Brev til Anna Mejlhede: Sammen hver for sig

Kære Anna

Jeg ved slet ikke, om det her er noget, du kan svare på. Men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle henvende mig og kunne være så anonym.

Sagen er, at jeg har lyst til at flytte fra min mand. Ikke forlade ham, ikke bryde med ham, men bare flytte og bo for mig selv. Der er et engelsk begreb, der hedder ”couples living apart”, der beskriver den trend, at man ER par, men bor hver for sig.

Jeg er 65, min mand er tre år ældre, og vi har været gift i snart 40 år.

Jeg ved, at vores voksne børn og venner vil synes, det er noget pjat, og i øvrigt spild af penge, at flytte i hver sin bolig, når vi er så gamle og på sin vis trives. Men der er så meget, jeg gerne ville have frihed til at gøre, som jeg af hensyn til min mand ikke gør nu.

Sove længe. Gå rundt i nattøj hele dagen på mine fridage. Spise, når jeg har lyst, og spise lige dét, jeg har lyst til, ikke altid klokken 18.30 og ”rigtige retter”. Læse en bog en hel søndag. Cykle, gå ture, lade vasketøjet vente til en anden dag.

Småting mener du måske. Men jeg ville aldrig kunne gøre den slags med god samvittighed i min mands nærhed, for han er opdraget på en måde, hvor det er tidligt op og i gang med hus og have, der tæller.

Er jeg egoistisk, hvis jeg holder fast i min lyst til at flytte?

Kærlig hilsen

Gitte

Kære Gitte

Når jeg læser dit brev, lyder det mest af alt som et længselsfuldt suk efter at få lov til at være lidt mere dig.

Det er vel ikke noget uhørt ønske. Du er heller ikke egoist, men bare kørt træt i et bofællesskab, der måske mest af alt er på din mands præmisser. At føle sig spundet ind i et andet menneskes rytmer og vaner, dag ud og dag ind, uden at få plads til sine egne, hører ikke nødvendigvis ind under småting.

Jeres børn er voksne og har deres eget liv. Så måske er det netop nu, at I kan finde en anden måde at indrette jeres liv på?

Et kærlighedsforhold kan trives i så mangfoldige rammer i dag. Langt flere, end man tænkte, var mulige for 40 år siden. Overvej nøje, om du har mod på at skubbe dig frem til den plads, du behøver, hvis I bliver boende sammen. At det er nødvendigt for dig, at der sker noget seriøst på den front, lyder nemlig til at være helt uden for diskussion.

Grundlaget for et samliv er vel, at man kan finde en form, som begge parter trives i. Selv om alt er baseret på kompromiser, betyder det jo ikke, at kun én får sin vilje hele tiden.

Måske har du i alt for mange år glemt, at du gerne må byde ind med, hvad du selv synes, at din og jeres tid skal gå med? Du fortæller kun om venner og families mulige reaktioner på dine tanker. Ikke din mands. Hvor står han i det her?

Dit ønske om egen bolig kan let opfattes som et egentligt brud, hvis man kun ser det udefra. Kan du ikke invitere din mand med ind i dine tanker? Tag afsæt i jeres kærlighedsforhold.

Fortæl ham, at du netop gerne vil bevare og udbygge lige præcis dét ved at sætte jeres forhold ind i nye rammer, du bedre kan trække vejret i.

Det økonomiske aspekt fylder naturligvis en del. Men hvis I har det nødvendige finansielle råderum, synes jeg ikke, at lige præcis den knast skal være afgørende for din beslutning.

Måske har 40 års samliv dannet et ret solidt grundlag for, at alt det fine og varme imellem jer, sagtens kan fortsætte. Især når I får hver jeres hule at trække jer tilbage til, når jeres behov stritter i hver sin retning.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.