Brev til Anna Mejlhede: Min kæreste overskrider mine grænser

Kære Anna

Min kæreste og jeg (42 år) er vidt forskellige. Vi har kendt hinanden i fem år, men bor ikke sammen.

Han siger jævnligt, at han elsker mig, særligt for ikke at forsøge at lave om på ham, og han føler, at han bliver den bedste version af sig selv sammen med mig.

Jeg har en stor forståelse for og accept af vores forskelle, men jeg føler jævnligt, at min forståelse ikke rækker:

F.eks. skylder han penge til Skat og har i en lang årrække ladet "stå til" med den følge, at gælden er vokset til knapt to mio. kroner.

Penge han aldrig vil kunne betale tilbage.

Det har stor betydning for vores fælles fremtid, og det provokerer mig og mine værdier, at han går efter at lade gælden stige som følge af renter, så han kan søge en gældssanering som løsning på problemet.

I dag havde vi en situation, hvor han talte i mobiltelefon, mens han kørte bil.

Mine børn og jeg var med i bilen, og jeg bad ham om at lade være, men han stoppede først efter lang tid.

En anden gang modtog jeg besked fra en kollega om, at en mand, der på billederne lignede min kæreste, havde besøgt hendes sex/dating-profil.

Det VAR min kæreste, og han forklarede sig med, at han brugte siden til at se på frække billeder og videoer af kvinder og par, men ikke kontaktede nogle derinde.

Vi var herefter fra hinanden i fire uger og for at gøre en lang historie kort, genoptog vi forholdet efter mange snakke og tre besøg hos en parterapeut.

Min kæreste opfatter den slags situationer, som nogle han bare kan sige undskyld for, og så må jeg komme videre.

Han mener, at i forhold opstår der også uenigheder, og man sårer af og til hinanden.

Jeg er sådan set enig i den påstand, men jeg mener, at der bør være nogle normer for, hvad man kan tillade sig og ikke kan tillade sig.

For ham virker det som en leveregel og dermed acceptabelt at gøre ting, som er uden for normerne.

Nogle gange virker han grænseløs og uden forestilling om, hvordan hans handlinger påvirker mig.

Jeg føler, at der er langt fra at acceptere de forskelle, vi har til at acceptere ting, der strider direkte mod mine egne værdier og oplevelse af retfærdighed.

Jeg synes, at det er rigtig svært at være kæreste med ham og er, trods min ellers handlekraftige personlighed, lammet i forhold til at tage beslutninger omkring vores forhold.

For jeg er også vild med ham, synes han er sjov, omsorgsfuld og hjælpsom.

Desværre er det bare som om forskellige episoder meget jævnligt bringer mig i en tilstand, hvor jeg føler, at mine grænser overskrides. Jeg bliver rigtig ked af det.

Efter nogle af disse situationer kan jeg mest af alt have lyst til at slutte forholdet.

Jeg er dog bange for at gå fra ham. Dels vil jeg savne ham meget, dels er jeg bange for ensomheden.

Jeg har brug for nogle andre øjne på sagen.

Er der noget, jeg kan gøre på en anden måde, eller en måde jeg kan se på det her, som jeg ikke har vendt i mine tanker?

Mvh.

“den forvirrede”

Kære forvirrede

Det lyder, som om du allerede har gjort dig stor umage med at se din kæreste fra alle tænkelige, overbærende vinkler.

Spørgsmålet er derfor, om det er angsten for ensomheden, der vægter tungest, når du tøver med at afslutte forholdet?

Som jeres relation er lige nu, lyder det, som om du allerede er ensom i den.

Tænk grundigt over, hvad det helt præcis er ved din kærestes person og væsen, du vil savne, hvis du bryder med ham?

Din fornemmelse af at noget er helt skævt, lyder nemlig i mine ører aldeles rigtig.

At være så tæt på et menneske, som gør dig utryg, lyder hverken holdbart eller sundt.

Når det er sagt, så ved jeg godt, hvor svært det er at forlade et menneske, man stadig er forelsket i! Men hvad nu, hvis alternativet til et brud er, at du på daglig basis bliver nødt til at bedøve din egen integritet?

Naturligvis har du forelsket dig i din kæreste af en årsag, og jeg er derfor ikke i tvivl om, at han også er dejlig at være sammen med.

Alle mennesker har dunkle sider, men hvis de fylder for meget i en relation, eller er af en karakter der strider alle vores egne værdier imod, kan det blive svært at trække vejret i dem.

Lige nu bor I stadig hver for sig, men hvordan ville det være for dig og dine børn at leve sammen med et menneske, som åbenlyst lever efter et værdikompas så langt fra jeres?

At du kommer til at føle dig ensom en tid er jo ikke ensbetydende med, at det bliver ved sådan. Husk på dit værd!

Der er mange skønne mænd i verden, og jeg er overbevist om, at du sagtens kan møde en, som vil behandle dig med større omhu end din nuværende kæreste.

Dit liv og din trivsel er i det lange løb langt vigtigere end savnet af et menneske, som ikke lader til at se ret meget andet end sig selv, og din rummelighed overfor netop dét karaktertræk.

Lyt til din egen stemme. Den som vibrerer stærk og handlekraftig inde bagved angsten for ensomheden.

Jeg er sikker på, at du helt ned i maven ved, hvorhen tvivlen leder dig, men blot har brug for at høre, at du gerne må følge med den.

Kærlig hilsen

Anna