Brev til Nikoline Werdelin - jeg skal tilbringe julen alene
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Det er ensomt at holde jul alene

tekst og illustration af Nikoline Werdelin 19. december 2017
Juleaften er langt fra altid lig med hygge i familiens skød. Denne læser både frygter julen - og er flov over, at hun skal tilbringe den alene.

Kære Nikoline

De seneste uger har alting handlet om jul, gaver og hygge, men jeg har ikke fortalt én eneste, at jeg slet ikke har nogen planer! Jeg er enlig og plejer at holde jul med min søster og hendes familie. Hun og jeg er imidlertid blevet uvenner, så i år har hun ikke inviteret mig. Vores forældre er døde, og jeg ved ikke, om hendes voksne børn kender til vores kontrovers.

Ingen har spurgt til mine juleplaner – de går vel ud fra, at jeg skal være sammen med min søster som sædvanlig – men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ville svare. Jeg har ikke lyst til at blive inviteret af medlidenhed, og på en måde er jeg også flov over at skulle sidde alene. Men hvorfor egentlig? Samtidig frygter jeg juleaften og har mest lyst til at springe den over og gå tidligt i seng. Skal jeg bare lade, som om det er enhver anden aften?

Hilsen, Den juletriste

Kære Juletriste

Hør – jeg synes ikke, juleaften fortjener særlig meget tristhed. Men det er svært at være ensom og føle sig alene i det hele taget, og det er svært at have en konflikt med sin søster. Disse ting kan du måske give lidt tid. Trænger du til flere aktiviteter med andre? Mangler du gode relationer? Savner du at tale med nogen om, hvordan man løser (eller lever med) en familiekonflikt?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min datter svigter julehyggen

Din jul vil jeg foreslå dig at tage på dig. Hvis dit højeste ønske er at fejre den sammen med nogen, så spørg dem, du bedst kan lide. Og tilbyd at bære fra med det praktiske. Eller find ud af, hvor der er andre, der trænger til selskab. Hvis ikke du har lyst til det, så glæd dig til at være sammen med dig – vær stolt og glad over, at du er en ressourcestærk kvinde, der kan skabe en dejlig jul for dig selv! Du har tag over hovedet og et trygt hjem, hvorfor pusler du ikke lidt om det? Når vi pynter, gør vi det jo for os selv – vores gæster lægger som regel ikke mærke til ret meget alligevel.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hjælp, min chef gramser!

Det gør ikke nødvendigvis ondt at holde jul alene, men det gør ondt at skamme sig. Lad være med det. Tænk, hvor mange der lider under de tilsyneladende hyggelige juleaftener, de stabler på benene. Du kan gå en lang tur og se på vinduer og hygge dig med en skøn film til langt over midnat eller gå tidligt i seng. Mine juleaftner alene som voksen har ubetinget været de eneste, der har kunnet måle sig med min barndoms lykkelige jule.

Mange hilsener, Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,0900 København C, og mærk kuverten»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected]

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.