Brev til Anna Mejlhede: Skal man for enhver pris blive hos sin syge ægtefælle?

Kære Anna

Jeg ved godt, det er et kvindeblad og måske netop derfor: Jeg søger råd angående mit ægteskab.

Min kone fik for 10 år siden en hjerneskade. Hun slap "heldigt", ifølge lægerne.

Desværre har hun en blivende og irreversibel skade: Hun sover meget lidt. Hun har valgt at beholde sit fuldtidsjob, hvilket jeg respekterer.

Men omkostningerne af den samlede byrde for vores forhold er enorme: Jeg går på listefødder derhjemme, da hun let frustreres. Pga. dette og nogle traumer jeg har, er jeg på vej ned i et hul af stress og angst.

De fleste ser det ikke, men min datter, svigersøn og kollegaer begynder at gætte på, hvorfor jeg ligner udskidt æblegrød.

Min kone er ved at ødelægge vores forhold til vores datter og svigersøn også, fordi hun er så sensibel. Alt dette har jeg fortalt hende.

Hun ved, at jeg elsker hende. Det er bare, som om alt går i stykker, og jeg kan snart ikke mere.

Corona gør så oveni, at vi ikke ser mange andre, og det er et helvede at komme hjem fra arbejde eller vågne op om morgenen: Hvordan bliver stemningen i dag?

Lige nu har jeg så angstanfald. Hun reagerer ikke, når jeg deler de her ting med hende. Hun lukker generelt ned for al samtale om følelser eller fremtid, job, bolig.

Hun vil ikke bruge psykolog eller parterapeut. Selv dyrker jeg motion, friluftsliv og besøger vores datter og barnebarn for at holde mit humør nogenlunde ok.

Hvad vil du råde mig til, før jeg må give op? Skal man pligtelske en partner, som har ændret sig så meget?

Mvh.

den anonyme

Kære anonyme

Det er et virkelig vigtigt og svært spørgsmål, du berører med dit fortvivlede brev her. Især fordi det bevæger sig direkte ind i et tabubelagt område i vores kultur.

At ægtefæller til kronisk syge bliver nødt til at opgive samlivet for at overleve selv, er dog ikke en sjældenhed.

Under et foredrag jeg holdt for nogle år siden, blev jeg dybt berørt af en kvinde, som fortalte, hvordan hendes omgangskreds havde vendt hende ryggen, fordi hun valgte at flytte fra sin mand, der havde fået tidlig demens.

"Man forlader ikke en syg ægtefælle," lød den enstemmige domsafsigelse over hendes valg.

"Men hvor langt bør man da strække sig, når sygdom forandrer alt?" spurgte hun under foredraget.

"Min mands personlighed er jo muteret i en grad, så jeg er bange for at bo under samme tag som ham. Han råber, slår og spytter efter mig."

Selv om du ikke korporligt frygter for dit liv, som kvinden her, så er det et faktum, at partnere til kronisk syge ofte føler sig både magtesløse og oversete, fordi omverdens empati alene ligger hos den, som er syg.

Du er derfor på ingen måde et dårligt menneske, fordi du gør dig tanker om, hvorvidt du kan holde til at blive sammen med din kone.

Selv om vi ofte kan mere, end vi tror, så er ingen af os supermennesker. Heller ikke dig.

Ingen af jer i familien har gavn af, at du går under, og din kone er ikke den eneste, som har behov for opmærksomhed og omsorg.

Hvis du på nogen måde skal holde til at blive i jeres samliv, så må og skal du have yderligere frirum, der kan ilte din tilværelse.

Desuden er det helt afgørende, at din kone går ind på præmissen om, at hun – sammen med dig – tager imod den nødvendige støtte og hjælp til at få talt om, hvad der er på spil imellem jer.

Når din kone formår at passe et fuldtidsarbejde, trods følgerne af sine skader, kan jeg ikke se andet, end at der også bør være vilje til at give jeres følelsesliv den opmærksomhed, det tørster efter.

Skal man "pligt-elske", spørger du. Mit helt korte svar er, ja. Men ikke nødvendigvis i den forstand at du skal "pligt-blive" hos din kone.

I mine øjne er kærlighed – kærlighed. Også selv om den kan føles så forskellig alt efter, hvilket menneske den retter sig mod.

Jeg er imidlertid overbevist om, at det er fordi, vores relationer er så forskellige – ikke at kærligheden er det.

Hvis du flytter fra din kone, så elsk hende derfor stadig, selv om jeres parforhold ikke fortsætter!

For det er muligt at bevare kærligheden uden nødvendigvis at fortsætte relationen, som den ser ud nu.

Jeg tror, at den varme, respekt og omsorg, der ligger i dén tilgang, kan være med til at bære dig, såvel som hende videre.

Især, hvis I skal finde jeres ben i en ny og anderledes måde at være til stede i hinandens tilværelse på. En måde, hvor du ikke blot bytter et tungt samliv ud med en lige så tung skam over at blive nødt til at give op.

Kærlig hilsen

Anna