det, jeg peger på, er bare, at en opmærksomhed og ærlighed på vores egen rolle og handlinger også kan være konstruktivt, når vi står over for bjerge, der synes svære at bestige, og især når vi står over for at skulle gå ind i noget eller gøre os fri af det, som tynger.

Kærlig hilsen

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.