Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig klaustrofobisk i mit ægteskab

Min mand og jeg fandt hinanden midt i 30’erne, og vi er stadigvæk sammen nu, her knap 25 år efter.

En stor bedrift, synes jeg. Har vi haft nogle gode år sammen? Ja. Har vi haft nogle svære år? Ja.

Er det blevet vane? Ja. Og nu er vores søn flyttet hjemmefra, så nu er vi blot os to sammen.

Vi spiser det samme mad, som vi altid har gjort, vi går ture på stranden og i skoven, vi ser “Beck” i tv, vi ser nogle af de venner, der har fulgt os igennem livet, men alligevel er det, som om der mangler noget.

Han er min gode ven, og det har han været i mange år, men vores forhold er også vane, og jeg føler ikke, at jeg er i live, når jeg er sammen med ham

Det er gentagelse på gentagelse. Jeg keder mig sammen med ham. Må livet ikke byde på lidt mere i den tredje alder?

Samtidig når jeg ser tilbage på det lange samliv, vi har haft sammen, er der også nogle ting, jeg må forlige mig med, som har været svære.

Hovedansvaret for huset og vores søn har altid ligget på mig, hvor han har fået mere tid til karriere og sjov, og det har han altid taget for givet.

Selv efter vores søn er flyttet hjemmefra, er det mig, der står for det huslige.

Han har i perioder også drukket lidt for meget, hvilket jeg har set igennem fingre med, fordi det kun har været periodevis og ikke været et voldsomt overforbrug, men dog nok til at jeg synes, at han har en usund afhængighed af alkohol.

Men jeg ved ikke, om det har været det rigtige at være en large hustru?

En del af mig har ikke lyst til at være i dette ægteskab længere. Ja, der er dage, hvor jeg næsten føler det klaustrofobisk.

Selvfølgelig ændrer kærligheden sig til noget andet efter så mange år … Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

Kh.

Fra konen

Kære kone

Jeg vil begynde mit svar til dig med et spørgsmål. For hvad skal der til for at vække dig til live?

Og kan du på nogen måde forestille dig at inkorporere den forandring i samlivet med din mand?

Der er slet ingen tvivl om, at der skal vendes op og ned på meget i jeres dagligdag, hvis de sidste rester af samhørighed ikke skal visne.

Tag en alvorlig snak med din mand omkring hans forbrug af alkohol.

Det kan være svært at finde ud af, hvornår vi er large, og hvornår vi i virkeligheden bare stikker hovedet i busken.

Selv om du ikke tidligere har sagt nok fra i forhold til alt det, du har været nødsaget til at bære på dine skuldre gennem årene, så gør det nu.

Tag en alvorlig snak med din mand omkring hans forbrug af alkohol.

Det kan være svært at finde ud af, hvornår vi er large, og hvornår vi i virkeligheden bare stikker hovedet i busken.

Selv om du ikke tidligere har sagt nok fra i forhold til alt det, du har været nødsaget til at bære på dine skuldre gennem årene, så gør det nu.

Det lange, seje træk i et parforhold roterer vel sjældent uden om kedsomheden.

Men hvis I stadig elsker hinanden i en eller anden form, er grundlæggende trygge i hinandens selskab, har barn og historie, der knytter jer sammen, så er der måske grund til at give det et helhjertet forsøg?

Er der noget, der forhindrer jer i at ændre den daglige trummerum, der er ved at tage pippet fra dig? I har jo kun jer selv at tage hensyn til i det daglige.

Jeg ved godt, at du allerede har taget teten på det meste i jeres samliv, men orker du at prøve igen?

Meld dig selv og din mand til kursus i madlavning på nye måder.

Smid tv’et ud (eller bare ind i et hjørne), tag brætspillet frem, gå i biografen, eller begynd til tango.

Mød nye mennesker sammen. Hvad som helst, der river jer ud af den grå forudsigelighed, der er ved at kvæle dig.

eg har lagt mærke til, at en del mennesker, der bliver skilt, pludselig ændrer dårlige vaner og kaster sig ud i nogle af alle de ting, deres tidligere partner ellers uden held tryglede dem om at være med til.

Men er et endeligt brud da eneste mulighed for at kunne se os selv og hinanden i et nyt lys?

Jeg håber sådan for dig, at du enten finder en ny måde at være sammen med din mand på eller en måde at træde værdigt og kærligt ud.

En, hvor du ved, at du gjorde, hvad du kunne for at give plads til den forandring, der er nødvendig, hvis kærligheden skal overleve tidens og kedsomhedens skarpe tænder.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.