Brev til Renée: Hvordan bevarer jeg min tro på kærligheden?

Kære Renée

Jeg håber, du kan hjælpe mig med, hvordan man bevarer troen på kærlighed?

Jeg har haft fire seriøse forhold i mit liv, og de tre seneste er endt med, at fyren er gået fra mig. Hvad angår to af forholdene, kan jeg nu i bagklogskabens lys se, at et brud var det rigtige, men den sidste er jeg stadigvæk i sorg over at have mistet.

Det er to måneder siden, det stoppede, og vi havde datet på kærestemåden i seks måneder.

Jeg synes, det er svært ikke at miste troen på kærlighed. Jeg har stadig håbet om og lysten til at få en kæreste, men jeg tror efterhånden ikke længere på, at det kommer til at ske.

Det er ret meget op ad bakke at blive ved og ved med at date, når man ikke tror på det længere.

Har du nogle kloge ord om eller råd til, hvordan man genfinder og bevarer troen på kærlighed?

Kærlig hilsen

Den modløse

Kære modløse

Sikke et vigtigt spørgsmål, som jeg er bange for, jeg ikke kan svare på. Hvordan får man andre mennesker til at tro på kærligheden, ja, egentlig på noget som helst?

Er det ikke altid en meget personlig rejse at komme til at tro på noget? En rejse med forhindringer, bjerge vi skal over, dale vi skal igennem, og huler vi skal bygge.

Og er det ikke altid sådan, at hvis vi ender med at tro på noget godt efter at have gået igennem en af de mange strabadserende rejser, som livet byder på, er det, fordi der undervejs var et eller andet, vi besluttede os for at tolke således, at det kunne oversættes til tro?

Jeg tror dog også på, at vi kan blive inspireret til at tro på kærligheden, og jeg vil gerne gøre et forsøg på at inspirere dig.

For nylig læste jeg en bog, som jeg blev meget inspireret af. Den er skrevet af en amerikansk parterapeut, Harville Hendrix, og hedder “Kærlighed og samliv”.

Nu ved jeg godt, du står et sted i dit kærlighedsliv, hvor der ikke er en anden at forholde sig kærligt til, og bogen er sådan set skrevet på en måde, så den fører mod konkrete handlinger for par.

Alligevel tænker jeg, du med fordel kan læse den, og næste gang du bliver forelsket, kan du have bogen i tankerne og måske endda få den heldige vinder af din kærlighed til at være med til at lave øvelserne og på den måde styrke jeres bånd.

Ifølge bogen er ingen af de tre fyre, du for nylig har været kærester med, den rigtige for dig. Den sidste oplevede du, som om han var den rigtige, og det er muligt, han var det, men I klarede ikke at holde sammen.

Fortiden kan du ikke ændre på, så du må nu kigge fremad. Harville Hendrix’ teori går ud på, at vi ikke møder den helt rigtige for os hundredvis af gange, men kun få gange.

Den rigtige for os er den, der bærer både de mest positive og de mest negative egenskaber hos dem, der var vores oprindelige kærlighed og tryghed, vores forældre eller signifikante voksne, der passede os, da vi var små.

Især de mest negative egenskaber er vigtige, idet teorien går ud på, at vi altid vil søge at hele “barndommens sår” gennem den livspartner, vi vælger.

Alle mennesker har et “barndommens sår”, og muligheden for at hele det sår er kun til stede, hvis den partner, man finder, har de samme egenskaber som vores oprindelige omsorgsgivere. Nogle skal igennem virkelig mange, før de støder på lige præcis den person, der resonerer ind i deres system.

Når vi har fundet den person, som passer til os, er der en forelskelsesfase, den kan vare måneder, halve eller hele år. Men på et tidspunkt stopper den fase.

Den næste fase er magtkampsfasen, den fase kan vare i årevis, og det er i den fase, de fleste af os giver op og går ud af forholdet.

Men hvis vi arbejder med os selv og med relationen og bliver bevidste om vores egne sår og mønstre, er det muligt at komme igennem magtkampsfasen og ind i den tredje fase, hvor vi bevidst giver hinanden kærlighed, fordi vi ved, at ikke kun det at modtage kærlighed, men især at give kærlighed, er præcis det, der får et forhold til at blomstre.

Følelsesmæssigt oplevede jeg under læsningen genkendelse i forhold til egen proces, og så oplevede jeg også et spirende håb, der spejlede længslen efter en livspartner – til døden os skiller, intet mindre.

Det findes, jeg tror på det, for der er nogle, der har fundet det, dét ved jeg!

Kærlig hilsen

Renée