Brev til Anna Mejlhede: Når farmor er sur!

Kære Anna

Jeg har læst din brevkasse i lang tid og ser et dilemma, som dukker op ofte, nemlig når svigermor bliver farmor, og der opstår en dynamik mellem hende og svigerdatteren.

Svigermødrene/farmødrene har ofte ondt af sig selv, og man kan læse mellem linjerne, at de skyder skylden på deres svigerdøtre for mangel på kommunikation og information under graviditeten samt mangel på legeaftaler og nærvær med børnebørn.

De skyder også skylden på deres svigerdøtre, fordi de giver deres egne mødre al informationen.

Noget andet, der gør sig gældende i mange dilemmaer, er, at svigerdøtrene og mødrenes forhold er ligesom et venindeforhold, og mellem linjerne ses der ofte ned på dette. Men det er der vel intet galt i?

Jeg er selv meget tæt med min mor og deler mange ting med hende, og dette bånd kan jeg ikke se noget negativt i.

Hvad jeg synes, er problematisk, er, at farmødrene/svigermødrene er meget bitre over det faktum, at svigerdøtrene vælger deres egne mødre under graviditeten og til pasning.

Selvfølgelig deler de mest med deres egne mødre, da de har “ansvaret” for at dele med deres familie, hvorimod sønnen har ansvar for at informere sin egen mor (altså at svigerdatteren ikke er ansvarsholder for at informere sin kærestes mor).

Det, problemet handler om, er dermed, at svigermødrene/farmødrene da ikke skal lægge skyld på svigerdøtrene for mangel på kommunikation og information.

Som jeg ser det, kan det kun være sønnerne, som er ansvarlige for at informere deres egne mødre – ligesom kvinderne informerer deres mødre.

Jeg forstår ikke, at de kan se sig sure på ikke at være valgt som nummer et i deres svigerdøtres liv.

Jeg er ikke selv tæt med min svigermor, og det er min kæreste heller ikke, men hun skriver udelukkende til mig for informationer i graviditeten, og hun klager over, at jeg ikke informerer og ser hende så meget som min egen mor.

Men det er da ikke mit ansvar, men hendes egen søns! Kan du monstro belyse problemet og give nogle gode erfaringer?

Med venlig hilsen

Den undrende

Kære undrende

Det kan godt ligne en dans på sytråd at være svigerdatter. Af samme grund dukker dilemmaer om netop den relation jævnligt op her. For en brevkasse afspejler det, der volder os flest hovedbrud i det daglige liv.

Min erfaring er, at når ens søn eller datter bringer et nyt menneske med sig ind i familien, så spirer og blomstrer denne nye gren på familiestammen bedst, når man som både mor og svigermor træder et skridt tilbage og giver plads.

Hermed også til de relationer, dette nye menneske selv bringer med sig ind. Eksempelvis egne forældre.

Det lyder absurd, at din svigermor forlanger at få den samme kontakt med dig som den, du har med din egen mor.

Ganske vist kan de helt tætte, varme sviger-relationer sagtens opstå, men det kan aldrig være noget, vi kan hverken forvente eller forlange af hinanden!

Jeg spekulerer også over, hvad vi forestiller os at få ud af denne her kamp for ikke at være ”nummer to”?

Ja, hvad har den ranginddeling egentlig at gøre i en familie? Det handler jo hverken om den royale tronfølge eller om at styre et flådeskib …

Min erfaring er, at vores relationer bliver skingre, i samme sekund vi glemmer at se på, hvad vi selv har, men stirrer os blinde på det, andre har. Hvis vi hele tiden er på vagt, skrider relationen nemt ud.

Kernen i den jalousi, du nævner i dit brev her, tror jeg, ligger i frygten for ikke at betyde noget som menneske.

Her er vi nærmest helt nede i noget urmenneskeligt: Nemlig frygten for at glide ud af historien uden at sætte spor.

Jeg tror, vi skal øve os i at anerkende de forskellige roller, vi har i en familie. Og dermed ikke mindst finde ro i, at der er brug for os alle.

Hvad børnebørnene angår, så kan det lille nye menneske, som svigerdatteren bærer i sig, vel næppe få for mange kompetente, kærlige og hjælpsomme voksne i deres liv?

Ak ja. Nære relationer er det vigtigste, vi har, men dermed også nogle af de mest komplicerede og ømskindede.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.