Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg virkelig skjule, at jeg er vred?

Kære Anna

Jeg er blevet skilt for et halvt år siden. Det var min daværende mand, der sagde stop, fordi han var stormende forelsket i en anden kvinde.

Han siger, at de ikke havde indledt et forhold, mens vi var sammen.

Under alle omstændigheder blev det også et kortvarigt forhold, han fik til den nye kvinde.

Jeg blev enormt vred og ked af bruddet, jeg synes, at han var egoistisk og barnlig, men af hensyn til vores fælles børn har jeg valgt at få det til at glide.

Jeg har ofte lyst til at skælde ham ud over, at han valgte at gå og ikke blev og kæmpede for at få kærligheden til at blomstre imellem os igen.

I dagligdagen er der også alle mulige småting med børnene, hvor jeg ikke føler, at han tager sin del af ansvaret.

Guderne skal vide, at jeg nogle gange har lyst til at råbe og skrige ham ind i ansigtet, men jeg har ikke gjort det, jeg vil nemlig ikke have, at mine børn vokser op i et skilsmisseinferno, hvor moren bagtaler faren til børnene og omvendt.

Det har jeg selv oplevet som barn, og det gav mig kun ondt i maven og gjorde mig forvirret.

Så jeg har valgt at sige til vores døtre, at vi blot gik fra hinanden i enighed, sådan så far ikke bliver gjort til den onde, der gik fra mig.

Den har de sådan set købt, men nu har de opdaget, at far er begyndt at gå på damejagt.

En af dem er vist mere seriøs, og de har spurgt ind til det, og de giver også udtryk for, at de helst vil være hos mig.

Jeg har lyst til at give den fuld skrue og fortælle dem ærligt, hvad jeg synes om deres far, men gør det ikke af hensyn til dem, men: Hvor meget skal jeg æde for ikke at skabe konflikt mellem mig og min eksmand, så børnene føler, at de skal vælge side, eller bliver kastebold imellem os?

Børnene er ni og elleve. Jeg tror, at min eksmand taler pænt om mig til børnene, jeg har i hvert fald ikke hørt andet.

Hilsner fra

Ekskonen

Kære ekskone

Der er stor forskel på at styre sit raseri – og så at æde enhver urimelighed i sig uden et kny.

Tænk over, hvad det er, du gerne vil have din eksmand til at gøre anderledes. Er det at få ham til at tage sin del af ansvaret for jeres fælles børn?

Og hvordan skubber du ham mest effektivt i den retning? Lige så befriende det kan føles at skrige sin frustration ud, lige så lidt fremmer det forståelsen.

“Som man råber i skoven, får man svar,” lyder en gammel talemåde. Måske bliver man mest af alt bare hæs …

Du handler klogt ved ikke at lade din vrede løbe af med dig. For hvad får du egentlig ud af det, bortset fra følelsen af at få luft et kort øjeblik?

At lægge ansvaret for et brud alene på den anden part, når man er blevet forladt og står der med sit blødende hjerte, er såre menneskeligt.

Men det samlede billede af et brud er sjældent helt så enkelt. Skyld er ofte noget, vi må deles om. Også i en skilsmisse.

Det vigtigste lige nu er, at jeres børn får plads og ro til at være sammen med jer og elske jer begge. De skal ikke føle sig tvunget til at vælge side.

Jeg kan varmt anbefale både dig og din eksmand at læse Flemming Møldrup og Julie Ralunds bog “Slug kamelen, der kommer flere.”

Den giver et rørende ærligt indblik i deres egen til tider besværlige vej mod det, de kalder et skilt forældreskab.

At det er svært, betyder nemlig ikke at det er umuligt. Trods alle de kantede kameler begge parter må æde i processen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.