Annas brevkasse
1. marts 2023

Brev til Anna Mejlhede: Vi har ikke sex længere

"Og det kommende sølvbryllup markerer med så stor tydelighed, hvordan tiden går, og livet løber ud mellem fingrene på mig." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
Anna_Mejlhede_brevkasse

Foto: Betina Fleron

Kære Anna

Skal jeg gå, eller skal jeg blive? Jeg er i vildrede.

Om et år har min mand og jeg sølvbryllup. Men jeg savner noget i mit ægteskab. Der er ikke spor i vejen med min mand. Han er sød og rar og glad for mig på sin måde. Men vi har ikke sex længere.

Det begyndte med, at han efterhånden aldrig tog initiativ, det kom altid fra mig. Og så en dag, jeg gik ham på klingen, sagde han, at han holdt af mig og vores liv, men sex gad han ikke, og om jeg ville blive hos ham alligevel.

Det har jeg gjort indtil nu. Og der er gået år. Flere år.

Men jeg tænker meget på, at hvis jeg stadig skal nå at få “et andet liv”, møde en ny kærlighed, skal det være nu. Vi blev gift, da vi var 25. Nu nærmer jeg mig altså 50.

Og det kommende sølvbryllup markerer med så stor tydelighed, hvordan tiden går, og livet løber ud mellem fingrene på mig.

Jeg savner at være fysisk med en mand. Men jeg ved ikke, om jeg skal forlade et rart menneske bare for at få sex. For det er vel det, det handler om.

Jeg har jo alt andet i min gode ægtefælle. Jeg har brug for at vende det med nogen, og det blev dig, Anna.

KH

Mette

Kære Mette

Nu handler det her jo egentlig ikke om et sølvbryllup, men derimod om hvordan I indretter det liv, som kommer efter festen.

Naturligvis vil der altid være noget, vi savner i et parforhold. Vi kan ikke give hinanden alt, hvad vi drømmer om!

Men det er svært at forvente af sin partner, at hun eller han skal leve i cølibat resten af sine dage. Især fordi I slet ikke er enige om den præmis for et samliv.

For mange mennesker fylder det fysiske nærvær i form af kys, kærtegn og sex ret meget.

Din mand lyder på alle måder som et skønt og dejligt menneske, som er værd at kæmpe for. Og som også gerne vil kæmpe for det, I har sammen.

Fortæl ham, at du, selv om du elsker ham inderligt, har meget svært ved helt at skære den seksuelle del af livets glæde ud af din tilværelse.

Her i brevkassen har ”åbne forhold” tidligere været diskuteret. Det fungerer for nogle, men bestemt ikke for alle. Udfordringen er også, at det ville blive ret ensidigt åbent i jeres tilfælde.

Ville jeres relation kunne holde til, at du blev forelsket i en anden? Ak ja.

Der er flere spørgsmål end svar, hvad dette her angår, og kun du og din mand ved, hvad I kan leve med.

Jeg kan høre på dig, at du synes, det er overfladisk at forlade sin mand ”bare” for at få sex. Det vil du sikkert også møde nogle, som mener. Men for virkelig mange mennesker er den seksuelle del af tilværelsen jo netop med til at holde os levende.

Det kunne godt lyde, som om din mand ikke har gjort sig helt klart, hvad det egentlig er, han forventer af dig.

Jeg vil umiddelbart foreslå, at I får talt det hele grundigt igennem igen. Gerne sammen med en parterapeut eller en sexolog.

Hvad bunder din mands manglende sexlyst i? Hvordan har det været i jeres forhold tidligere, og kan I tale om, hvad intimitet betyder for jer hver især?

Kort sagt: Er din mands forhold til sex slet ikke til at rokke? Måske findes der en løsning et sted, hvor I endnu ikke har ledt?

Hvis din mand, lige gyldigt hvad du end foreslår af løsninger, ikke er til at rokke, så kan I jo drøfte, hvordan I mon bevarer det fine imellem jer. Også uden for et samliv.

Alt det, I har sammen af fælles historie, ømhed og kærlighed til hinanden, behøver måske ikke blive kastet over bord i en skilsmisse?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs mere om:

Læs også