Brev til Renée: Kan jeg få børn med en mand, der helst vil være fri?

Kære Renée

Jeg er 36 år og har i otte år været sammen med min mand, som er 32 år ældre end mig. Vi har været gift de sidste tre år.

Da vi fandt sammen, sagde han, at han ønskede sig at få børn med mig, og han har tre voksne børn i forvejen.

Dog er årene gået.

Vi har rejst, festet og hygget, og lige pludselig virkede han ikke så interesseret i det med børn mere.

En måned inden vores bryllup lavede han sit testamente om, så hans voksne børn ville arve størstedelen fra ham, selv om vi skulle få et fælles barn.

Siden vi blev gift, er min lyst til at få børn kun blevet større.

Vi startede i fertilitetsbehandling for tre år siden, for min mand er i mellemtiden blevet impotent, hvilket vanskeliggør både sexliv og reproduktion.

Jeg har følt mig meget alene med projektet. Han vil kun være med på den betingelse, at jeg bor alene med barnet, til det ikke holder én vågen om natten længere.

Jeg må stå med hatten i hånden, hver gang der er nogle papirer, som skal udfyldes til hospitalet, og han trækker den længe med at udfylde dem.

I frygt for at han springer fra, har jeg udarbejdet et dokument, hvor jeg fraskriver mig retten til nogensinde at anmode om børnebidrag.

Han frygter, at jeg skrider og kræver penge fra ham, som han ikke har. Jeg ved, at chancen for at få barn er NU.

Jeg har ikke lyst til, at det skal være et donorbarn.

Og jeg elsker jo min mand. Han er utrolig god med ord og udtrykker hele tiden, hvor dejlig og smuk, han synes, jeg er.

Men jeg synes stadig, det er vanskeligt, at han aldrig har lyst til sex længere og ikke ønsker at stifte familie med mig.

Hvad synes du, jeg skal gøre?

Hilsen

Den forvirrede

Kære Forvirrede

… og det kan jeg godt forstå, du er. Det er virkelig blandede signaler, du får fra din mand.

På den ene side er du hans elskede, og på den anden side vil han slet ikke tage ansvar for jeres fælles liv.

Det er ikke små ting, du fortæller om, og alligevel elsker du ham inderligt.

Du spørger mig, hvad jeg synes, du skal gøre? Det ved jeg simpelthen ikke.

Jeg har den sidste time siddet og forsøgt at forestille mig selv i din situation – og ærligt; det kan jeg ikke engang, for jeg elsker ham jo ikke.

Jeg kender ham ikke. Jeg kan sige til dig, at set ude fra ser det, du beskriver, ikke særligt godt eller rart ud.

Der er en fundamental mangel på solidaritet, som for mig ville være graverende i et forhold. Også selv om I har det godt, når I er sammen.

Det virker, som om der er noget, du fornægter omkring virkeligheden. Og så virker det, som om du ikke passer godt på dig selv.

Som om der er noget i dig, der ikke synes, du er værd at passe bedre på, end det din mand formår.

Og nej, jeg synes ikke, det er godt nok, at han ikke er solidarisk. Efter min mening er det bare slet ikke i orden.

Så derfor, set udefra af en, der ikke kender hele historien – og det skal du have med, når du læser det følgende – vil jeg mene, at tiden er kommet til, at du forlanger, han er solidarisk med dig.

Han lovede dig børn, og han må holde det løfte.

Det barn, I måske får, skal have samme betingelser som alle andre børn. Det skal have en far, der er villig til at passe på det, børnepenge og en eventuelt en arv.

Han skal også være solidarisk med dig økonomisk. Selvfølgelig skal hans tre store børn have det, de skal have, men han skal være med til at sikre, at du og jeres barn også vil være o.k., når han engang er borte.

Han har en kvinde, der er 32 år yngre end ham, og det er som om, han har fået en flødeskumskage og nægter at spise andet end flødeskummet, fordi det bare er det, han elsker og gerne vil have.

Det kan måske være o.k., når det gælder kager, men mennesker kan man ikke bare vælge dele af, især ikke i kærlighed.

Der er man nødt til at tage hele pakken med og tage ansvar for hinanden. Det betyder, at man deles i et rimeligt omfang om både penge og pligter.

Jeg forstår, at en mand på knap 70 ikke kan stå op om natten, men der er mange andre ting, han ville kunne gøre.

Hvis han ikke er klar til det, så synes jeg virkelig, at du skal genoverveje din situation.

Jo, du er 36, og derfor er det selvfølgelig ved at være oppe over i forhold til at få et barn.

Men vil du virkelig have det med en mand, der ikke ønsker det?

Og vil du virkelig være sammen med en mand, der for det første ikke kan give dig kærtegn eller sex og om 10 år måske begynder at få et utal af skavanker, som du så ville skulle være sygeplejerske for de sidste år af hans liv?

De år af dit liv, hvor du selv stadig er ung og har energi og kræfter. Hvor du stadig har lyst til at rejse, elske og være mor.

I præcis de år vil din mand være en gammel mand, og du vil være fanget i et forhold, hvor der fra begyndelsen ikke var solidaritet, og hvor den fysiske kærlighed ikke har eksisteret i mange år.

Igen, jeg kan ikke sætte mig i dit sted, kærlighedens veje og vildveje er uransagelige, men set udefra og pragmatisk tænkende, så vil jeg sige til dig, at jeg synes, du skal genoverveje, om du er det rigtige sted i dit liv lige nu.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.