Brev til Nikoline Werdelin: Min datter bliver valgt fra

Til Nikoline Werdelin

Jeg er mor til en voksen handicappet datter, som jeg føler bliver lidt overset i vores ellers store og tætte familie. Min datter er 24 år, psykisk udviklingshæmmet og bor i et bofællesskab, og hun er vores eneste barn. Det er flere små episoder, der har gjort mig mere og mere ked af det. Da hun var yngre, meldte mine søskende ofte afbud til hendes arrangementer og opvisninger i skolen og til sport, hvor det ellers er kutyme, at vi bakker hinandens børn op. I årevis blev hun placeret ved børnebordet, og i det hele taget er der ikke rigtig nogen, der snakker med hende, når vi er samlet. Jeg tror dog ikke, at min datter tænker over det, og hun glæder sig altid til samværet med familien.

Senest er jeg for alvor blevet såret. Min fætter har jubilæum og har inviteret familie, venner og forretningsforbindelser til middag på en eksklusiv restaurant. Mine søskendes børn og svigerbørn er indbudt, men ikke min datter. De er dog også en anelse ældre, men alligevel føler jeg mig stødt. Jeg kan ikke forstå, at min datter skal vælges fra på den måde, og min mand og jeg overvejer at takke nej. Jeg er også lidt bange for at skabe problemer. Hvordan tackler jeg det bedst?

Mange venlige hilsener, Elsebeth

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min storesøster koster rundt med hele familien

Kære Elsebeth

Øv. Hvor er det trist, hvad du fortæller. Jeg forstår det slet ikke. Jeg kender flere handicappede voksne, og de er de dejligste at være sammen med til sammenkomster – dem vil jeg helst sidde sammen med! De tænker som regel dejligt ud af boksen og er ofte meget mere lattermilde og accepterende end de andre gæster.

Jeg synes ikke, du og din mand skal undlade at komme for at straffe din fætter, for den slags passiv aggression bliver alligevel ikke forstået. Jeg synes bare, I skal melde afbud, fordi I ikke har lyst. Hvorfor skulle I drage af gårde med en dyr gave og bruge en aften på at tiljuble en eller anden præmiefyr, når han og hans familie ikke ville gøre det samme for jeres dejlige datter? Det giver vel ikke særlig meget mening inden i jer – og I er allerede grundigt irriterede.

En adfærdsændring fra familien kommer du nok også til at se langt efter. Gudskelov er der så mange andre dejlige og ordentlige mennesker til – jeg håber, I og jeres datter samler på dem. Som i brevet fra ”Den stille kriger”, der også er med i denne uge: Det nytter ikke at tillægge sin familie alt for stor betydning, hvis ikke der er gensidig respekt og kærlighed.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Skal jeg vælge min kæreste eller min hund?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg orker ikke de ekstra børnebørn

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.