
Brev til Anna Mejlhede: Må man bruge sine venner til flyttehjælp?

Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Jeg har et dilemma, du måske kan hjælpe mig med. Jeg skal flytte. Der er ordentligt mange læs og en masse møbler, jeg og min mand ikke selv kan bære
Jeg har bedt noget familie om at hjælpe, herunder min storebror. Vi kan sige det meste til hinanden.
Han har meldt ærligt tilbage og skrevet, at det synes han, man hyrer folk til i min alder. Vi er i 40’erne. Han siger dog, at han godt kan hjælpe, hvis det brænder på.
Der har dog været venner og naboer undervejs i vores renovering af den nye bolig, der har sagt, at de gerne vil hjælpe med at flytte, så dem har jeg taget på ordet.
Ikke alle har svaret tilbage. Så nu er jeg blevet i tvivl: er det lige lovligt anmassende at spørge andre, om de vil flytte for os?
Jeg har gjort det i ånden af, at man da selvfølgelig hjælper hinanden, og at det kan være hyggeligt at flytte med pizza og øl, og da vi har ret mange også uforudsete udgifter i forbindelse med flytningen, tænkte jeg også, at det kunne være rart at spare udgifterne til flyttemanden.
Vi flytter til et sted i nærheden, så forhåbentligt er flytningen hurtigt overstået. Skal jeg holde fast i min flytteinvitation eller trække den tilbage?
M.T.B.

Kære M.T.B.
Under alle omstændigheder er det nok ikke en invitation, man som familie eller ven ligefrem står på spring for at møde op til, hvis jeg må være så ærlig …
Jeg vil nemlig give din bror ret.
Når man er vel ude over sin ungdomstid, og ens flyttehjælpere ligeså, er det mest rimeligt, at man hyrer sig til flyttehjælp og skåner sine venner og familie for den tunge del.
Selv om flyttebudgettet er begrænset, bliver vi nødt til at inkorporere en flyttebil og professionelle folk i det.
En helt afgørende forskel på dén flytning, I står overfor nu, i forhold til dem fra jeres pure ungdom er, at læsset, der skal flyttes, er blevet væsentligt større og tungere.
Der er altså ikke megen ”flyttehygge” over at risikere liv og lemmer, når vi halvgamle mennesker bliver sat til at slæbe senge, skabe og kommoder ned fra 4. sal!
Til gengæld synes jeg sagtens, at I kan bede jeres familie og venner om hjælp til nedpakning og udpakning. Den del af en flytning er også noget af en mundfuld at stå med kun jer to. Til gengæld er den knap så fysisk krævende.

Brev til Anna Mejlhede: Må man melde fra, når man har sagt ja?
Kunne I ikke samle flyttehyggen med pizzaer og øl omkring den opgave i stedet?
Kærlig hilsen
Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.