Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Kan jeg sige nej til at passe børnebørn?

29. august 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Så jeg står i dilemmaet igen-igen, hvor jeg egentligt mest har lyst til at sige nej, men kan jeg være det bekendt?" Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg elsker mine børnebørn, de er nogle nuttede, søde væsener. Og jeg passer dem gerne og ofte.

Jeg har to hold fra begge mine børn, så der er nok at se til. Men jeg sætter også stor pris på mine pusterum.

Bare at lægge benene op i sofaen og slappe lidt af, løse en kryds og tværs og måske se et par veninder. Altså det gør jeg også indimellem, men jeg synes godt nok, at jeg er meget på.

Jeg er faktisk 73 år, og jeg trænger til nogle pusterum.

Men nu har min søn lige meldt, at han rigtigt gerne vil have mig til at se efter børnene fire dage her i efteråret, hvor han har noget konference og vigtigt arbejde.

Det er så meningen, at jeg skal bo hos ham i de dage og sørge for, at mine børnebørn kommer i skole osv.

Han er skilt, så jeg forstår godt, at det er svært at være dækket ind, og når man skal arbejde, skal man jo arbejde.

Hele min krop skriger bare nej, for selv om børnene er søde, så kræver en på syv og 11 immer væk lidt.

Så jeg står i dilemmaet igen-igen, hvor jeg egentligt mest har lyst til at sige nej, men kan jeg være det bekendt?

Den travle bedsteforælder

Kære travle bedsteforælder

Hvad du kan være bekendt at sige nej til, bestemmer du grundlæggende selv. Det afhænger jo af, hvad du har tid og kræfter til.

I SØNDAG uge 35 svarede jeg på et brev fra en datter, som forståeligt nok var ked af, at hendes forældre dårligt orkede tyve minutter sammen med hendes lille søn.

Men derfra og så til at passe børnebørn fire dage i træk er der naturligvis et stykke vej.

Når vi får børn, bortfalder ansvar og forpligtigelser ikke helt, selv om de er blevet myndige, og selv om vi ofte ynder at beskrive det sådan.

For vi slipper jo ikke omsorgen for dem i samme sekund, de flytter hjemmefra.

Hvis vores voksne børn får akut brug for vores hjælp, må vi efterfølgende træde til. Måske også oftere end vi umiddelbart har lyst til.

Det er en kunst at finde den balance, der holder vores relation varm og tæt og samtidig giver gensidig frihed.

Jeg spekulerer lidt på, om det mest af alt er tanken om fire dage væk fra dit eget hjem og daglige gænge, der udmatter dig mere, end det reelt er selve opgaven?

Hvis hele din krop stadig skriger nej, så skal du naturligvis følge den og lige så vigtigt: Gøre det uden samvittighedskvaler.

Det er klart bedre, at du kun hjælper ud af dit overskud frem for at presse kræfter ud af dig selv, som ikke er der.

Som bedsteforælder kan du godt tillade dig at tage “den søde del” af samværet med børnebørnene, for hovedansvaret hviler ikke på dine skuldre.

Hvis du alligevel vælger at tage opgaven på dig, så lav nogle aftaler med din søn om, hvad han selv i de fire dage tager sig af, så du ved, hvornår du kan få en pause, og hvornår du er på.

Og glæd dig så over, at du efter dagene sammen med dine “små, nuttede væsener”, i ro og mag kan smække benene op derhjemme og nyde friheden i, at du nu engang er deres farmor – ikke deres forælder.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente sv