Brev til Anna Mejlhede: Jeg har ikke kontakt til min datter

Kære Anna

Det her er meget sorgfuldt for mig, men min datter og jeg har haft et kompliceret forhold, ja, nærmest hele livet.

Så har vi set hinanden, så har vi ikke set hinanden. Og lige nu ses vi ikke.

Jeg er så ked af det over det. Hun synes, jeg gør alt galt og har gjort alt galt. Jeg kan ikke holde ud konstant at blive kritiseret, når vi er sammen.

Hun er over mig som en høg. Vender øjne og svarer med enstavelsesord eller bliver vred over det mindste.

Når hun er så sur på mig, er der også en del af mig, der er lettet over, at vi ikke ses. Hvad skyldes alt det her halløj?

Hun synes, at jeg har været grænseoverskridende som mor. Og at jeg stadig væk overskrider hendes grænser.

Så vidt jeg forstår, handler det også om, at jeg har haft mange forhold i hendes barndom, og vi har flyttet meget rundt, og hun har derfor ikke oplevet trygge rammer som barn.

Jeg er ked af det, men nu har jeg besluttet mig for at vente på, at hun rækker hånden ud, for når jeg gør det, tager hun den ikke.

Ville du også gøre det, eller synes du, at jeg skal række den ud for 345. gang?

Det er, som om jeg bare er den onde mor i hendes øjne, basta. Ingen nuancer, ingen tilgivelse.

Ellers lever jeg et almindeligt liv med arbejde og en ny mand, og jeg har også venner, men sorgen over at have så kompliceret et forhold til min datter sidder i mig. Og skammen.

Kærlig hilsen

den sorgfulde mor

Kære sorgfulde mor

Jeg er fuldt ud klar over, hvor smertefuldt det bliver for dig at række ud til din datter. For det kræver nemlig, at du tager hendes kritik til dig – og det er svært!

Jeg er dog overbevist om, at din datter elsker dig og ønsker en relation til dig.

Men jeres forskellige opfattelse af hendes barndom skiller jer ad lige nu. Måske slipper hun først sin vrede mod dig, når hun får en eller anden form for indrømmelse fra dig?

Eller med andre ord: At du giver hende medhold i, at dine valg i livet har medvirket til, at hun har følt sig utryg i sin barndom.

Spørg hende, i hvilke situationer din ”grænseoverskridende” adfærd kommer til udtryk – og forsøg af alle kræfter at holde svaret ud.

Lige nu ligger din afvisning af ”hendes version” – både af dig og hendes barndom – som en massiv isklump imellem jer.

Når jeg kan tillade mig at være så rå og direkte, så er det, fordi jeg genkender en del af det, du her fortæller. Ligesom dig havde jeg mange forhold og flyttede meget rundt i min datters barndom.

Det har trukket veksler på hendes tryghed og trivsel – og da hun blev teenager, vendte hendes samlede raseri sig mod mig og tvang mig til at træffe et valg.

Ville jeg arbejde på at få en tillidsfuld og kærlig relation til hende? Eller ville jeg holde stædigt fast på, at alle mine valg var både nødvendige og rigtige – og hendes egne følelser dermed ikke?

Det er benhårdt at stå ansigt til ansigt med det, der ikke er lykkedes for os. Måske er det vor tids værste tabu.

Især når det handler om forældreskab. Den person, man gerne vil være, er desværre sjældent den, man er, sådan hele vejen rundt.

Selv har jeg absolut mest lyst til at vende min mest fotogene side til, især når det handler om mit moderskab.

Jeg har lyst til at slå knuder på mig selv for at fremhæve alle de vigtige nuancer, som jeg synes, min datter overser.

Men jeg ville svigte hende ved at gøre det. For hun ved jo bedst, hvordan hun selv synes, jeg har været som mor.

Især i de perioder, hvor hun følte sig tilsidesat af mine valg. Ligegyldigt hvor rigtige jeg så selv syntes, de var, dengang jeg traf dem.

Det er derfor min egen hårdt tilkæmpede erfaring, at vi kun sætter vores børn fri og bevarer vores relation til dem ved at turde se os selv med deres øjne. Lige så skamfuldt og smertefuldt, det er.

Selv om du har et velfungerende liv med job, venner og ny mand, så tror jeg alligevel, at det her er en kamp, der er værd at kæmpe.

Om du så skal række hånden ud syv hundrede gange yderligere! For vores børn er den vigtigste kærlighedsrelation i vores liv.

Også selv om kampen for at opretholde netop dén efterlader både skrammer og blå mærker på vores stolthed.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.