Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg er hunderæd for at være alene i vores villakvarter

9. juli 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Den uge hader jeg. For jeg er hunderæd for at være alene så langt væk fra alting." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede

Kære Anna

For et år siden solgte min mand og jeg vores hus i et dejligt villakvarter, hvor vi havde boet i 30 år, og så flyttede vi på landet. Ud til fred og fri natur.

Jeg er holdt op med at arbejde, men min mand kan passe sit arbejde hjemmefra, dog er han fast væk én uge om måneden på kundebesøg.

Den uge hader jeg. For jeg er hunderæd for at være alene så langt væk fra alting. Det anede jeg ikke, da vi flyttede. Men nu fylder det alt.

Når min mand er væk, sover jeg næsten ikke. Jeg har haft tv’et kørende, ladet lyset brænde, ligget med baseballbat og hårspray klar som selvforsvar og to telefoner indenfor rækkevidde.

Men jeg er stadig og tiltagende bange. Ingen i omgangskredsen har mulighed for at være “babysitter”, som min mand siger, og alle lader til at mene, at jeg bare skal tage mig sammen.

Kære Anna, kan man hypnotisere sig ud af sin angst? Skal jeg ofre penge på en psykolog – eller en bidsk hund? Inderst inde ville jeg helst sige højt: “Lad os flytte tilbage til byen”.

Men min mand elsker vores nye sted, og det gør jeg sådan set også, når bare han er her.

Kærlig hilsen hende,

der bliver kaldt pivskid

Kære dig, der kaldes pivskid

Jeg kunne godt få lyst til at ruske lidt i både din mand og andre, der svinger tungen omkring så nedladende et udtryk. Der er intet “pivskid” over at være bange for at være alene i sit hus langt væk fra alt, hvad du kender.

Det overskud din mand synes, han har fået ved at flytte ud af jeres vante rammer, kunne han passende bruge på at gøre et ærligt forsøg på at træde gennem hverdagen i dine sko.

At flytte på landet kan lyde besnærende romantisk. Men yndighederne kan nemt ryge på gulvet, hvis man ikke føler sig tryg og hjemme i sine nye omgivelser, især når man jævnligt, som du her fortæller, går rundt i dem alene.

At leve det enkle liv langt væk fra civilisationen, er slet ikke så simpelt endda.

At kræve din mands selskab døgnet rundt, kan du ikke. I stedet tror jeg, at du skal forsøge at indkredse, hvad det er, din angst bunder i.

Hvad er det helt præcist, du er bange for, der kan ske, når din mand ikke er der? Og ville hans tilstedeværelse forhindre det?

At få en hund er en hyggelig, men også krævende løsning. Jeg skal ærligt sige, at min egen hund absolut gør mig langt mindre ensom (og bange), der hvor jeg selv bor, alene i en skov. Men en hund tryller ikke angsten væk med et knips.

At opsøge en psykolog kan være en stor hjælp i processen med at sortere i, hvad der egentlig er angst, og hvad der er noget andet. Så måske er det en god idé at bruge de penge, det vil koste?

Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad du skal med en hypnotisør. Ikke medmindre du pudser vedkommende på din mand.

Bare så han en enkelt dag og nat kan sætte sig ind i, hvad du oplever på krop og sjæl, når du er mutters alene i urskoven, og så i øvrigt få ham til at glemme, at der findes et ord som pivskid!

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.