Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Kun tyve minutter med barnebarnet

23. august 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Det gør mig ked af det, at de ikke – som mange andre bedsteforældre – virker til at have lysten til oprigtigt at være sammen med deres barnebarn." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg er en kvinde i sluttyverne, der bor sammen med min kæreste og vores lille søn på halvandet år.Min mor og hendes kæreste bor få kilometers afstand fra os, og de er begge gået på efterløn/pension.Min lille søn elsker selvfølgelig sine bedsteforældre og taler meget om dem.

Og jeg oplever også, at de gerne vil ham. Dog er det altid med forbehold.

Når de kommer, er det altid med en bagkant, og besøgene er ofte af 15-20 minutters varighed, hvor de skal skynde sig videre.

Min søn er ved at blive så stor, at det forvirrer ham, og han bliver ked af det, når de kommer og pludselig er væk på så kort tid.

Vi har ikke rigtig andre i vores netværk til at passe ham end dem.

Dog spørger vi dem meget sjældent, da det virker, som om det er lidt belastende for dem.

Når vi en gang imellem spørger om pasning, er det altid mange måneder i forvejen, hvor vi ved, at der kan blive brug for det, f.eks. i forhold til vores arbejde, og det er altid kun få timer, vi beder om hjælp til.

I de situationer siger min mor ja, og når det så nærmer sig, spørger hun mange gange, hvor længe det er, eller hun siger ting som “jeg troede jo kun, at det var et par timer” – også i situationer, hvor det faktisk kun er et par timer.

Hvis de passer ham, sørger vi altid for, at alt er ordnet med aftensmad, nattøj og tandbørste osv.

Og så kommer de altid først en time inden hans sengetid, så de nærmest ikke når at være sammen med ham.

Det gør mig ked af det, at de ikke – som mange andre bedsteforældre – virker til at have lysten til oprigtigt at være sammen med deres barnebarn.

De snakker ofte om gerne at ville hente ham fra vuggestue eller have ham på besøg med en overnatning.

Men når det kommer til stykket, vil de reelt ikke.

Jeg har forsøgt at italesætte det for min mor, men hun virker ikke til at handle på det overhovedet.

Med venlig hilsen

Datteren

Kære datter

“Bedsteforældre er ikke, hvad de har været,” sukkede en af mine veninder engang.

For hendes forældre havde så travlt med deres nye liv som pensionister, at der ikke var tid til børnebørn.

Tværtimod forventede de jævnligt, at børnene blev passet andetsteds, når de kom til middag …

Jeg forstår til fulde, at du er såret over, at din mor bruger så lidt tid sammen med jeres søn. Tyve minutter hist og pist bygger jo ikke en tæt relation op for nogen.

Når det er sagt, så kan du ikke tvinge din mor til at være mormor på anden vis, end den hun selv vælger. Alligevel har jeg et forslag.

Hvad med at spørge hende, hvad det er, der gør, at hun så ofte springer fra? Er der noget i relationen til jeres lille søn, der virker uoverskueligt for hende?

Er hun bange for, at hendes evner som bedsteforælder ikke lever op til dine forventninger?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Paradoksalt nok kan angsten for ikke at gøre noget godt nok resultere i, at man ikke engang tør forsøge.

Du kan eventuelt også spørge din mor, hvordan hun vil have det med, at hendes barnebarn aldrig rigtig lærer hende at kende? For det gør han jo kun, hvis hun giver ham muligheden.

Ved at trække sig så meget, som du fortæller her, går din mor jo glip af en – også for hende – vigtig og yderst givende relation.

Jeg synes, at du skal tale med din mor om det igen. Du har alt at vinde og i forvejen nærmest ingenting at tabe ved at insistere på at indlemme hende som fuldgyldig “bedste” i jeres lille familie.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.